Se, hvilke pligter dine børn elsker og hader
Børnene vil gerne give dyrene mad
Nemmeste pligt i hjemmet er at fodre sin kæledyr. Det værste er at rede sin seng. Sådan ser yderpunkterne hos børnene ud i England, hvor et britisk rengøringsfirma bad 2500 forældre rangere de hjemlige pligter efter, hvor let det var at få børnene til at udføre dem.
At fodre kæledyr vurderer 83 procent af de adspurgte forældre til at være det nemmeste. På anden- og tredjepladsen kommer henholdsvis »lægge legetøj på plads« (75 procent) skarpt efterfulgt af »vande planter« (71 procent).
Hvilke pligter vil britiske børn helst gøre?
Procentdelen af forældre i den britiske undersøgelse, der oplever en pligt som nem at få børnene til at gøre:
83% - Fodre kæledyr
75% - Lægge legetøj på plads
71% - Vande planter
63% - Støvsuge eller feje
51% - Tørre op, hvis der er spildt
38 % - Dække bord
31% - Støve/tørre af
20% - Gå ud med skraldet
19% - Lægge tøj i vasketøjskurven
9% - Rede sengen
Rengøring og oprydning er ikke populært
Længere nede på listen finder vi pligter, som handler om at gøre rent. Det er f.eks »støvsuge eller feje« (63 procent), »tørre op, hvis der er spildt« (51 procent).
»Red din seng« er den pligt, som langt de fleste forældre møder modstand over for. Kun 9 procent af de adspurgte synes, at det er nemt at få deres børn til at rede sengen. Og mange af forældrene forklarer, at deres børn har svært ved at se idéen i at gøre det, når nu de alligevel skal i seng hver aften.
Børn har godt af at hjælpe til
Forfatter Marie Kraul har skrevet flere bøger om, hvordan man får børn til at hjælpe til derhjemme, og ifølge hende er husligt arbejde godt for familiefællesskabet og klæder samtidig din teenager på til at blive mere selvstændig.
»Når man ikke deltager i de huslige pligter, tager man heller ikke del i det fællesskab, familien er, og så kan forældre og teenagere ende med at leve i to parallelle verdener, hvor der ikke er meget at tale om,« sagde Marie Kraul i et tidligere interview med Samvirke.
Hvad med danske børn?
Hvilke pligter mener du er de nemmeste at få dine børn til at udføre? Nedenfor kan du via de blå pile stemme på de 3 pligter, som du oplever, er de nemmeste at få børnene til at udføre.