Guide: Sådan cykler du med din hund
Overvej, om din hund er egnet til cykling
Din hund skal være fuldt udvokset, i en passende størrelse og i god grundform for at kunne følge med, når du cykler. En hund er som udgangspunkt ikke egnet til cykling, hvis den har problemer med f.eks. slidgigt, er gammel eller en meget tung race. Spørg din dyrlæge til råds, hvis du er tvivl, om din hund er egnet til cykling.
Træn, før I bevæger jer ud i trafikken
Find et sted i fredelige omgivelser, hvor I kan træne. Gå på venstre side af cyklen, mens din hund går på den højre side af cyklen. Sørg for, at din hund går ud fra pedalen og ikke for langt væk fra cyklen. Start med at gå ligeud og forsøg derefter at dreje og stoppe. Gentag øvelserne, hvor du cykler langsomt i stedet for at gå. Introducer gerne ord som ”stop”, ”højre” og ”venstre”. Over tid vil din hund lære at forstå betydningen, når I cykler.
Din hunds førstegangsoplevelse er afgørende
Hundens første oplevelse med cykling er afgørende for, at den kommer til at føle sig tryg ved det i fremtiden. Det handler om at give din hund en god oplevelse. Sørg for at belønne din hund med godbidder, mens I træner.
Skærm din hund mod trafikken
Når din hund føler sig tryg ved din cykel og har lært at følge din cykels kørselsretning, er I klar til at cykle i trafikken. Sørg for, at din hund er placeret på højre side af din cykel, så du skærmer mod trafikken. Hold snoren i højre hånd og sno den ikke rundt om styret. Du skal kunne løfte din arm og snoren fra styret, så du undgår, at hundens retningsskift giver et voldsomt ryk i din cykel. Din hund skal enten være iført sele eller et fast halsbånd, så snoren ikke trækker unødigt i hundens hals.
Din hund skal ikke bevæge sig hurtigere end travetempo
Selvom du ikke bliver besværet af at cykle i et højt tempo, er det anstrengende for din hund at følge med i samme tempo. Find et tempo, hvor din hund ser glad og ubesværet ud. Vær opmærksom på, at din hund aldrig skal løbe hurtigere end trav, når den løber ved siden af cyklen.
Pas på trafik og underlag
Undgå at cykle på meget trafikerede veje, hvor du og din hund kan komme i karambolage med de øvrige trafikanter.
Vær forsigtig med at lade din hund løbe på asfalt i varmt vejr. Din hunds kropstemperatur stiger ved bevægelse, og kropstemperaturen vil stige yderligere, hvis den løber på varm asfalt. Undgå også salt og grus, da underlag med salt og grus slider din hunds poter. Jord og græs er det bedste underlag for din hund.
Brug din cykel som hundetransport
Har du en mindre hund, kan du transportere den i cykelkurven eller i en ladvogn.
Transporterer du din hund i cykelkurven eller ladvognen, skal du være forberedt på, at der kan ske uheld, så din cykel kan komme i ubalance. Derfor skal din hund være spændt fast med en kort line til bunden af cykelkurven eller ladvognen og/eller være dækket af et net. Hunden skal være iført sele og ikke halsbånd, så den ikke hænger sig selv i halsen, hvis den forsøger at hoppe ud af kurven eller ladvognen.
Ligesom din hund skal have en god førstegangsoplevelse med cyklen for at føle sig tryg ved at løbe ved siden af den, skal din hund også have en god oplevelse med at sidde i kurv eller ladvogn. Det får du ved at træne hunden i at sidde i kurven eller ladvognen, mens du går med cyklen.