Dyreterapi: Kan man lede en hest, kan man lede sig selv

Dyr som terapeutisk virkemiddel

For mange er terapi forbundet med dybe samtaler med uddannede psykoterapeuter. Men de terapeutiske samtaler bliver i stigende grad suppleret med bløde muler og brune hundeøjne. Flere terapeuter og psykologer bruger heste, hunde, katte, marsvin, kaniner og sågar geder, lamaer, høns, reptiler og akvariefisk som terapeutisk redskab til særligt børn, unge og ældre med fysiske eller psykiske lidelser.

»Dyrene stiller færre krav til, hvordan man skal agere. Man skal ikke sige noget bestemt til dem, og de indbyder til en anden form for kommunikation, end mennesker gør. Dyr kan desuden virke beroligende og have en mæglende effekt mellem klient og terapeut,« siger Karen Thodberg, seniorforsker på Institut for husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet.

Dyrene kan indgå i et struktureret terapeutisk forløb med et klart defineret formål, som er styret af en professionel. For eksempel kan håndtering af og kontakt til heste være en integreret del af behandlingen for et barn med psykiske lidelser, og så er der tale om dyreassisteret terapi. Dyret kan også være en del af en mere spontan aktivitet, såsom hundebesøg for demente beboere på et plejehjem, hvor frivillige kommer på visit med deres besøgshunde. Så defineres det som en dyreassisteret aktivitet.

Ren dyrelykke på Dyrelykkegaard

En af de terapeutiske praksisser, der tilbyder både dyreassisteret terapi og dyreassisterede aktiviteter, er Dyrelykkegaard i Gørløse i Nordsjælland. Gården ejes og drives af psykolog og dyreadfærdsterapeut Rikke Laurent Lund Adamsen og hendes mand, der er pædagog. Her er heste, får, geder, hunde, katte, høns, bier og en ordentlig flok ænder og gæs, der interesseret kommer én i møde på deres brede andefødder, når man træder ind ad gårdporten.

»Alle dyr får som udgangspunkt lov til at blive hele deres levetid på Dyrelykkegaard, og vi spiser dem ikke. Vi spiser dog æggene, men en af ænderne havde ruget på nogle æg lidt for længe, uden vi havde lagt mærke til det, og nu har vi lige rigeligt med andrikker,« fortæller Rikke Laurent Lund Adamsen, mens hun observerer den store flok.

I praksissen på Dyrelykkegaard kommer især børn og unge med diagnoser som angst og autisme.

»Bare det at være her på gården, hvor der er højt til loftet, kan give børnene tryghed i terapisituationen, og dyrenes tilstedeværelse kan være med til, at de bliver mere åbne for at modtage terapien,« siger Rikke Laurent Lund Adamsen.

Dyrene tilbyder en vigtig relation

To af de unge, der er i et dyreassisteret udviklingsforløb hos Dyrelykkegaard, er 18-årige Patricia og 20-årige Katinka. Pigerne kæmper med angst og går derfor på Skolen Sputnik i Hillerød på en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, men de seneste fem onsdag formiddage har de tilbragt på Dyrelykkegaard sammen med deres underviser Anne Winther, der også er hesteassisteret terapeut, og gårdens tre heste Totte, Laluna og Monty.

»Det giver sådan en rar følelse, når hestene kommer hen til én på folden,« fortæller Katinka, mens vi sidder under gårdens store kastanjetræ og venter på, at den femte session skal gå i gang.

Det hesteassisterede forløb hos Dyrelykkegaard skal hjælpe Katinka og Patricia med at blive bedre til at håndtere hverdagens udfordringer med angst.

»Hestene kan blandt andet hjælpe pigerne med at være nærværende, og de kan give pigerne nogle succesoplevelser. Og så kan hestene lære pigerne både at aflæse andres grænser og sætte grænser selv, fordi heste er så tydelige i deres kropssprog. Den læring kan pigerne tage med sig og forsøge at overføre til relationerne med mennesker,« fortæller Rikke Laurent Lund Adamsen.

I de terapiforløb, hvor dyrene bliver brugt aktivt over længere tid, oplever psykologen, at den dyreassisterede terapi for alvor giver mening.

»Klienten får en relation til dyret og genkender og føler sig genkendt. Relationen med et dyr er anderledes end med et menneske; man er også social sammen med dyr, men fordi dyr ikke kommunikerer verbalt på samme måde som mennesker, skal man i større grad kommunikere med sit kropssprog, og det giver en anden forståelse af ens egen adfærd, og hvordan andre væsener påvirkes af den,« forklarer hun.

Kan man lede en hest, kan man lede sig selv

Hen over et par timer laver Patricia og Katinka strukturerede aktiviteter med hestene, såsom at trække, strigle, nusse og lege, mens Rikke Laurent Lund Adamsen og Anne Winther observerer, guider og støtter de læringsprocesser, som pigerne oplever i samarbejdet og samværet med hestene.

