Hvornår skal du være bekymret for dit barns vækst?

Manglende vækst kan i sjældne tilfælde være forårsaget af en underliggende sygdom. Få styr på, hvornår du skal være ekstra opmærksom på dit barns højde
Baby ligger ved siden af et målebånd

Allerede mens de ligger inde i maven, bekymrer vi os for, om vores børn vokser godt nok. Vi plotter helt nyfødte ind i en vækstkurve, som afslører, om længden er inden for normalen, og i hele skoletiden måles og noteres barnets højde løbende, mens forældrene nervøst kigger med.

Manglende vækst kan skyldes underliggende sygdom

Når børn og unge vokser godt, er det et tegn på, at alt oftest er, som det skal være. Omvendt kan manglende vækst være udtryk for, at der er en underliggende sygdom, eksempelvis glutenintolerance, kroniske sygdomme eller i sjældne tilfælde væksthormonmangel. Derfor kan det være velbegrundet, hvis man som forælder bekymrer sig, når barnet sakker bagud i højden.

I de første 2 år er vægten vigtigst

Man skal dog væbne sig med tålmodighed og ikke gå i panik, mener Anders Juul, der er professor i vækst og reproduktion og ledende overlæge ved Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet.

»I de første to leveår er vægten vigtigere end længden. Man skal ikke være bekymret over det, men se på, om barnet trives, for længdekurven ryger lidt op og ned i starten,« siger Anders Juul. Når barnet bliver lidt ældre, skal væksten helst stabilisere sig.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Det lidt større barn skal følge sin kurve

»Fra 2-årsalderen, hvor barnet har lært at spise mos og grød og er holdt op med at være kræsen, skal højden gerne følge sin kurve indtil teenagealderen.«

En højdekurve er det mønster, man vokser efter, og følger man sin egen kurve, er det et godt tegn, men bøjer man af fra kurven, kan der være noget, som hæmmer væksten. Der skal dog flere afbøjende højdemålinger til, før Anders Juul synes, man skal reagere.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Få afvigende målinger er ikke grund til bekymring

»Hvis en enkelt eller to højdemålinger afviger fra kurven, skal man lige slå koldt vand i blodet,« siger han. Der kan både være stor usikkerhed i målingerne og på hastigheden, børn vokser med. Men hvis tendensen fortsætter, er det en god idé at få undersøgt, om der kan være andet, der er skyld i den aftagende vækst.

Så højt bliver dit barn

Du kan beregne, hvor højt dit barn cirka bliver, ved at bruge formlen:

  • Drenge: (mors højde + fars højde + 13 cm)/2
  • Piger: (fars højde + mors højde – 13 cm)/2

Eller du kan benytte højdeberegneren på Sundhed.dk

Hvornår har man lille højde?

På de danske højdekurver (se højdekurven for drenge og piger) er der indtegnet kurver for almindelige vækstforløb, og her har man defineret lille højde som de 2,3% mindste i befolkningen.

Langt de fleste tilfælde skyldes lave forældre

Lille højde kan i visse tilfælde være et symptom på underliggende sygdom, men i langt de fleste tilfælde skyldes lille højde ‘bare’, at man har lave forældre.  En lille højde i sig selv er altså som udgangspunkt ikke grund til bekymring, hvis man ellers følger sin egen vækstkurve, og især ikke, hvis forældrene også er lave.

Høje forældre får høje børn

Omvendt kan børn af meget høje forældre godt være for små, selvom de vokser normalt. Det skyldes, at man generelt forventer, at høje forældre får høje børn, og omvendt, at lave forældre får lave børn. Derfor er børnelægen opmærksom på, når børn af meget høje forældre ikke ser ud til at blive lige så høje som forventet.

Børn som vokser meget hurtigt

Nogle børn vokser tidligt meget hurtigt. Følgende beregninger benyttes:

  • Piger over 172 cm, før menstruationen er begyndt, har en forventet højde over 180 cm
  • Drenge over 180 cm, før puberteten er startet, har en forventet højde over 200 cm

Kilde: Sundhed.dk

 

Læs mere om