Forsker: Julegaveræset værner om fællesskabet

Gaverne binder os sammen

Historisk set kender vi ikke til samfund, som ikke er gavegivende. For gaven er netop det kit, der binder mennesker sammen i grupper og fællesskaber. Når vi giver gaver, giver vi vores hensigter og følelser et fysisk udtryk, som er mere vedvarende og stabilt end bare vores ord, fordi det koster os noget. Det er sådan, alliancer og samfundskontrakter er blevet til gennem historien, og det er de samme mekanismer, der er på spil, når vi giver hinanden gaver juleaften.

Derfor spiller julegaven også en central rolle i socialiseringen af barnet. Vi lærer børn at tilsidesætte egne behov til fordel for kollektivet, når vi hjælper dem til at fremstille perleplader, lerfigurer, dekorerede mælkekartoner og andre mere eller mindre ubehjælpsomme hjemmegjorte sager, som de kan forære væk. Samtidig er gaveudvekslingen en oplæring i nødvendig forstillelse. For selvom vi lærer børn, at de ikke må lyve, lærer vi dem også, at man ikke er vrangvillig og vred, når man får en gave, men smiler og siger tak. Også selvom det ikke lige var det, man ønskede sig, og de fleste i dag har en meget liberal byttepolitik.

Hvordan værdisætter vi hinanden?

Selvom gaver binder os sammen, er gaveudvekslingen alligevel en skrøbelig og potentielt konfliktskabende størrelse. I enhver familie vil der være en usagt gavekontrakt, som skal overholdes, så ingen udstilles som en gnier eller en alt for ødsel onkel. Der skal være overensstemmelse mellem gavens værdi og relationen. Og det kan hurtigt blive konfliktfyldt. Ikke mindst i sammenbragte familier, hvor det kan være svært at vide, hvordan man værdisætter en bonusmor eller en halvsøskende. Og hvor gaverne kan blive meget tydelige fysiske udtryk for, at relationer måske har en anden karakter, end man ønsker sig.
Gaven er ikke god eller uselvisk i sin natur, for enhver gave skal betales tilbage. Når man alligevel kan tale om den gode gave, handler det altså ikke om, at den er givet uden forventninger, men om, at giveren har brugt tid på at udvælge den. Gaven er et offer, vi bringer. Og i en tid med større velstand er det største offer ofte vores tid. Det er derfor, at ønskelisten – og dens elektroniske alternativ Ønskeskyen – måske nok er praktisk og tidsbesparende, men faktisk underminerer gavens værdi som det kit, der binder os sammen.

Anders Klostergaard Petersen er professor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet og forfatter til den lille bog ’Gaven’, der er en del af Aarhus Universitetsforlags serie ’Tænkepauser’.
 

Sebastian Emil Rosenmejer, 11 år. Går i 5. klasse på Sankt Petri Skole. Bor på Østerbro med sin mor, far og storesøster.

"Nogle gange er det godt at give noget, som man selv er rigtig glad for. Det er på en måde den bedste gave"

"Det sværeste er at vente på gaverne. For nogle år siden spurgte jeg, hvornår det var, måske 5-6 gange. Nu er jeg nede på to gange. Så det er blevet bedre. Det er ikke kun, fordi jeg har svært ved at vente på dem til mig selv. Jeg kan også godt lide at dele dem ud til andre. Og det er altid mig og min kusine, der gør det, fordi vi er de yngste.

For to år siden gav jeg min morfar to tinsoldater, som jeg selv havde støbt i værkstedet på mit fritidshjem. Jeg lavede seks soldater i alt. Alligevel var det lidt svært at gå af med to af dem, for jeg var faktisk rigtig glad for dem. Men det var godt, at jeg gjorde det, for han blev virkelig glad. Det kunne jeg bare se på ham.  De står i hans reol nu. Især den ene, der har et flag, er ret sej. Nogle gange er det godt at give noget, man selv er rigtig glad for. Det er på en måde den bedste gave.  

