Fællesskaber: Veteraner finder ro i soldaterhjem

Hvorfor er KFUM’s Soldaterhjem vigtige?

»Soldaterhjemmene udgør et fristed og et pusterum for både de soldater, der er i gang med at aftjene deres værnepligt, og for dem, der tidligere har været udsendt. Her skal de ikke møde til tiden eller overholde aftaler i kontrast til den militære tilværelse. Hjemmene er altså en blød pude mellem forsvaret og det civile liv, som soldater og veteraner kan lande i, og her møder de en omsorg, de måske ikke oplever andre steder. I soldaterhjemmene kobler de fra, får en god snak over en kop kaffe, læser lektier, ser Champions League, køber en omgang pommes frites eller ser Netflix og spiser bland selv-slik på sofaen. Soldaterhjemmene er tornadoens øje, hvor der er stilhed og ro midt i kaosset, og et af de få steder i militæret, hvor det åndelige og det eksistentielle får lov at fylde.«

Hvem kommer på soldaterhjemmene?

»Her kommer de soldater, der bor og arbejder på kasernerne. De kommer oftest om eftermiddagen eller aftenen, når de har fri. Her kommer også kærester og børn til de soldater, der er udsendt. De mødes her og laver aktiviteter eller taler med ligesindede om det at have en udsendt mand eller far. Og så kommer her veteraner, som tidligere har været udsendt, men nu ikke har andre steder at gå hen. De kan komme fra deres civile familie, som er blevet splittet ad på grund af udsendelsen, eller direkte fra skoven, hvor de har boet under en presenning og forsøgt at dulme deres PTSD. På fem af KFUM’s Soldaterhjem i Danmark er der såkaldt soldaterrekreation, hvor veteranerne kan bo. Det er der blandt andet her i Varde, hvor jeg er veteranmedarbejder. Her har vi seks værelser og et hus, hvor der kan bo veteraner, som ellers ville være hjemløse. På soldaterhjemmene kommer altså en blanding af folk, der har det godt og skidt – hvis alle, der kom her, havde det svært, ville der ikke være nogen fremdrift i hjemmene.«

Hvad får tidligere og nuværende soldater ud af fællesskabet i soldaterhjemmene?

»Som soldat og veteran har man et fælles bånd, uanset hvor man tjener eller har tjent. De veteraner, der har det skidt, kan finde en særlig støtte i fællesskabet og det familiære i soldaterhjemmene. Her er det nok at være den, man er, og man bliver ikke bedømt på det, man gør – eller har gjort. Mange af veteranerne har været i krig og gjort brutale ting, men i soldaterhjemmene bliver man elsket og tilgivet alligevel. Samtidig kan de unge værnepligtige få meget ud af at være sammen med de erfarne ældre. Soldaterhjemmene er altså et frirum for både ung og gammel og fra den præstationskultur, der findes i hele samfundet. Her har alle en værdi i kraft af, hvem de er, og stjernerne på skulderen tæller ikke.«

Hvad er din rolle?

»Jeg er veteranmedarbejder på Varde Soldaterhjem, og det er mig, der står i døren med en kop kaffe, når veteranerne kommer for at søge ly. Min rolle er at sætte folk i spil i forhold til hinanden. Jeg står for samarbejdet med forsvarets Veterancenter og hjælper for eksempel med at lave aftaler med kommunen, familienetværket, en rådgiver eller en psykolog alt efter, hvad veteranen har brug for. Et afrikansk ordsprog lyder: ’It takes a village to raise a child’. Og sådan er det også med veteraner. Mange instanser må ind over, hvis veteranen ikke skal tabes i systemet. Jeg laver også aktiviteter med veteranerne i og uden for soldaterhjemmet og sørger for, at soldaterhjemmet bliver en platform, hvor folk mødes og vokser ud fra.«

Hvorfor har du engageret dig i KFUM’s soldaterhjem?

»Jeg er uddannet lærer og underviste i 25 år, før jeg kom til soldaterhjemmet i Varde. I starten af 90’erne var jeg udsendt som frivillig nødhjælpsarbejder på et felthospital i Østafrika, hvor jeg virkelig oplevede, hvad brutaliteten sådan et sted gør ved én. Det var med de oplevelser in mente, at det en dag gik op for mig, at man ikke redder verden gennem regneark. Det gør man ved at rykke sammen, have tid til hinanden og hjælpe hinanden. Da jeg så, at KFUM’s Soldaterhjem i Varde søgte en veteranmedarbejder, var jeg derfor ikke i tvivl om, at jeg skulle være en del af dét fællesskab, hvor man sammen løfter folk et sted hen, der er bedre at være.«