Redaktionen anbefaler
Du kender måske følelsen: Et dunkende pres bag ved øjnene, kvalmen og alt for meget lys og lyd, der skærer som knive. For op mod en halv million danskere er det virkeligheden, når migrænen rammer. Den viser sig i pludselige anfald af voldsom hovedpine, der ofte følges af kvalme, lys- og lydfølsomhed. For nogle varer det et par timer, for andre flere dage. En tredjedel oplever også synsforstyrrelser, sanseforstyrrelser eller problemer med at tale – det, man kalder migræne med aura.
Tre gange så mange kvinder som mænd får migræne, og for mange er sygdommen en tilbagevendende stopklods i både arbejdsliv og familieliv. Nogle må ligge i et mørklagt rum flere dage hver måned, mens andre kun får få anfald i løbet af livet. Migræne er med andre ord dybt individuelt – både i styrke, varighed og i, hvad der udløser eller trigger den.
Og netop triggerne er der stor forskel på. Hormonelle ændringer, blodkarudvidende medicin, som Viagra, og alkohol er videnskabeligt dokumenterede triggere. Men mange peger også på søvnmangel, stress – og ikke mindst koffein i kaffe og energidrikke – som mulige årsager.
Nu bliver det lidt indviklet, så hold tungen lige i munden: Koffein kan faktisk både forværre og lindre migræne, fortæller Henrik Winther Schytz, neurolog og overlæge ved Dansk Hovedpinecenter, Rigshospitalet.
“Man ved, at koffein kan påvirke nogle af hjernens receptorer på en måde, der dæmper smerte. Det er derfor, at nogle oplever, at deres hovedpine bliver bedre af en energidrik,” fortæller han og uddyber, at en del migrænepatienter bruger smertestillende præparater, der også indeholder koffein, såsom Treo eller Panodil Extra.
I diverse migræne-grupper på Facebook er der da også flere, der beretter, at en enkelt energidrik tager toppen af deres hovedpine, hvis de drikker den, når anfaldet er på vej.
“Man plejer at sige, at hvis man skal behandle migræneanfald, så er det godt at behandle det så hurtigt som muligt i angrebet,” forklarer neurologen.
Dog siger Henrik Winther Schytz, at han sjældent møder patienter, der bruger koffein som en decideret behandling. Og med godgrund - for for meget koffein kan nemlig have den helt modsatte effekt.
I en spørgeskemaundersøgelse med svar fra 1.832 voksne danskere med hovedpine har Nationalt Videnscenter for Hovedpine undersøgt hvilke konsekvenser, hovedpinesygdom har for familielivet og de nærmeste.
Et stort flertal fortæller, at hovedpinen begrænser deres deltagelse i familielivet:
Vi danskere er glade for koffein - rigtig glade faktisk. I gennemsnit drikker vi 3-4 kopper kaffe om dagen, og salget af energidrikke er ottedoblet siden 2010, viser tal fra Coop Analyse. Mange af os føler måske ikke, at vi har fået benene ordentligt ud af sengen uden en energidrik eller en kop kaffe - men for meget koffein kan hurtigt blive en tikkende bombe, især for dem, der kæmper med migræne. For dem ligger grænsen lavere, forklarer Henrik Winther Schytz.
“Nogle studier tyder på, at et højt koffeinforbrug kan forværre migræne. Hvis man indtager mere end 200 mg koffein dagligt, kan det i sig selv øge risikoen for et anfald,” forklarer han.
For meget koffein kan nemlig virke vanddrivende, og selv en let dehydrering kan være nok til at udløse anfald hos nogle. Samtidig kan for meget koffein også påvirke søvnen, og for mange migrænepatienter er en god nattesøvn vigtig for at holde migrænen fra døren, uddyber neurologen.
Som om det ikke var nok, er energidrikke ofte fyldt med sukker og sødestoffer, som hos nogle migrænepatienter også kan udløse et anfald. Det betyder, at energidrik i bedste fald kan lindre, men i værste fald kan starte den hovedpine, man prøver at undgå.
Hvis du lider af migræne og samtidig har et stort forbrug af energidrik eller kaffe, så anbefaler Henrik Winther Schytz, at du skærer ned på mængderne, men du skal gøre det langsomt.
“Man kan få en ret slem hovedpine, vi i fagtermer kalder “caffeine withdrawal headache”, hvis man stopper brat med at drikke energidrik eller kaffe. Hvis man som migrænepatient tager en kold tyrker, vil man formentlig få et migræneanfald, så det anbefaler vi ikke,” forklarer han.
“Caffeine withdrawal headache” er en dunkende og trykkende hovedpine, som ofte sidder i panden eller baghovedet. Symptomerne varer normalt i 2-9 dage, og man kan også risikere at blive træt, irritabel og få kvalme. Derfor kan det altså være en god idé at trappe langsomt ned.
“Jeg plejer at fortælle mine patienter, at det godt kan være, at deres migræne bliver bedre, hvis de skruer ned for mængden af koffein, men de skal skære langsomt ned. De fleste migrænepatienter kan godt drikke energidrik eller kaffe regelmæssigt, men i moderate mængder,” fortæller neurologen.
Kilder: Nationalt Videnscebnter for Hovedpine, Henrik Winther Schytz, neurolog og overlæge ved Dansk Hovedpinecenter, Rigshospitalet-Glostrup, Sundhed.dk, Coop Analyse