Da jeg var måske fire år gammel, fik jeg sådan en stor gul/orange kran, man kunne dreje på og hejse ting op med. Mine forældre havde allerede samlet den, så den virkede kæmpestor. Jeg blev meget glad for den. Det er nok den gave, jeg er blevet mest glad for nogensinde. Det er lang tid siden, og jeg har jo ikke leget med den i mange år. I lang tid stod den i vores sommerhus. Og nu ved jeg faktisk slet ikke, hvor den er. Men jeg kan huske, hvor glad jeg blev, da jeg fik den.

Jeg er bare ikke glad for bløde gaver. Altså gaver med tøj. Og det er alt slags tøj. Også tøj, som jeg ellers ville synes var ret sejt. Jeg synes bare ikke, det er godt at få i julegave. Det er lidt sjovt, for sidste år fik jeg sådan en puttedragt. Sådan en superblød dragt med arme og ben og hætte. Og den er faktisk fin nok. Den er slet ikke så slem. Jeg bruger den ret tit. Når jeg bare sidder og hygger mig. Eller når jeg er sløj. Der er den vildt god.

I år ønsker jeg mig Pokémon-kort. Og så kunne jeg faktisk også godt tænke mig nogle nye badebukser. Selvom det jo er en blød pakke. Jeg går til svømning fire gange om ugen, så jeg slider dem hurtigt op." 

Josephine Olivia Baustert, 8 år. Går i 2. V på Holbergskolen. Bor i Emdrup sammen med sin mor og far og to storesøstre. 

"Det, jeg ønsker mig allermest i hele verden, er en hund"

"Sidste år åbnede jeg min gave, før jeg måtte. Det var en Magic Mixies krystalkugle. Sådan en stor, rund kugle, som åbner sig, når man siger de rigtige trylleord, og så kommer der røg og lyde og et dyr frem. Jeg havde set den hjemme hos en veninde. Og jeg ønskede mig den virkelig meget, så da jeg så en kasse på den størrelse under min mors og fars seng, tænkte jeg, de måske havde købt den. Jeg udspionerede kassen i lang tid, før jeg åbnede den. Jeg løftede kun et hjørne af papiret, men så kunne jeg jo godt se, at det var den. Jeg satte hjørnet på plads med klisterbåndet, men klisterbåndet blev helt dårligt til sidst, fordi jeg blev ved med at kigge. Alligevel var der ikke nogen, der blev sure.

Det, jeg ønsker mig allermest i hele verden, er en hund. Sådan en rigtig sød lille hundehvalp, som jeg kan gå tur med. Jeg har overhovedet ikke nogen dyr. Ikke engang en fugl, selvom jeg elsker fugle, og min far også godt kunne tænke sig en ugle. Men det er jo også en hund, jeg allerhelst vil have. Min mor siger, at det ikke kan blive til noget. Hun siger, at hun bare ved, at det bliver hende, der skal give den mad og gå ture med den og rende rundt efter den og gøre rent. Og det gider hun bare ikke. Jeg kan ikke forstå det, for jeg laver jo ingenting, og jeg vil jo gerne have noget at lave. Jeg tænker stort set på det hele tiden. På sådan en lille hundehvalp, der kunne sove hos mig i fodenden. Og som er så lille, at jeg kunne holde den i mine hænder.  

Min mor kan godt lide hjemmelavede gaver

"Da jeg gik i 0. klasse, lavede jeg en lille æske på fritidshjemmets juleværksted til min mor. Den var lavet af servietter med fuglebilleder, som jeg limede på æsken. Vi kunne vælge mellem trekantede, firkantede og hjerteformede æsker. Jeg valgte en firkantet. Min mor blev virkelig glad for den. Hun smilede rigtig meget og sagde: ”Tak, tak, tak.” Hun var helt lykkelig. Det er nok, fordi hun kan lide fugle ligesom mig. Men måske også, fordi jeg havde lavet æsken selv. Min mor kan virkelig godt lide hjemmelavede gaver.

