Nørderi er en trend
Du kan lave din egen feta på 2 dage, og hvis du vil investere lidt mere af din tid, kan du på 3 uger fremstille din egen brie. Kittet til din egen mejerifremstilling kan du købe over nettet sammen med en brugsanvisning, og pludselig er du en af dem, der kan tale med om vanskelige emner som starterkulturer, syrevækker og osteløbe.
Nørderi og ekspertviden er en trend, der har tiden med sig, vurderer trendspotteren Cathrine Gro Frederiksen, der er indehaver af firmaet Alikelihood.
”Der er ikke status i at købe budgetvarer skabt af lavtlønnede i fremmede lande, men i at vide, hvad kan køber, have respekt for den, der har lavet det, og kendskab til processerne bag. Hvis man også selv fremstiller osten, viser man, at man ikke bare forstår håndværket, man kan endda lege med mikrobiologien og styre den,” siger Cathrine Gro Frederiksen.
Oplevelser og bæredygtighed er meget trendy
Trenden er en mikrotrend affødt af megatrenden oplevelser og megatrenden bæredygtighed, som vil fortsætte mindst 5 år endnu. Nørderiet og respekten for håndværket forener både oplevelse og bæredygtighed.
”Du viser, at du selv kan lege med biokemien og endda styre den, og du mærker, at du er i forbindelse med både dig selv og kloden,” siger hun.