Influenzasæson? Så sprit din mobil af

Influenzasæsonen melder sig så småt, og du ved nok godt, at du skal være grundig med håndvask og hygiejne, men vidste du, at det også kan hjælpe at spritte mobilen af?

Der er ingen grund til at spritte telefonen af af hygiejniske årsager, men hvis der er influenzasæson, kan det faktisk være en god idé.

Sprit mobilen af, hvis det er influenzasæson

Mobilen er med os overalt, og det er vores trofaste følgesvend i lommen eller tasken. Ud over at være en smart lille computer kan den også være en platform for virus.

Når der er virusbårne sygdomme i luften, kan det være en fordel at spritte mobilen af, mener professor i infektionssygdomme ved Aarhus Universitetshospital Lars Jørgen Østergaard.

»Influenzavirus smitter via hænderne, og virussen kan sætte sig på forskellige ting, vi rører ved. Det kan for eksempel være, når vi rører ved et håndtag i bussen, som en smittet person netop har rørt ved. Når vi så senere bruger mobilen, så sætter virussen sig dér,« siger han.

Vi kan altså vaske nok så meget hænder og få virussen væk derfra, men hvis virussen sidder på telefonen, risikerer du, at du konstant udsætter dig selv for smitsom virus. Derfor mener Lars Jørgen Østergaard, at det kan være en god idé at spritte mobilen af, når der er influenza i omløb.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Toilet-bakterier på mobilen er ikke nødvendigvis slemt

Måske er du en af dem, der hiver mobilen op ad lommen, mens du sidder på toilettet. Umiddelbart forbinder man det med noget beskidt, og det vil vi helst ikke have på mobilen, men det behøver ikke at være så slemt.



Vi lever i harmoni med bakterier, og vi kan ifølge Lars Jørgen Østergaard ikke undgå at møde forskellige bakterier i hverdagen. De er ganske ufarlige at blive udsat for, med mindre de kommer de forkerte sted hen.

Det vil sige, at coli-bakterierne fra toilettet, som havner på telefonen, ikke nødvendigvis er beskidte. Det hele handler om, om bakterierne havner steder, hvor de ikke hører til. I coli-bakteriernes tilfælde er for eksempel i blodbanerne.

Lad være at spritte mobilen af for hygiejnens skyld

Du har sikkert hørt, at din mobil er en bakteriebombe uden lige, men det er faktisk ikke bakterierne, vi skal være bekymrede for. Der er ifølge Lars Jørgen Østergaard ikke nogen grund til at spritte sin telefon af, hvis man er bange for bakterierne.



»Vi møder bakterier rigtig mange steder, og vi får overført bakterier hele tiden: Ved at tage i dørhåndtaget derhjemme, holde i stroppen i bussen eller holde om vores telefon. Ud fra et hygiejnisk synspunkt er det altså hysteri at spritte sin telefon af,« siger han.