Redaktionen anbefaler
”En afskåret osteskorpe må gerne komme i madaffaldet. Osteskorper af bivoks er også guf for anlægget,” siger Morten Glasius, der er funktionsleder for kommunikation hos Odense Renovation.
I stedet for at smide osteskorpen i skraldespanden kan du i nogle tilfælde bruge skorpen i madlavningen. På comté, gruyère, parmesan og andre lagrede faste oste er skorpen en smagsbombe, der kan bruges som smagsgiver i simreretter, supper, saucer og pastaretter. Kom skorpen direkte i gryden, eller læg den i fryseren og brug den næste gang, maden mangler lidt smag.
Nogle skæreoste ligger i folie, og folien fra den spiste ost skal sorteres som metalaffald. Det samme gælder for folien til brie, skimmelost og andre typer ost, man køber i folieindpakning.
Køber du en ost i plastikemballage, skal emballagen smides i plastikaffaldet.
Emballagen skal som udgangspunkt være tom og fri for madrester, inden du smider den i skraldespanden, siger Morten Glasius:
” I forhold til renheden i emballagerne så vejleder vi borgerne til, at de skal tømme for indhold eller skrabe emballagen ren, før de afleverer det i affaldsbeholderne.”
Emballagen skal altså være så ren som muligt, men det gør ikke noget, at der sidder en lille rest Danablu eller hvidløgsost i.
Selvom der er fælles nationale retningslinjer for affaldssortering, kan der stadig være små forskelle fra kommune til kommune. Samvirke har skrevet denne artikel på baggrund af en snak med Odense Renovation og renosyd. Vi har samtidig tjekket retningslinjerne hos en række forskellige kommuner. Uanset: Det er altid en god idé at kigge i din kommunes eller dit affaldsselskabs sorteringsvejledning, hvis du er i tvivl om, hvordan affald skal sorteres.
Kilder: Odense Renovation og Osteposten.dk