Det er dejligt at gå i skovbørnehave: 8 børn fortæller om et udeliv fyldt med leg og fuglekvidder
»Jeg har masser af pinde ude fra skoven derhjemme. Jeg tror, jeg vil begynde at samle«
Hvorfor kan I godt lide at gå i skovbørnehave?
Bjørn: »Fordi man må lege.«
Hvad kan I godt lide at lege?
Bertel Emil: »Mig og Aske kan rigtig godt lide
at fange Vilde og Berta og Bjørn, ikke?«
Er det fangeleg?
Bertel Emil: »Nej, jeg mener ikke fangeleg,
jeg mener …«
Bjørn: »Kysse?«
Bertel Emil: »Ja, kysseleg.«
Bjørn: »Det var sjovt, da vi legede politi og røvere, og tjener, mus og kongen. Tjeneren går hele tiden med kongen, og vagterne skal hele tiden prøve at fange musen.«
Hvad kan I ellers godt lide at lave i skoven?
Bertel Emil: »Samle pinde og tage dem med hjem til børnehaven og putte dem i pindeholderen – og så tage dem med hjem til mig selv. Jeg har masser af pinde ude fra skoven derhjemme. Så jeg tror, jeg begynder at samle på flere pinde.«
Hvilke træer vokser der i skoven?
Bertel Emil: »Bøgebladetræer, der springer ud.«
Bjørn: »Og egetræer og grantræer og lærketræer.«
Bertel Emil: »Faktisk er træer også planter.«
Kan I nogle gange lære jeres forældre noget, som I har lært i skoven?
Bjørn: »Ja, hvad kålsommerfuglen og citronsommerfuglen hedder. Og at man kan spise skovsyre og ramsløg.«
»Det bedste er at snitte med kniv«
Hvordan kommer I ud skoven?
Vera og Aske: »Vi går.«
Er det en lang tur?
Aske: »Ja.«
Vera: »Nej.«
Hvad kan man se på vejen?
Aske: »Man kan i hvert fald se rådyr.«
Vera: »Ja, de løber over vejen, når vi går.«
Aske: »Da vi var ude ved sivstedet, der var det mig, der så dem.«
Vera: »Jeg så dem i hvert fald også –
der var riiiigtig mange.«
Hvad er det bedste ved at være i skoven?
Aske og Vera: »At snitte!«
Hvornår må man snitte?
Vera: »Når der er en voksen, der er klar. Man skal være 4 år, før man må snitte med kniv. Og jeg er 4.«
Aske: »Og jeg er også 4.«
Hvilke planter og blomster kan man finde i skoven?
Aske: »Tidselblomster og brændenælder. Man kan bruge brændenælder til at lave brændenældebrød.«
Vera: »Og lave brændenældesuppe.«
Aske: »Og brændenældekage.«
Hvor laver man det henne?
Vera: »Ude i bålhytten.«
Hvad gør man, hvis man skal på toilettet?
Vera: »Man graver et hul.«
Aske: »Og sætter et skovtoilet på.«
»Man kan finde ræve, bænkebidere og edderkopper og myrer og regnorme og snegle«
Hvad er sjovt at lave i skoven?
Olau: »Det er sjovt at hænge i hængekøje.«
Alvilda: »Og jeg synes, det er sjovt at gynge. For når man gynger, så kilder det i maven. Og klatre, fordi det bare er sjovt.«
Hvilke dyr kan man finde i skoven?
Olau: »Man kan finde ræve.«
Alvilda: »Og bænkebidere og edderkopper og myrer og regnorme og snegle.«
Olau: »Ja, jeg ser lige, om jeg kan finde en bænkebider her.« (Han brækker rådne stykker af træstubben).
Hvor bor bænkebiderne?
Olau: »De bor under jorden og i rådne træstubbe. De kan godt lide, når der er lidt fugtigt – ligesom i den her træstub. Nej, her var der en hel myretue! Faktisk er der en hel masse myrer, som man kan spise her.«
Alvilda: »Altså man kan kun spise tissemyrer. Når det bare er myrer, så kan man ikke spise dem.«
Olau: »Arghh… der er myrer overalt.«
Alvilda: »Jeg skal også børstes af nu.«
Olau: »Jeg fik vist lokket lidt for mange frem. Sådan – nu er myreproblemet farvel.«
Alvilda: »Der er én dér!«
Olau: »Ja, det gør ikke noget.«
Hvad gør man, hvis det begynder at regne?
Alvilda: »Så bygger man en hule og sætter en presenning over, og så går man derind og er i tørvejr.«
Hvad kan man så lave derinde?
Olau: »Man kan spise og høre historie og snakke og lytte til regnen.«
Alvilda: »Eller tegne, hvis man har taget tegneting med.«
»Skoven bliver en ekstra pædagog«
»Når børn er indenfor på en stue, kan det være meget svært at følge deres initiativer. Der bliver tit sagt nej, man må for eksempel ikke stå på ryglænet af stolen, man må ikke vende sofaen om, og man må ikke løbe på gangene. Det er ofte defineret, hvordan man skal bruge tingene. Tusserne skal bruges på papiret, og man skal sidde ved bordet og tegne. Når børn leger i skoven, bliver de kreative, fordi de må bruge alting herude som de selv finder på. De giver for eksempel hinanden neglelak på ved at smøre vand eller mudder på neglene med en lille pind og så drysse sand på som glimmer. I skoven bliver børnene sjældent hæmmet i deres initiativer, og det har den effekt, at de kommer til at stole på sig selv og på, at deres ideer og initiativer er værdifulde, hvilket er med til at opbygge et godt selvværd. Nogle siger, at skoven er en ekstra pædagog, men den er selvfølgelig ikke pasning i sig selv. De voksne skal være aktive og deltagende, så børnene kommer godt i gang i skoven og lærer at bruge den på en fornuftig måde. Vi laver for eksempel mad på bål – ofte af skovens spiselige planter, vi snitter pinde, fisker efter haletudser, bygger huler og laver forhindringsbaner. Men som udgangspunkt giver vi plads til så meget fri leg som muligt. Det styrker både venskab, sammenhold, kreativitet og fantasi. Samtidig er det vigtigt, at dagen har en genkendelig struktur. Et af vores faste holdepunkter er spisetid, hvor vi sidder sammen i en rundkreds i skovbunden, mens en af de voksne fortæller en historie. Det er en meget dejlig stund, hvor alle kan slappe af og være optaget af noget fælles. Desuden styrker det børnenes fantasi, koncentration og sproglighed at høre og se de voksne fortælle. Af og til får et barn lyst til at fortælle dagens historie, og det er altid sjovt.«
Udeliv er godt for børns udvikling
Undersøgelser peger på, at:
- Børn, der bruger mange timer udenfor, er sundere og har færre sygedage end børn, der opholder sig meget indenfor.
- Børns udvikling på en række områder kan styrkes positivt i børnehaver, hvor naturen inddrages ofte.
- Børn, der leger og opholder sig i komplekse og varierede områder, bliver dygtigere motorisk end børn, der leger i mere standardiserede omgivelser på flade, belagte arealer.
- Der er en sammenhæng mellem fysisk aktivitet og læring, uanset alder.
- Børns lege i komplekse områder bliver mere kreative og fantasifulde, og i naturbørnehaverne leger drenge og piger oftere med hinanden end i almindelige børnehaver.
Kilde: Natur i danske dagtilbud 2018, VIA University College