Inspiration til indretningen: 5 smarte løsninger til affaldssortering
Orden i skuffen
Det er oplagt at sortere affaldet i køkkenet under vasken, men ofte bliver skuffen under vasken brugt til andre ting. Ryd en dyb skuffe i køkkenet og monter kasser til de forskellige affaldsfraktioner. Kasserne fås med låg og hank, så du nemt kan bære affaldet ud til affaldscontaineren.
Guide til sortering med piktogrammer
Sæt piktogrammer på affaldsfraktionerne for at gøre det nemmere at sortere affaldet rigtigt. Piktogrammerne kan sættes på kasser, låg eller skabe for at gøre sorteringssystemet mere overskueligt for gæster og børn.
Sortér i kasser
Det kan være en udfordring at dedikere en hel skuffe til affaldssortering i et køkken med begrænset skabsplads. Udnyt i stedet fri vægplads til at sortere dit affald i højden, så affaldet tager mindre plads i rummet. Monter kasser på din væg eller bagsiden af en dør. Her er en løsning fra systemet Recollector med aftagelige kasser med hank, der gør det nemt at tage kassen ud til affaldscontaineren. Et skoskab med flere rum kan have samme funktion.
Sortér i poser
Poser er et nemmere og billigere alternativ til kasserne på væggen, men konceptet er det samme. Hæng poser på en væg eller bagsiden af døren, så sorteringen optager mindre plads i rummet. Sorterer du affaldet i poser, kan du nemt tage posen med til affaldscontaineren. Brug poser i plast eller stof, der kan tåle at blive vasket og bruges igen.
Affald i slagbænk
Brug en slagbænk til at opbevare dit sorterede affald. Med en slagbænk kan du både gemme affaldet væk og bruge affaldsopbevaringen som møbel i køkken, entre eller bryggers. Her er brugt plastposer fra Kobensac i forskellige størrelser med hank. Når du bruger poser i stedet for kasser, kan poserne fylde mere eller mindre efter behov, og du kan nemt tage affaldet med ud til affaldscontaineren.
Genbrug frugtkasser
Brug dine gamle frugt- eller måltidskasser til at sortere affaldet. Kasserne kan stå ved siden af hinanden eller stables i skabe, bryggerset eller på gulvet. Kom poser i kasserne, som kan tages op af kassen, eller tag hele kassen med til affaldscontaineren.