6 tips, når du lejer bil i Danmark

Holder du ferie i Danmark, eller har du bare brug for at leje bil i en kortere periode, så er her en guide, der gør det nemmere at lande trygt bag rattet.

1. Hvad er dit behov?

Det er dyrt at eje en bil, hvis den holder stille det meste af tiden, og omvendt dyrt at leje, hvis behovet egentlig er en fast bil. Derfor kan biludlejning i kortere eller længere perioder være en økonomisk god løsning, hvor du ikke hæfter økonomisk for bilens værditab. Udvalget af modeller er stort hos biludlejningsselskaberne, og derfor er det vigtigt at overveje, hvad bilen reelt skal bruges til. Har du brug for en lille varevogn i to dage, skal du holde ferie med familien, eller er behovet en kompakt bybil i en periode? Der er forskel på priserne afhængigt af biltypen og aftaleperioden. 
 

2. Gå efter pris og tryghed

Tjek markedet, og vælg et selskab, der både giver en god pris og tryg­hed i lejeperioden. Ring evt. til selskabet – hvis du ikke kan få fat i nogen til at besvare dine indledende spørgsmål, er de måske heller ikke tilgængelige, hvis der opstår problemer. 
Husk også at regne benzin med i budgettet. Som regel får man bilen udleveret med fuld tank og afleverer på samme måde. Hvis du skal tanke flere gange i lejeperioden, kan det selvfølgelig betale sig at vælge en bil, der kører langt på literen. Prisen kan også påvirkes af dit behov for ekstraudstyr. Det er nemlig forskelligt, om udlejningsfirmaer opkræver ekstra betaling for f.eks. autostole til familiens mindste medlemmer. 

 

3. Book direkte

Husk at booke din lejebil i god tid – både i Danmark og i udlandet. Book gerne direkte hos udlejeren i stedet for via en tredjepart, da det ofte gør det nemmere at håndtere evt. problemer i lejeperioden eller efterfølgende. På visse tidspunkter af året kan en tredjepart tilbyde billigere priser, fordi de sælger ud af deres aftaler, men vær obs på ulemperne. Sørg for at have styr på forholdene i lejekontrakten. Betaling forud for lejemålet kan være billigere, men er som regel ikke refunderbar, så vær obs på dette – og ring evt. og tal med biludlejningsselskabet.

El på prøve?

Hvis du overvejer at skifte til elbil, men er usikker på, om det passer til din hverdag, kan en lejebil være en god mulighed for at teste det. Mange biludlejningsselskaber oplever, at kunder bruger en lejeperiode til at vurdere, om rækkevidde, opladningsmuligheder og køreegenskaber lever op til deres behov. 

4. Tag billeder af bilen

Tjek bilen for ridser og buler, når du modtager den, så du ikke kommer til at hæfte for en skade, der var på bilen, da du fik den. Tag billeder af bilen med dato, især hvis der ikke er en repræsentant fra biludlejningsselskabet til stede. Hvis der opstår uenighed om en skade, skyldes det ofte manglende dokumentation ved afhentning eller returnering

 

5. Er du allerede forsikret?

Biludlejningsselskaber tilbyder ofte forskellige forsikringspakker, når bilen lejes. Lad dig ikke lokke af en venlig biludlejningsassistent, der gerne vil sælge ekstra forsikringer og andre tillægsydelser. Undersøg i stedet, om du allerede er dækket gennem dine andre forsikringer. På den måde undgår du at betale for en dækning, du alle­rede har. 

 

6. Pas på farten – og bilen

Fartbøder og parkeringsafgifter gælder også, når du kører i en lejebil – både i Danmark og i udlandet. Det er dit ansvar som lejer, men vær obs på, at biludlejningsselskabet kan opkræve et gebyr for administration af bøderne. Som lejer har du ansvaret for bilen i lejeperioden. Uanset selvrisiko er det vigtigt at passe på bilen og sørge for at behandle den korrekt. Du kan også blive opkrævet et rengøringsgebyr ved manglende rengøring af bilen.

Gør som 11.000 andre: Klik på billedet og tegn abonnement på Samvirke

Tegn abonnement