3 ting du skal spise, hvis du vil sænke dit kolesteroltal
Sådan skal du spise, hvis du vil ændre på sammensætningen af dit kolesterol, så det bliver mindre skadeligt.
Groft
Start dagen med en portion havregryn eller mysli, og spis altid groft rugbrød.
Mange studier har vist, at fibre har en rigtig god virkning på LDL-kolesterolet, fordi fibrene kan begrænse optagelsen af kolesterol i blodbanen.
Frugt og grønt
Spis masser af frugt og grønt.
Begge dele indeholder såkaldte antioxidanter, der mindsker LDL-kolesterolets skadelige virkninger på kroppen. Lad være med at skrælle frugten.
De fleste antioxidanter sidder nemlig i eller lige under skrællen.
Fedtstoffer
Spis de rigtige fedtstoffer - de såkaldt umættede fedtstoffer, der nedsætter mængden af kolesterol i blodet.
Man kan typisk kende det umættede fedt på, at det forbliver blødt eller flydende i køleskabet. Brug for eksempel olie eller flydende margarine til stegning og bagning.
Fede fisk er en god kilde til umættet fedt. Ligesom valnødder, mandler og andre nødder indeholder sundt fedt, der kan sænke kolesterolniveauet. Men husk - de indeholder mange kalorier.