Hvornår var julen senest hvid?
Sidste gang, vi havde hvid jul i Danmark ud fra den normale definition, var i 2010. Præcis som man kunne ønske sig, var sneen faldet over en længere periode op til den 24. Det var imidlertid ikke fordelt ligeligt hen over landet. Mens der i Jylland nogle steder blot lå et par centimeter sne, var snedækket på Bornholm over en meter. For bornholmerne endte det endda med at blive lidt for meget af det gode, da en snestorm rasede over øen juleaften. Aftenen var generelt kold i hele landet med ned til 10 graders frost.
Hvilke år har julen været hvid?
1915, 1923, 1938, 1956, 1969, 1981, 1995, 2009 og 2010. Det er de 9 gange siden år 1900, hvor mindst 90% af landet har været dækket af minimum ½ cm sne juleaften.
Men hvad så med 2012? Eller 2018?
Måske husker du, at I gik til kirke i sne i 2012, eller at du og din familie lavede en snemand juledag 2018. Eller du mindes andre år, som ikke er nævnt her, hvor der lå masser af sne ude foran jeres hoveddør. Det behøver ikke at være din hukommelse, den er gal med. Senest i 2018 kunne man tale om lokal hvid jul. Her var omkring 20 procent af landet velsignet med sne. I Nordjylland op til 5 cm.
Kilde: DMI, vejr.tv2.dk, dr.dk