Kvinder får ikke nødvendigvis nemmere blå mærker end mænd
At kvinder generelt skulle have nemmere ved at få blå mærker end mænd, er en myte, der ifølge Jørgen Serup ikke belæg for:
»Det er der ikke statistik på. Umiddelbart vil jeg ikke mene, at kvinder skulle være mere tilbøjelige til at få blå mærker,« siger han.
Det på trods af, at kvinders hud faktisk er tyndere end mænds. Men den er også mere tæt og mindre strækbar og indeholder ikke nødvendigvis mindre bindevæv end mænds hud, hvilket er essentielt i forhold til spørgsmålet om blå mærker.
Kvinder får lettere blå mærker efter menopausen
Hvor yngre kvinder og yngre mænd altså har samme risiko for at pådrage sig blå mærker, gør det samme sig ikke helt gældende for ældre kvinder og ældre mænd.
»Når kvinder kommer i overgangsalderen, efter menopausen, falder østrogenniveauet, og så bliver huden tyndere. Det kan betyde, at den bliver mere skrøbelig. Derved har nogle ældre kvinder lettere ved at få blå mærker,« forklarer Jørgen Serup.
Medicin eller sygdom kan også give blå mærker
Tager du medicin, f.eks. blodfortyndende eller binyrebarkhormonstabletter, er du mere udsat i forhold til at få blå mærker. Det samme gælder ved langvarigt brugt af kortisoncreme.
Blå mærker kan også være et tegn på sygdom. Får du blå mærker uden nogen særlig grund, bør du overveje at søge læge.
Kilder: Jørgen Serup, overlæge ved dermatologisk afdeling på Bispebjerg Hospital, og Patienthåndbogen.