Hvordan genbruger man plastbøtter?

Er der noget i vejen for, at man kan nedfryse fødevarer i plastbeholdere?
?

I Samvirkes oktoberudgave blev der spurgt, om man kunne genbruge bøtter fra cremefraiche, ymer og is.
 Svaret lød, at det kunne man godt i et vist omfang.


For ikke så længe siden læste jeg, at det kunne man ikke, dog ikke i jeres blad. Jeg vil derfor gerne spørge, hvad er det så man gør ?

Anna Lindekilde, Videbæk

Svar fra Winnie From Thesbøl

Der er ikke noget i vejen for, at du kan nedfryse fødevarer i plastbeholdere, hvis du følger de retningslinjer, som er nævnt i brevkassesvaret, altså at det, der fryses ned er afkølet, når det kommer i beholderen.

En beholder, der oprindelig kun var tænkt som engangsemballage, tåler ikke at gå i mikrobølgeovn, og i de fleste tilfælde heller ikke temperaturen i en opvaskemaskine. Engangsbeholderne bør kasseres efter et par ganges anvendelse, samt hvis de bliver slidt eller får ridser på indersiden.

Samvirke har tidligere skrevet om nedfrysning af fødevarer

Emballagen er udviklet til en bestemt fødevaretype, og for eksempel kan yoghurtbægre blive meget sprøde, hvis de kommer i fryseren, ligesom fede fødevarer (mad, der for eksempel indeholder en stor mængde olie eller fløde) kan optage stoffer fra en emballagetype, der ikke er egnet til fed mad.

Brug derfor kun isboksen til is, yoghurtbægret til rene mejeriprodukter, og put andre madvarer i emballage egnet til formålet.

Winnie From Thesbøl er mad-, måltids- og husholdningskonsulent og cand. pæd.

Se, hvad vi ellers skriver om: #drikkevarer, #forskning, #helbred, #ernæring, #bakterier og #fødevareforskning