Guide til de rigtige grillredskaber

Byggemarkederne har utallige hyldemetre med grilltilbehør og grillredskaber. Men fald ikke for fristelsen til at købe hvad som helst, anbefaler Johnny Larsen, der står bag sitet grillguru.dk. Her er hans guide til de ifølge ham eneste rigtige grillredskaber.

Grilltang

Grilltænger – og ikke én, men to. Den ene til at lægge det rå kød på grillen og vende første gang - den anden til at vende kødet anden gang og til at tage det af grillen med.

På den måde undgår man, at der kommer bakterier fra det rå kød i den færdige ret. »Det er vist ikke alle grillivrige mænd, det lige har den finesse med. Men hvis man følger den regel og sørger for at have god hygiejne omkring grillen, kan man undgå ’grillmave’,« siger Johnny Larsen. Blot nogle få dråber kødsaft fra råt kød med campylobacterbakterier kan give en ordentlig omgang diarré eller opkast.

Grillbørste

En grillbørste er en nødvendighed. Her er det Johnny Larsens erfaring, at der ikke er den store sammenhæng mellem pris og kvalitet, men størrelsen af børsten skal svare til grillens størrelse.

Børsten skal have så langt et skaft, at man også kan rense marinaderester af risten, mens grillen er tændt, uden at brænde fingrene. Sørg for at bruge grillbørsten efter hver grillning - og helst inden grillen bliver kold – så er det lettest at rense risten.

Paletkniv

Bred paletkniv – eller spartel i rustfrit stål er uundværlig, når man har med sarte ting at gore som for eksempel hakket kød eller fisk.

Spartlen skal være så bred, at bøffer og fisk ikke brækker, når man vender dem.

Bambusspyd

Spyd af bambuspinde er langt at foretrække frem for spyd af metal, der kan blive meget varme og holder længe på varmen, så man risikerer at brænde sig.

Spyd af bambuspinde afgiver varmen hurtigt, og hvis de bliver for varme, bliver de sorte og brækker af. Især i børnefamilier er bambuspinde det oplagte valg.

Grillhandsker

Grillhandsker findes i mange udgaver og til høje priser, men de dyreste er ikke nødvendigvis de bedste, siger Johnny Larsen.

Mange rigtige grillentusiaster har fundet ud af, at man i professionelle værktøjsmagasiner kan købe svejsehandsker, der slår selv de allerbedste grillhandsker, der findes. Og så er de billigere.

Termometer

Termometre kan være en uvurderlig hjælp, når man har lidt højere grillambitioner. Hvis man blot nyder at grille en bøf eller pølse i ny og næ, kan man spare de penge. Men hvis det er en sport, og man har brugt mange penge på en stor grill og dyre stege, er det efter Johnny Larsens mening fornuftigt i at investere i to termometre: Et ’priktermometer’ med ’instant read’ – altså øjeblikkelig aflæsning af temperaturen ved grillning af for eksempel bøffer eller koteletter , og et trådløst termometer til stege, der skal grilles over længere tid.

Ildfaste fade

Ildfaste fade er på alle måder bedre end foliebakker, der efter Johnny Larsens opfattelse er unødvendige og miljøskadelige.

Han anbefaler, at man i stedet køber et brugt ildfast fad på et loppemarked eller en nyt, billigt lasagnefad i rustfrit stål, som man af hygiejniske grunde og for at lette rengøringen forer med sølvpapir hver gang før brug. Fadene kan genbruges, og man skal ikke grille ret mange gange, før de har tjent sig ind i forhold til de dyre foliebakker. Desuden er grillbakkerne ret ustabile, hvor et ildfast fad eller lasagnefad er meget lettere at have med at gøre.

Læs mere om