Jeg har også engang lavet et juletræ til min storesøster. Det var af træ, og jeg malede det grønt og syntes, det blev fint nok. Men hun blev overhovedet ikke lige så glad for træet, som min mor blev for fugleæsken. Man kan sige, at hun kun blev mellemglad. Jeg tror mest, det er voksne, som kan lide hjemmelavede gaver. Men min storesøster får altså også en hjemmelavet gave i år, selvom hun kun bliver mellemglad. Jeg har ikke råd til andet."

Ana Maria Stanca, 13 år. Går i 7. E på Tingbjerg Skole. Bor i Brønshøj med sin mor og sin storebror. 

"Det gør ikke spor, at man ikke får gaven juleaften. Det er vigtigere at få noget, man bliver glad for"

"Mine forældre er fra Rumænien, og selvom jeg er født her, fejrer vi en ret rumænsk jul. Vi har selvfølgelig et juletræ, men vi danser ikke rundt om det. I stedet danser vi til folkemusik i stuen og spiser sindssygt mange klementiner, for det gør man bare i Rumænien. 

Den gave, jeg husker bedst, var en ’Frost’-kop, jeg fik, da jeg var måske syv år gammel. Det var en lille børnekop med hank og billeder af Elsa og Anna og Olaf og dalende snefnug. Jeg gik og nynnede sangene fra filmen hele tiden og flettede mit hår ligesom Elsas, så selvom det jo bare var en lille ting, blev jeg så glad for den kop. Den gik itu for et par år siden. Og det gav et lille stik, men jeg var nok også klar til at sige farvel til den.

Nu hvor jeg er teenager, ønsker jeg mig meget større gaver. Og i år ønsker jeg mig en computer, selvom det jo er virkelig dyrt. Mine forældre arbejder rigtig hårdt, så jeg kan godt få helt dårlig samvittighed over det ønske. Men den computer, jeg har nu, tilhører skolen, så jeg kan ikke spille på den, for min lærer kan jo se alt, vi søger på. Og så ville det bare være virkelig godt at have min egen. Jeg elsker at skrive historier og noveller om verdner, jeg kan forsvinde i. Og den slags er bare bedst at skrive på en computer, man ikke deler med andre.

Jeg passer virkelig godt på de sko, jeg fik sidste år

"Efterhånden er Sidste år fik jeg et par Nike Dunk High Tops i julegave længe før jul. Jeg ønskede mig dem virkelig meget og manglede nye sko, så min mor gav mig penge til dem, så jeg kunne købe dem allerede om sommeren. Det er jo også en måde at få de dyre julegaver på. Man kan få det, man virkelig har brug for, på forhånd. Det har jeg ikke noget imod. Jeg elsker stadig de sneakers helt vildt højt og passer virkelig godt på dem. Jeg renser dem med lidt vand og sæbe, så man kan næsten ikke se, at de er brugt. På nær at de selvfølgelig rynker lidt, der hvor de bøjer, når man går.

De seneste år har jeg faktisk mest fået penge. Det fungerer bare bedre nu, for min mor tror stadig lidt, jeg er en lille pige, der godt kan lide lyserødt, selvom jeg jo ikke er et barn længere. Jeg har bl.a. købt mangabøger for mine julegavepenge, for jeg elsker animé. Især den serie, der hedder ’Blue Lock’, som faktisk er superdrenget og handler om fodbold.

Sidste jul fik jeg også en virkelig fin manga-figur af min far. Den er fra serien ’Chainsaw Man’ og ser ret vild ud, fordi the main character ligesom har motorsave i stedet for arme. Men det er slet ikke så voldeligt, som det lyder. Det er en ret rørende fortælling. Figuren var dyr, men min far lagde mærke til, at jeg stod og kiggede længe på den i butikken. Og så sagde han, at den skulle jeg have i julegave. Og så købte han den bare lige der. Det var ret dejligt. Det gør ikke spor, at man ikke får gaven lige præcis juleaften, det er meget vigtigere at få noget, man virkelig bliver glad for."