8 typiske fejl, når du indretter køkken

Opvaskemaskinens placering, for lille køkkenvask og en for svag emhætte er blandt de typiske fejl ved indretning af køkkenet. Læs, hvordan du undgår 8 af de mest almindelige fejl.

Det bedste er en god blanding af både brede, smalle, høje og lave skuffer, som til sammen kan imødekomme varierende opbevaringsbehov. Foto: Julie Vöge

Det koster mange penge at indrette et nyt køkken. Derfor skal du undgå at begå fejl, der kan koste dig yderligere i form af både penge og irritation.



Få her 8 råd til, hvordan du kan undgå de mest typiske fejl, når du skal have et nyt køkken.

1. Fejlplacering af opvaskemaskinen

Sørg for at placere opvaskemaskinen korrekt i forhold til vask og affaldsspand.



Hvis opvaskemaskinen er til venstre for vasken, bør skraldespanden/stativet sidde på en højrehængt låge i vaskeskabet. Sidder lågen til venstre, er den i vejen, når du sætter servicet i opvaskemaskinen.



Den mest optimale indretning af vaskepladsen er, når vaskeskabet er uden affaldsstativ eller affaldsudtræk. For så kan du stå tæt på vasken med lukket vaskeskab og skylle servicet.



Affaldsstativ/udtræk og opvaskemaskine placeres på hver sin side af vaskeskabet/vasken, så du kan stå foran vasken og skrabe madrester ned i affaldsbeholderen til den ene side og skylle af i vasken og sætte servicet i opvaskemaskinen til den anden side.   



Placér også opvaskemaskinen sådan, at trafikken omkring den ikke spærrer for dem, der står og arbejder med at skylle grønsager og tilberede mad.

LÆS OGSÅ: Så klam er din opvaskemaskine - og sådan gør du den ren

2. For lidt plads omkring vasken

Sørg for, at du har minimum 60 cm plads på hver side af vasken til at sætte ting fra dig.

3. For lille vask

Udover, at der skal være plads nok til at stille ting fra sig omkring køkkenvasken, er det vigtigt, at vasken er stor – og også dyb – nok. Køkkenvasken bør være mindst 45 cm bred på den ene led, så der er plads til en bradepande, mens en passende dybde er 16-18 cm.



Lad derfor være med at få en dobbeltvask, hvis det betyder, at hver vask bliver for lille, så du fx ikke kan komme til at vaske fade og bradepander ordentligt af.



Så er det bedre at have én stor vask – meget gerne med en afløbsbakke. Så kan du lægge grøntsager eller nyvasket køkkengrej til afdrypning, uden at køkkenbordet kommer til at sejle i vand, da det løber direkte ned i vasken.



Har du investeret i en dyr og lækker træbordplade, er en afdrypningsbakke et must.

LÆS OGSÅ: Hvordan fjerner du lugt fra afløbet?

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

4. Høj placering af ovn stjæler bordplads

Tilstrækkeligt med bordplads er vigtigere end en ovn i bordhøjde. Du kan bedre leve med at skulle bukke dig, når du betjener ovnen, end med et køkkenbord, hvor der er for lidt plads til køkkenarbejdet.

Ud over plads til en vask og kogeplader skal du have mindst 3 meter bord at kunne arbejde ved. Men det er også vigtigt, at der er plads til, at flere kan arbejde samtidig i køkkenet.

LÆS OGSÅ: Sådan indretter du køkkenet praktisk

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

5. For få stikkontakter

Det moderne køkken kræver en del elstik, da vi bruger mange elektriske køkkenmaskiner, hvoraf flere har en fast tilslutning – fx til kaffemaskine, blender, juicemaskine, mælkeskummer, elkedel og brødrister.



Sørg derfor at have nok stik, så du ikke konstant skal hive stik og ledninger ud, når du skal bruge dit køkken og dine køkkenmaskiner.



Ifølge stærkstrømsbekendtgørelsen skal der i nye køkkener etableres mindst tre stikkontakter fordelt på mindst 2 lysgrupper.

LÆS OGSÅ: Nyt køkken: 8 ting, du ikke må lave selv

6. For mange, brede skuffer

Vi elsker brede skuffer, fordi det ser godt ud og giver køkkenet et langstrakt udtryk. Men supplér brede skuffesektioner med smalle sektioner, bl.a. fordi brede skuffer giver mere rod, hvis ikke de er ’styret’ af skuffeindmad, der holder styr på tingene.



Det bedste er en god blanding af både brede, smalle, høje og lave skuffer, som til sammen kan imødekomme varierende opbevaringsbehov.

LÆS OGSÅ: Valg af køkkenelementer

Din emhætte skal være i stand til at tømme dit køkken for mados. Foto: Hanne Gabel Christensen

7. For mange specialindrettede skabe

Specialskabe med særlige udtræk til bestemte køkkenting kan virke funktionelle og smarte, når du støder på dem i køkkenbutikken. Men de låser opbevaringsmulighederne i. Undgå derfor for mange specialindrettede skabe.

8. For svag en emhætte

Din emhætte skal være i stand til at tømme dit køkken for mados. Derfor er det vigtigt, at emhættens motor er kraftig nok til at gøre suget effektivt i det rum, den skal virke i. En typisk fejl er, at emhætten er for svag, når den skal fungere effektivt i et køkken-alrum.



Hvis dit køkken fx er 4x3,5x2,5 meter, er rumfanget på dit køkken 35 kubikmeter. Gang tallet med 10. I dette tilfælde er resultatet 350. Dvs., at du skal have en emhætte, der har en kapacitet på mindst 350 kubikmeter i timen.



Kapaciteten for nye emhætter varierer typisk fra 250-600 kubikmeter i timen.

LÆS OGSÅ: Køb af emhætte

Læs mere om