Du skal ikke sige 17, 18, 102, 108 - og en del flere numre til din iPhone. Medmindre du vil have fat i alarmcentralen
17, 18, 102, 108, 911, 999
Når uheldet er ude, er det godt at kunne komme hurtigt i kontakt med alarmcentralen. Her i landet foregår det på 112, og det har det gjort, siden vi i 1992 skiftede fra 000.
Men du kan også sige en hel del andre tal - og stadig komme i kontakt med alarmcentralen. Eksempelvis 17.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Siri kender alarmcentralens nummer
iPhones stemmefunktion, Siri, er indstillet til at ringe til den lokale alarmcentral, selvom man ikke kan nummeret. Således kan du stå i Danmark, hvor alarmcentralen altså har 112, og ringe op til alarmcentralen ved hjælp af nummeret til alarmcentralen i Chad og Burkina Faso, som er 17.
Hos Rigspolitiet har man ikke oplevet, at antallet af fejlopkald er steget:
»Vi oplever ikke flere fejlopkald på grund af mulighederne for at ringe 112 med ny teknologi. De fleste fejlopkald skyldes ifølge vores erfaringer såkaldte ”lommeopkald”, hvor en person utilsigtet er kommet til at ringe 112, mens mobiltelefonen er placeret i lommen. Vi besvarer alle opkald uden hensyntagen til, hvordan borgerne ringer 112,« siger Jesper Kammersgaard, afdelingschef i Rigspolitiet.
Du kan ringe 112 i hele EU
Og 112 er godt at huske, for det er faktisk nummeret til alarmcentralen i samtlige EU-lande.
»Vores 112-lovgivning hviler på et EU-retligt grundlag og pålægger teleudbydere at stille 112-opkald gratis til rådighed for brugerne. Det er et krav, at borgere i EU-lande, skal kunne få fat i alarmcentralen ved opkald til 112,« siger Jesper Kammersgaard.
Teknologien bliver også hele tiden mere avanceret. Selvfølgelig giver det ind imellem fejlopkald, fortæller Jesper Lovmand, der er leder af Alarmcentralen i Slagelse:
»Det er ikke alle, der ved, at den gamle telefon virker uden simkort, hvis man får givet den til et barn. Det medfører selvfølgelig en række fejlopkald, men det tager vi med og accepterer, hvis bare borgerne kan komme igennem, når det så gælder.«
Telefonen fortæller, hvor du ringer fra
Men teknologien øger også borgernes sikkerhed, lyder det fra Rigspolitiet:
”Det er positivt i de tilfælde, hvor borgerne med ny teknologi kan få nemmere kontakt til alarmcentralen, så vi kan sende hjælpen hurtigere afsted.
Et eksempel på dette er den nye AML-teknologi, som bliver aktiveret, når du ringer 112 fra en telefon med iOS eller Android som styresystem. Med helt ned til 10 meters nøjagtighed sender telefonen nemlig besked til alarmcentralen om, hvor den befinder sig. Og så kan hjælpen hurtigere komme frem.