Hvor gammel må en far være, og hvor ung må en mor være?

»Min mor er med på beatet«

Christoffer-Phillip Kirkegaard Borup, 19 år, studerer naturressourcer på Københavns Universitet, bor på kollegie i Nærum. Blev født af sin mor, Christiane, da hun var 22 år:

»Min mor er meget frisk og fyldt med energi. Nogle gange kan det være lidt vildt at tænke på, at hun er 42, og at mine venners forældre er 50-60 år. Jeg får af og til kommentarer fra mine venner, om at min mor er meget ung. En dag tilbage i gymnasiet stod jeg sammen med min kammerat, som ikke havde set hende før. Da hun kom gående, sagde han »what, du har da aldrig fortalt, at din mor er så flot«, og så var jeg jo bare sådan »nej, det er min mor, hvad tror du?«, og så spurgte han til hendes alder. Jeg har intet imod, at jeg får sådan nogle kommentarer om min mor – jeg synes bare, det er sjovt.

Min mor var ikke færdiguddannet, da hun fik mig, og min far arbejdede meget, så det betød, at jeg som barn var en hel del med min mor på arbejde. Hun arbejdede på en folkeskole, og når jeg var med, sad jeg enten på lærerværelset eller ved siden af hende i timerne. Jeg blev også passet en del af mine bedsteforældre de første år. 

Jeg kan huske, at jeg savnede at være mere sammen med min mor, men det var den måde, det hele kunne køre rundt på. Da hun var færdig på seminariet, begyndte jeg at se hende mere, når jeg kom hjem fra skole, og vi lavede ting sammen. Vi fik flere fællesinteresser, såsom at løbe sammen og spille Crash Bandicoot på playstation.

I dag er der ingen ulemper ved, at min mor er ung. Jeg har en vildt sej og cool mor, hvis jeg selv skal sige det. Hun er med på beatet, forstår de unges sprog og slang, er aktiv og har profiler på sociale medier. Hun ved, hvad der rører sig, og hun er virkelig nem at snakke med – også om de ting, som kan plage unge mennesker på min alder.« 

»Mange tænker med det samme, at han er min morfar«

Marie Dahl Hauge, 17 år, går i 1. g på Odense Katedralskole, bor i Odense med sin mor Anne på 52 år og sin far Jørgen på 81 år:

»Der er ikke særlig mange i min omgangskreds, der ved, at jeg har en far på 81. Det er lidt tabubelagt, fordi det ikke er normalt at have en far i den alder, når man er 17. Jeg fortæller ikke så ofte om det, fordi jeg kan være bange for at blive set ned på, eller at folk ser ned på min far på grund af hans alder. 

Mange tænker med det samme, at han er min morfar, fordi han er oppe i alderen. Det, synes jeg, er mærkeligt, og jeg kan ikke lade være med at tænke over det, hvis jeg går sammen med ham, fordi jeg ved, at det er sådan, folk tænker. Folk har før spurgt os direkte, om han er min morfar. I de situationer ville jeg ønske, at folk i stedet bare spurgte, hvem han er. 

En af mine tætte veninder spurgte mig en dag, om jeg havde tænkt over, at det ikke er sikkert, at min far er der til at følge mig ned ad kirkegulvet eller se mig blive mor en dag. Jeg havde ikke selv tænkt over det på den måde, så det ramte mig ret meget, og jeg blev ked af det. Mine venner har højst sandsynligt deres far i mange flere år end mig, men jeg har accepteret, at det er sådan, selvom jeg godt nogle gange kan tænke, at det hele ville være nemmere, hvis jeg havde en yngre far. Samtidig vil jeg jo ikke bytte min far ud. Han er en meget omsorgsfuld far, tænker meget på andre, og han er jo på pension, så det er hyggeligt, at han er hjemme, når jeg kommer hjem fra skole. Om aftenen ser vi også af og til håndbold i fjernsynet. Men jeg kan godt tænke, at en yngre far ville have lettere ved at forstå mig. Tingene var helt anderledes, da min far var ung, så han kan ikke altid forstå de problemer, jeg kan have som ung i dag.«