6 dejlige cocktails med akvavit
Nordisk mojito
Forfriskende og læskende som den originale mojito. Den fungerer godt til fisk og skaldyr, men er egentlig god til næsten al slags mad.
• 5 cl kommenakvavit, eksempelvis Aalborg Taffel Akvavit
• ½ lime
• 1,5 cl sukkersirup
• 10 mynteblade
• Et stænk pastis, pernod eller ouzo
Del den halve lime i 3-4 både, og find et højt glas frem. Kom limebåde, sukkersirup og et stænk anislikør i glasset, og mas dem med en muddler. Hvis du ikke har en muddler, kan skaftet af en trægrydeske klare jobbet. Dask mynten mellem hænderne for at frigøre olierne, og kom dem ned i glasset. Mas det hele en anelse mere sammen, og tilføj akvavit og knust is. Rør rundt, og top eventuelt med mere knust is og mynte.
Akvavit Tonic
Klassikeren, som vi kender den, men med akvavit. Fungerer rigtig godt som en aperitif inden maden.
• 5 cl kommenakvavit, eksempelvis Brøndum Kummenaquavit eller Aalborg Taffel Akvavit
• Tonicvand
Kom godt med isterninger i et højt glas. Hæld først akvavitten i, og top derefter op med tonicvand. Pynt med en limebåd.
Akvavit Old Fashioned
En cocktail, der er rigtig god for sig selv eller sammen med en cigar eller mørk chokolade.
• 6 cl fadlagret akvavit, eksempelvis Linie Akvavit
• 1 sukkerknald
• 2 stænk Angostura
Start med at komme sukkerknalden i et lowball-glas, eksempelvis et whiskyglas. Stænk Angostura ud over sukkerknalden, til sukkerknalden har opsuget bitteren. Kom derefter en anelse akvavit ned i glasset, og rør rundt, til sukkeret er opløst. Kom isterninger i glasset, og afslut med akvavitten. Rør rundt, til cocktailen er tilpas udvandet og afkølet.
Nordisk Manhattan
En klassisk cocktail, der får et nordisk tvist. Fungerer rigtig godt med chokolade og desserter, hvor appelsin indgår.
• 5 cl fadlagret akvavit, eksempelvis Linie Akvavit
• 2 cl sød vermouth
• 1 stænk Angostura
Rør ingredienserne over isterninger i et røreglas. Hvis du ikke har et røreglas, kan du bruge et shaker-glas eller et rent syltetøjsglas. Hæld indholdet over i et martini- eller cocktailglas uden at få isterningerne med.
Vrid en appelsinskræl over glasset for at frigøre olierne, og pynt med den vredne skræl.
Akvavit Sour
En forfriskende cocktail, der går godt til fisk og skaldyr – specielt hvis du bruger dildakvavit.
• 5 cl kommen- eller dildakvavit, eksempelvis Brøndum Kummenaquavit, Aalborg Taffel Akvavit eller Aalborg Dild Akvavit
• 2,5 cl friskpresset limesaft
• 2 cl sukkersirup
• Evt. 2 cl æggehvide
• Friskkværnet peber
Ryst grundigt alle ingredienserne i en shaker med isterninger. Hvis du vil have æggehvider med, så ryst ad to omgange: Først uden isterninger, og derefter med. Det giver bedre skum i cocktailen. Servér over is i et lowball-glas, eksempelvis et whiskyglas, et martini- eller cocktailglas, og pynt med friskkværnet peber og eventuelt en kvist dild.
Akvavit Strawberry Daiquiri
En af Rastløs’ signaturcocktails med klarificeret jordbærvand og en speciel, klar citrusblanding, så selve cocktailen bliver ren og gennemsigtig. Man kan dog sagtens lave den simplere derhjemme med jordbær og limesaft.
• 5 cl kommenakvavit, eksempelvis Aalborg Taffel Akvavit
• 5 friske jordbær
• 2 cl limesaft
• 3 cl sukkersirup
• 5-6 dråber persilleolie
Blend persille meget fint med rigelige mængder neutral olie, til du får en grøn, ensartet olie.
Del jordbærrene i halve eller kvarte, og kom alle ingredienser og isterninger i en shaker. Ryst hårdt, så jordbærrene smadres. Hæld over i et martini- eller cocktailglas, men si jordbærstykker og isterninger fra, så du ikke får klumper med. Dryp slutteligt lidt persilleolie over cocktailen.





