9 fejl du begår, når du stryger

Drop cirkelbevægelserne, når du stryger, og lad altid skjorten hænge 5 minutter. Samvirke giver dig tips til strygningen

Brug altid damp - det gør det nemmere at glatte krøllet tøj ud.

Fejl 1: Du tørrer dit tøj for længe

Vil du have skjorter, der er fri for krøller? Og skal alt dit andet tøj være nemt at glatte med strygejernet? Så lad være med at tørre dit tøj helt tørt. Tekstiler, der er en smule våde, er nemmere at stryge helt glatte end stof, der er knastørt. Så lad ikke skjorterne hænge for længe på tørresnoren. Tørrer du tøj i tumbleren, så vælg programmet ”strygetørt”, eller stop maskinen lidt før, end den er færdig.

 

Du kan også stryge skjorter, lige når de kommer ud af vaskemaskinen. Hæng dem på en bøjle straks efter strygning. Rådet gælder kun tøj, der er af tyndt stof.

Fejl 2: Du stryger alt tøj med samme temperatur

Det kan virke tillokkende at stryge med den højeste temperatur: Det går stærkt, når du skal i bund med strygetøjet, når strygejernet er varmt, men nogle typer stof tåler ikke en høj temperatur. Lad også være med at stille strygejernet ved for lav temperatur, da lav temperatur kan gøre det svært og tidskrævende at stryge ting i tykt stof.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Fejl 3: Du tager dit tøj på med det samme

Lad altid tøj hænge 5 minutter på en bøjle, efter at du har strøget det. En nystrøget skjorte eller kjole holder sig glat og pæn længere, hvis du har ladet den hænge, så den sidste damp kan fordampe, inden du tager tøjet på. Hvis du tager tøj på, som stadig er en anelse fugtigt efter dampstrygejernet, så risikerer du nemt at krølle tøjet.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Fejl 4: Du rengør ikke dit strygejern

Du skal bruge den rigtige teknik, når du stryger, men selv den perfekte teknik kommer til kort, hvis dit strygejern ikke fungerer optimalt. Et af de største problemer med dampstrygejern er, at kalk over tid sætter sig i strygejernet, og derfor bør du:

  • Altid tømme vandbeholderen, når du er færdig med at stryge, så kalk ikke sætter sig og blokerer damptilførslen
  • Tørre hullerne i strygesålen af, når strygejernet er kølet af. På den måde fjerner du dråber af vand i hullerne på strygesålen. Det forebygger kalkaflejringer

Fejl 5: Du bruger ikke spray-funktionen

Langt de fleste strygejern har en sprayfunktion, som gør det nemt for dig at spraye vand på stoffet, mens du stryger. En smule vand gør det nemmere at glatte genstridige folder ud og stryge helt glat. Bruger du ikke sprayfunktionen på dit strygejern, så brug gerne en forstøverflaske med vand til at fugte de mest krøllede steder på tøjet, mens du stryger.

Fejl 6: Du stryger ikke i den rigtige rækkefølge

Vil du være mest effektiv, når du stryger, kan det betale sig at sortere strygetøjet, inden du kaster dig over det. Sorter tøjet efter, hvor varmt strygejernet skal være, når du stryger det.

 

Stryg de ting, der tåler lavest temperatur, først, stryg så det tøj, der kræver middel varme. Du slutter med de ting, som kræver mest varme. På den måde er du fri for at vente på, at strygejernet køler eller varmer op mellem de forskellige stykker tøj.

Fejl 7: Du stryger ikke tøjet på vrangen

Selvom det går lige hurtigt at stryge tøjet på retsiden og på vrangen, bør du altid vende vrangen ud på dit tøj, inden du stryger det.

 

Uanset hvor god du er til at vedligeholde dit strygejern, så risikerer du altid, at der kommer lidt kalkdråber på stoffet – især i begyndelse af strygningen. Det undgår du at få på den side af tøjet, som andre skal se, hvis du stryger på tøj på vrangen.

 

Du kan også risikere, at den høje varme ændrer en smule på farverne på tøjet. Hvis du stryger på vrangen, så kommer farveændringen/skjolderne på tøjets bagside.

Fejl 8: Du lader dugen og sengetøjet hænge ned fra strygebrættet

Det er spildte kræfter at stryge dugen eller sengetøjet, hvis det bare krøller, når du lige har strøget det. Lad derfor aldrig de store stykker tekstil/stoffer hænge ned fra strygebrættet, mens du stryger. Sæt et par stole op foran strygebrættet, så du kan hænge dugen eller sengetøjet op over stolene, mens du stryger de sidste steder på stoffet. På den måde holder du store stykker tøj glat, mens du stryger færdigt.

Fejl 9: Du stryger i cirkler

Det kan virke både fristende og logisk at stryge i cirkler – men lad være med det. Du risikerer at strække unødigt i tøjet og dermed gøre det større, hvis du stryger i cirkler. Stryg i lige bevægelser i stedet.

Læs mere om