4 typiske tegn på stress
Du har mindre lyst
Har du svært ved at glæde dig over de både små og store ting i livet, og er lysten – også til det seksuelle – forsvundet eller dalet, er du måske ramt af stress. Stress får os ofte til at nedprioritere samvær med familie og venner og eksempelvis fritidsaktiviteter.
Du savner overblik
Glipper hukommelsen, springer du frokostpausen over, og har du svært ved at koncentrere dig, er du måske stresset. Får du ikke dine opgaver gjort færdige, selvom du måske bruger mere tid, end du ellers har gjort, kan det være tegn på stress.
Du har svært ved at falde i søvn
Har du svært ved at falde i søvn, både når du går i seng, og hvis du er vågnet om natten, kan det være tegn på stress. Kroppen er i alarmberedskab, når man er stresset, og derfor kan det være svært at falde til ro og slappe af - også om dagen.
Du er i dårligt humør
Stress kan gå ud over humøret og gøre dig trist og modløs. Har du samtidig let til gråd og svært ved kritik, bør du måske også søge hjælp.