I dag får Samvirkes journalist helt ekstraordinært også lov at være en del af sessionen.

»Prøv at ae hesten med bagsiden af hånden i en firetakt, ligesom hvis du skulle danse. Én gang med højre hånd, tre gange med venstre hånd. Det kan føles meget meditativt, og de yderligt liggende nerver på bagsiden af hånden sender beroligende signaler direkte til hjernen. Og kom så helt tæt på hesten, så du kan dufte den samtidig,« siger Anne Winther til mig.

Ganske rigtigt ryger skuldrene ned, og jeg får lyst til at læne mig ind over den varme, bløde hestekrop i et ordentligt bjørnekram.

Undervejs i sessionen på Dyrelykkegaard sætter Rikke Laurent Lund Adamsen to gule kegler, en træstamme og en lav kasse frem på hestenes fold. Hun henter ponyen Totte, for »han er særligt glad for at lege«. Med kun et tov om halsen skal Patricia og Katinka nu lede hesten rundt på keglebanen.

18-årige Patricia har været ordknap under sessionen, men smilet, da det lykkes at få ponyen rundt om keglerne, over træstammen, op på kassen og tilbage igen, er det ikke til at tage fejl af. Succes. Lettelse. Glæde.

»I den her øvelse lærer pigerne at lede hesten ved hjælp af deres kropssprog. Det kræver stamina, og man opbygger en masse selvtillid, når det lykkes. Hesten er et stort og potentielt pivfarligt dyr, så hvis man kan lære at lede sådan et dyr, kan man også lære at lede sig selv,« forklarer Anne Winther.

I Norden bruger man heste

I de nordiske lande er heste en meget hyppigt anvendt dyreart i den dyreassisterede terapi. Her adskiller Norden sig fra resten af verden, hvor hunde er den mest anvendte art.

Seniorforsker på Institut for husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet, Karen Thodberg,  har ikke et klart svar på, hvorfor vi er mest vilde med at inddrage heste i den dyreassisterede terapi i Danmark, men kommer med et bud:

»Danmark er et af de lande i EU, der har flest heste per indbygger. Og så bor vi i et land, hvor der aldrig er langt til det nærmeste hestehold, så hestene er lettilgængelige.«

Hesten giver særlig stor mening at drage ind i terapien, når man arbejder med mennesker, der lider af angst ligesom Patricia og Katinka.

»Heste er flugtdyr og opmærksomme på alting omkring sig. Sidstnævnte gør sig også gældende for mennesker med diagnoser som angst og ptsd. Derfor kan det opleves, som om der sker en usynlig identifikation mellem hest og menneske,« siger Anne Winther.

Patricia og Katinka kan altså opnå en helt anden forståelse af og få nye strategier til at håndtere deres egen angst, når de er sammen med hestene på Dyrelykkegaard.

Effekten er uklar

Den stigende brug af dyr som terapeutisk redskab sker på trods af, at der mangler fundamental viden om, hvordan den dyreassisterede terapi virker.

»Vi har kendt til dyreassisteret terapi i en eller anden form siden starten af det 19. århundrede, men det er først de seneste 20 år, vi rigtigt er begyndt at forske i, hvad der sker, når dyr og menneske interagerer i terapeutiske situationer,« siger Karen Thodberg,

Flere nyere studier viser, at dyr kan have en positiv effekt i behandlingen af flere forskellige mentale tilstande hos mennesker, men det er ikke klarlagt, hvad det specifikt er ved kontakten til dyr, der påvirker behandlingsresultatet. Karen Thodberg og hendes kolleger på Aarhus Universitet er derfor i gang med et forskningsprojekt, der skal give en mere grundlæggende viden om dyrs indvirkning på mennesker, som undersøgelserne af den dyreassisterede terapi kan bygge videre på.

Selvom forskningen ikke formår at sætte to streger under, præcis hvordan dyr kan have en terapeutisk indvirkning på mennesker, kan det dog sagtens være gavnligt, understreger Karen Thodberg:

»Mange fagpersoner observerer, at tilstedeværelsesen og håndteringen af dyr fungerer godt for deres klienter. Mens vi forskere arbejder på at blive klogere på, hvordan dyr kan bidrage, og på at finde de præcise mekanismer bag, skal man selvfølgelig fortsætte med at samle erfaringer på området.«

På Dyrelykkegaard hersker der ingen tvivl om, at Patricia og Katinka synes at få meget ud af kontakten med hestene.

»Jeg har på det sidste haft et issue med overtænkning,« fortæller 20-årige Katinka. »Men det hjælper, når jeg kommer ud på folden til hestene. Det er mindfulness, og hestene hjælper mig med at være afslappet og være i nuet,« siger Katinka efter sessionen, mens vi sidder under gårdens store kastanjetræ og får et glas saftevand.

Ponyen Monty er naturligvis med til bords, og ænder og gæs følger nysgerrigt med, mens sessionen rundes af.