En hverdag man kun kan drømme om
Linnea Boesgaards vækkeur ringer klokken 9. På det tidspunkt har de fleste danskere allerede besøgt kaffemaskinen på arbejdet et par gange, og klokken har ringet ind i folkeskolen. Det har den ikke på Egå Ungdoms-Højskole, hvor eleverne først møder klokken 10. Det er Linnea Boesgaard glad for. Hun har det nemlig svært, når hun ikke får nok søvn.
»Når jeg ikke har sovet nok, er jeg ikke særlig selskabelig. Jeg gider ikke snakke med folk, før jeg er vågnet. Man bliver tung i kroppen, og jeg går ind i min egen verden,« siger Linnea Boesgaard.
Veludhvilet og veloplagt
Klokken kvart over 9 har Linnea Boesgaard bevæget sig ned til kantinen, hvor morgenmaden venter. Skolen er ved at vågne op. Elever og lærere sidder side om side under de lavthængende loftslamper ved langbordene og drikker dampende kaffe eller skovler yoghurt indenbords. Snakken går allerede lystigt, og humøret er højt, selvom det er mandag.
Inden Linnea Boesgaard skal til første time, fortæller hun, hvorfor den sene mødetid hjælper hende til at blive en bedre elev.
»Jeg når at vågne, og jeg når at blive udhvilet. Det kan godt være, at jeg går lidt senere i seng, end da jeg gik på gymnasiet, men der skulle jeg også møde så tidligt, at jeg slet ikke var veloplagt. Det handlede mere om at holde sig vågen i gymnasiet, end det handlede om undervisningen. Her er jeg klar til at lære noget fra starten af dagen,« siger Linnea Boesgaard.