Kan man smitte sin baby gennem amning?
De mest almindelige infektioner smitter ikke via modermælken
Nej, ikke ved ganske almindelige sygdomme som forkølelse, influenza, ondt i halsen og roskildesyge. De smitter ikke via modermælken. Det siger Thorkild Jacobsen, som er overlæge ved Juliane Marie Centret på Rigshospitalet, der tager sig særligt af børn, fertilitet og graviditet.
»Det ville være en dårlig idé at undlade at amme sit barn på grund af f.eks. en influenzainfektion. Tværtimod sker der en overførsel af antistoffer via amningen, der til en vis grad beskytter barnet mod de luftvejsvira og maveinfektioner, som moderen har.«
Altid en smittemulighed ved tæt kontakt
Der vil dog altid være en mulighed for smitte forbundet med ammesituationen, men det er, fordi man er i tæt kontakt med barnet. Den samme mulighed gælder altså også, når man skifter ble på barnet, bader det, eller for den sags skyld giver det flaske.
I sjældne tilfælde kan man smitte gennem amning
Der findes tilfælde, hvor moderen kan overføre sygdomme til sit barn gennem amning – det gælder f.eks. HIV. Men det er ikke noget, man som udgangspunkt skal være bekymret for, understreger Thorkild Jacobsen. Medmindre der altså er specielle situationer hos moderen, eller hvis barnet har en sygdom.
»Det er meget få infektioner, der smitter gennem den friske modermælk. Jeg tror, vi skal 10 år tilbage i tiden, før jeg kan huske, at jeg har frarådet amning ved en bestemt infektion.«
Kan jeg tage medicin og amme?
Det anbefales at undgå lægemidler i ammeperioden, så vidt det er muligt, da medicinen oftest vil blive udskilt i modermælken og kan påvirke barnet. De fleste former for medicin kan dog godt tages, selvom man ammer, mens andre helt bør undgås. Det meste håndkøbsmedicin anses som værende sikkert at bruge i normale doser, men der er undtagelser – f.eks. medicin mod transportsyge og allergimedicin. Læs altid indlægssedlen grundigt og konsulter din læge, hvis du tager medicin.
Kilde: sundhed.dk
Læs mere om medicin og amning på sundhed.dk