Derfor er madspild et problem: Sådan rammer det klode og klima

1. Hvorfor er det et problem, hvis jeg smider en banan eller en rest leverpostej i skraldespanden?

»Det er jo unødig belastning af klima og miljø hele vejen fra jord til bord – eller i det her tilfælde til skraldespand – hver gang en fødevare ender som madspild. Produktion af fødevarer er en af de største poster på klimaregnskabet på verdensplan, men en kæmpestor del af maden bliver aldrig spist og har altså udledt CO2 til ingen verdens nytte. Den unødige ekstra produktion betyder desuden større udledning af kvælstof og fosfor, som forurener vandmiljøet, den kræver et ekstra forbrug af vand, som mange steder i verden er en knap ressource, og den kan føre til unødvendig fældning af regnskov for at gøre plads til landbrugsjord, hvilket går hårdt ud over biodiversiteten og klimaet. Samtidig står vi over for en kæmpe udfordring, hvor vi skal øge fødevareproduktionen til en stadig voksende befolkning, samtidig med at vi skal reducere klima- og miljøbelastningen fra fødevareproduktionen – og her er reduktion af madspild absolut et godt sted at starte.« 

2. Er det værre at smide nogle madvarer ud end andre? 

»Som udgangspunkt er det værre at smide kødprodukter ud end frugt og grønt. Når man producerer 1 kg animalsk fødevare, for eksempel hakkekød, så er der både større klima- og miljøbelastning, end når man producerer 1 kg gulerødder, fordi det kræver meget mere energi og flere ressourcer at få koen, grisen eller kyllingen til at vokse. Hvor langt fødevaren er blevet transporteret, betyder selvfølgelig også noget, men for de animalske produkter udgør energiforbruget til transporten kun en mindre del af den samlede mængde ressourcer, der er blevet brugt på at lande en bøf på forbrugerens tallerken. Derimod er det af stor betydning, hvilket produktionssystem fødevaren kommer fra. For eksempel er kød fra malkekvæg mere klimavenligt end kød fra kødkvæg. I forhold til grøntsager er en lokalt  produceret frilandsgrøntsag i sæson en af de fødevarer, der har den mindste negative klimapåvirkning.« 

3. Er der forskel på, hvor tabet af mad sker i Danmark og ude i verden?

»Ja. I ulandene sker tabet primært i produktionen på grund af dårlige produktions- og opbevaringsforhold og ringe infrastruktur, der kan gøre det vanskeligt at få transporteret produkterne fra bonden til videre forarbejdning. I Danmark og andre industrialiserede lande sker det største tab af fødevarer senere i kæden. Forarbejdningssektoren og forbrugerne tegner sig for den største del af spildet. En ny rapport fra Miljøstyrelsen viser, at i Danmark kommer 30 procent af madspildet fra husholdningerne og 47 procent fra forarbejdningssektoren blandt andet i form af frasortering af fødevarer på grund af størrelse og facon. Her fører skrappe krav til udseendet altså til madspild allerede i forarbejdningen.«

4. Hvor stort et problem er madspild i forhold til jordens tilstand?

»Omkring 1/3 af verdens fødevareproduktion ender som madspild ifølge en opgørelse fra FNs fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) – og det er der slet ikke plads til i klodens klimaregnskab! Kigger vi på, hvad en vesterlænding forbruger af mad på et år, så svarer det til en CO2-udledning på 1,6 tons – inklusive madspildet, vel at mærke. Det alene er mere, end hver enkelt verdensborger på alle områder af tilværelsen må udlede per år, ifølge Paris-aftalen, hvis vi skal lykkes med at holde jordens temperaturstigning på under 1,5 grader frem mod 2050. Så her kan vi forbrugere virkelig sætte ind i kampen mod klimaforandringer. Vi er både nødt til at ændre sammensætningen af vores kost og spise mere plantebaseret, men samtidig er reduktion i madspildet i husholdningen en afgørende mulighed for handling, som ikke kræver andet, end at vi tænker os godt om.

5. Hvorfor smider vi så meget mad ud i husholdningerne?

»Jeg tror, det hænger sammen med, at vi har travlt, og at tiden til at købe ind og lave mad for mange er begrænset. Og så tror jeg, at vi lidt har mistet den respekt for maden, som tidligere generationer havde, hvor en langt større del af den disponible indkomst gik til fødevarer, og hvor der var en husmor, som var dygtig til at få maden til at række langt. I dag bruger vi kun 10 procent af vores indkomst på indkøb af fødevarer – mod omkring 50 procent i år 1900 – og derfor har madspild for mange ikke den store økonomiske betydning længere. Det påvirker ikke, om vi kan komme på sommerferie eller ej.«  

6. Hvad kan jeg gøre for at mindske madspild?

»Det allervigtigste er at få respekten for maden tilbage. Og det er jo i virkeligheden ret simpelt: Al den mad, vi køber, skal i munden og ikke i skraldespanden. I praksis ved jeg godt, det ikke altid er så ligetil, men man kan i hvert fald prøve at tænke over kun at købe den mængde mad, man har brug for, og kun tilberede den mængde mad, man kan spise. Er der noget tilovers, så skal det i fryseren eller køleskabet, og så er der rester senere på ugen. Jeg har lånt de her råd fra forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, og jeg vil anbefale, at man lader sig inspirere af de mange konkrete tip og opskrifter til restemad, de har samlet.«   

7. Hvad kan samfundet gøre for at mindske madspild?

»Det er vigtigt, at alle led i fødevarekæden arbejder med fælles mål, ellers kan det ene led skabe problemer for det andet. For eksempel hvis der er en forventning blandt forbrugerne om, at en agurk skal se ud på en bestemt måde, kan det betyde, at agurkeproducenten ikke kan komme af med mange af sine agurker, som ellers ikke fejler noget. Et andet eksempel er, hvis butikkerne har store mængderabatter, så vi bliver fristet til at købe mere, end vi egentlig har tænkt os, så kan det skabe madspild hjemme i husholdningerne. Vi har her på instituttet arbejdet med at rådgive Fødevareministeriet om den klima- og miljømæssige betydning af det her område de sidste 10 år, og der er ved at være en velvilje i alle led. Både til at droppe mængderabatter, sælge grøntsager i løs vægt – så form og størrelse får mindre betydning – og sætte priserne ned, når varer nærmer sig udløbsdato. Samtidig ser vi også, at flere restauranter har indført doggybags. Det er den rigtige udvikling, for det er nødvendigt, at alle sætter deres kræfter ind.«  

Kilde: Lisbeth Mogensen, lektor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.