Genbrug

Guide til gode second hand-platforme: Her kan du sælge dine brugte sager

Der kan være mange penge at spare ved at handle brugt online – og ligeledes mange penge at hente, hvis man afsætter tid til at videresælge frem for at kassere. Her er et bud på 10 platforme, der er gode til salg af tøj, bøger, antikviteter og alt derimellem.

Tradono

Tradono er en platform, hvor du både kan finde tøj, møbler, brugskunst og lignende. Appen bruger en geotracker – det vil sige, at opslagene filtreres efter, hvor brugerne befinder sig. Det er smart, fordi det gør det lettere at mødes med den, man handler med, så man undgår misforståelser, fejlkøb og besvær med forsendelse. Tradono er for nylig smeltet sammen med platformen ’Trendsales’, der hidtil har været en populær platform for second hand-mærketøj og designvarer.

Pris: Tradono er en gratis tjeneste. Man kan købe forskellige abonnementer med en række fordele, ligesom man med enkeltbeløb kan tilkøbe sig mere synlighed i appen.

Reshopper

Det er dyrt at anskaffe sig både autostol, barnevogn og bæresele, når man bliver forældre. Og det er irriterende at brænde inde med det hele, når børnene er vokset fra det. I appen Reshopper kan forældre finde brugt børnetøj og udstyr, som nabolagets børn er vokset fra. Ligesom Tradono har Reshopper en geotracker, så man handler med andre i sit nærområde. Det gør det nemt og overskueligt for småbørnsforældre at tage ud og kigge på nyt udstyr til de små.

Pris: Reshopper er en gratis tjeneste. Man kan købe abonnement til Reshopper, der giver fordele. Man kan desuden for enkeltbeløb købe ’creditter’, der ligeledes giver fordele og synlighed.

Facebook

Facebook er et stort forum for handel med brugte varer. Skriv for eksempel et bynavn efterfulgt af ’køb, salg og bytte’ i søgefeltet, så vil der dukke utallige grupper op. Sælger du, eller er du på jagt efter noget specifikt som for eksempel Royal Copenhagen eller skiudstyr, så prøv at søge på ’Royal Copenhagen køb og salg’, ’Skiudstyr køb og salg’ eller lignende. På den måde rammer du købere, der har interesse for lige netop det, du gerne vil skille dig af med – eller er på jagt efter. Derudover kan man via sin Facebook-app tilgå funktionen Marketplace. Marketplace fungerer uden for Facebooks lukkede grupper og sider. I stedet søger man efter ting til salg inden for en vis radius af sin placering.

Pris: Det er gratis at handle på Facebook og på Facebook Marketplace.

Instagram

Instagram er også et godt forum for salg af brugte ting. Hvis du bruger hashtags som: #tilsalg, #sælges, #loppesalg og #retrosalg, rammer du en større skare af mennesker end blot dem, der følger dig. Det kræver dog, at du har en åben profil.

Pris: Det er gratis at handle på Instagram.

Den Blå Avis

Den Blå Avis er den allerstørste handelsplatform for brugte sager. Her kan man finde næsten alt lige fra lejligheder, kattekillinger og speedbåde til mobiltelefoner, poloskjorter og kogebøger.

Pris: Den Blå Avis er en gratis tjeneste. Man kan købe DBA+ abonnement, som giver fordele og øget synlighed.

Gul og Gratis

Hos Gul og Gratis kan man ligeledes finde næsten hvad som helst. Gul og Gratis er en populær digital platform, men Gul og Gratis udkommer også på papir som et tillæg til 6  forskellige regionale aviser.

Pris: Gul og Gratis er en gratis tjeneste. Man kan ved indrykning af hver annonce tilkøbe sig ekstra synlighed.

Bogbasen

Bogbasen
Bogbasen kalder sig Danmarks største portal for køb og salg af brugte bøger. Her kan man sætte sine gamle bøger til salg og handle med både private og antikvariater. Læs mere om, hvilke bøger der kan være gode penge i at sælge her.

Pris: Bogbasen er en gratis tjeneste.

Pensum.dk

Pensum.dk er en tjeneste, hvor man kan sammenligne priser på bøger – og købe og sælge brugte bøger. Der kan være gode penge at spare, hvis man køber sine studiebøger brugt – og gode penge at hente, hvis man efter semesteret sælger sine bøger videre. Pensum.dk var oprindeligt orienteret mod studerende, men alle typer bøger kan nu sammenlignes, købes og sælges på pensum.dk

Pris: Pensum.dk er en gratis tjeneste.

Lauritz.com

Lauritz.com er et online auktionshus, hvor man kan handle med antikviteter som møbler, kunst og smykker. Vil du sælge dit vintage-ur, dit nummererede litografi eller en designerlampe, kan du få det vurderet af en vurderingsekspert. Er vurderingen over 800 kroner, vil Lauritz.com varetage auktionen. Varen skal indleveres til fotografering, og herefter kører den online auktion, hvor folk kan byde på din vare. Auktionen varer typisk 5 dage.

Pris: Sælgeren betaler 15 procent af budsummen og 150 kroner i hammerslagsgebyr.

QXL

QXL er ligesom Lauritz.com en auktionsplatform, men her foregår salget direkte mellem 2 kunder – og altså ikke med indblanding fra et vurderingshus. På QXL kan man handle med varer, der ikke nødvendigvis har en værdi over 800 kroner.

Pris: QXL er gratis at oprette. QXL beholder 8% + 10 kroner per solgt vare.

Læs mere om