6 tips, der kan spare dig tid i køkkenet
Knug persillen hårdt, så kan du undgå at bruge persillehakkeren
Når du skal bruge persille til sovsen, salaten eller andre dele af maden, kan du nemt snitte persillen fint med en kniv i stedet for at bruge – og bagefter skulle bruge lang tid på at rengøre – persillehakkeren:
- Tag den mængde persille, du skal bruge
- Gør persillen våd og knug den hårdt sammen
- Snit persillen fint med en skarp kokkekniv
Tricket giver dig persille lige så fint, som havde det været gennem persillehakkeren.
Hav en skål til affald på bordet
Undgå 10 ture til skraldespanden, når du kan nøjes med 1. Find en stor skål frem og brug den til affald som skræller fra gulerødder, kartofler og squash eller til plastikken rundt om salathovedet eller agurken. Saml affaldet, inden du smider det ud, så skal du ikke hen til skraldespanden hele tiden.
Sorterer du affald i flere fraktioner, kan du med fordel have 2 eller flere skåle til affald, så du kan holde det organiske adskilt fra restaffaldet.
Få saftige citrusfrugter i mikroovnen
Grape, appelsiner og citroner kan gøres ekstra saftige, hvis du giver citrusfrugterne 10 sekunder i mikroovnen. Tricket er især godt til citrusfrugter, der ikke er særligt modne endnu.
Pil hvidløg nemt efter 10 sekunder i mikrobølgeovnen
Undgå bøvlet med at pille hvidløg med fingrene eller lirke skallen af med spidsen af en kniv. Giv hvidløgsfeddene 10 sekunder i mikroovnen, så kan du nemt pille skrællen af med fingrene.
Læg de hvidløgsfed, du skal bruge, på et stykke letfugtet køkkenrulle. Giv feddene 10 sekunder ved standardeffekt – og vupti, nu er hvidløgene til at pille.
Brug bare frosne grøntsager
Frosne grøntsager er lige så næringsrige og vitaminholdige som grøntsager, du har købt, vasket og snittet samme dag. Der er ingen grund til at imponere familien med hjemmesnittede gulerødder i kødsaucen en almindelig tirsdag. Spar tid ved at bruge de frosne grøntsager i maden. Også bønner, ærter og spinat er lige så godt frossent som frisk.
Varm panden langsomt op
Stil panden på svag varme på komfuret i god tid, inden du skal bruge den. Hæld lidt olie på panden.
Når du nærmer dig tidspunktet, hvor du skal stege på panden, så skru mere og mere op til den temperatur, du ønsker. Både kød og grøntsager bliver bedre, når du steger kort tid ved høj varme. Læg aldrig kød på en kold pande, mens den varmer op.