24-årige Laura går ofte i søvne. »Det bekymrer mig nok allermest, om det går ud over andre«

Da Laura Wadsbach en almindelig hverdagsmorgen slår øjnene op og kigger ned, ved hun med det samme, at Ursula har været i gang igen. Det er navnet, hun har givet sin søvngænger-personlighed, lidt i spøg, men også lidt for at lægge afstand til de natlige handlinger, som hun ikke føler, er hendes egne. I favnen krammer hun den gummiplante, der normalt står i vindueskarmen, og lagenet er overdrysset med pottemuld. Det er ikke første gang, hun er stået op for at hente en plante i sovende tilstand for så at tage den med i seng. Men forrige gang var mindre uskyldig, for da vågnede Laura med stikkende små kaktuspigge overalt i håndfladerne og spredt godt rundt i sengen.

»Det var jeg faktisk ret imponeret over, at jeg kunne«

»Jeg har ikke haft en kaktus siden dengang,« fortæller Laura i dag med et smil. Mange af hendes søvngængeraktiviteter har god underholdningsværdi, når hun genfortæller dem, for eksempel da hendes forældre måtte hente hende helt nede i den anden ende af deres kæmpe have, da hun fejede alt tøj ud af skabene i sit kollegieværelse og spredte det ud over gulvet, eller da hun kilede sin 12 kilo tunge swag, en slags australsk hængekøje, ud under sengen og slæbte den til den anden ende af rummet, et flytteprojekt, hun ville have svært ved at samle kræfter nok til selv i vågen tilstand. »Det var jeg faktisk ret imponeret over, at jeg kunne,« må Laura tilstå. Hun har gået i søvne så længe, hun kan huske, og måske derfor er hun sjældent utryg ved at vågne et andet sted, end hvor hun gik i seng. For det meste er hendes reaktion en følelse af »åh nej, ikke igen«. Nej der, hvor hun rigtigt kan blive nervøs, er, hvis hun sover ude og sammen med andre.

Søvngængeri kan være farligt

Søvngængeri er en af mange slags søvnforstyrrelser, hvor den sovende gør ting, vedkommende ikke selv kan styre. Når man hører historier som Lauras, er der måske ikke så meget at sige til, at søvngængere tit portrætteres lidt karikeret gående med armene udstrakt foran sig eller ledende efter mad i hundeskålen. Men fænomenet kan have en alvorlig side, som de tegnefilmslignende scener ikke fortæller noget om.

»Nogle gange lyder søvngængeri meget pudsigt og sjovt, men vi har jo patienter, der eksempelvis har brækket ryggen i søvne,« fortæller Poul Jørgen Jennum, som til daglig ser de mere alvorlige sider af søvngængeri som professor i søvnsygdomme og klinisk neurofysiologi i Dansk Center for Søvnmedicin ved Rigshospitalet.

Søvngængere kan få angst for at sove

Marit Otto, der er overlæge ved søvnteamet på Neurologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, har ligefrem haft en patient, som satte ild til sin lejlighed i søvne, og hvor der heldigvis ikke skete større skade end selve branden, fordi vedkommende vågnede af sig selv i tide. Men søvngængeri kan være slidsomt at døje med i det lange løb. »Dem, der kommer til os, er meget påvirkede af det, og hvis der er sket noget farligt, kan de fremover få angst for at sove. Søvngængeri kan gøre en meget træt om dagen,« fortæller Marit Otto.

»Jeg ved ikke, hvad der var sket, hvis de ikke havde opdaget mig«

Som 22-årig kører Laura og to veninder rundt i New Zealand i en campervan. Sådan én, hvor taget kan klappes op og blive til en ekstra sengeplads. Deroppe under taget sover Laura hver nat for ikke at forstyrre de andres søvn med sit søvngængeri. Men bilen gør ikke noget godt for hendes søvn. Hun sover endnu mere uroligt end normalt, og en nat sniger hun sig ud af bilen, sætter sig ind på førersædet og finder nøglen i den beholder, de gemmer den i ved siden af rattet. »Det, man ved i vågen tilstand, ved man også i søvngængertilstand,« forklarer Laura. At finde en bilnøgle i søvne er derfor intet problem. Det er det for den sags skyld heller ikke at bruge et transportmiddel.

Lidt af et wakeupcall

»Engang hoppede jeg på min cykel og cyklede knap 100 meter ned ad vejen, hvor jeg heldigvis vågnede af mig selv. Så sad jeg der på min cykel, mens det var helt koldt og tidligt om morgenen,« fortæller hun. Laura tror, det må have været kulden, der vækkede hende på cyklen den tidlige morgen. I autocamperen i New Zealand er det hendes to veninder, der begynder at råbe til hende, så snart de hører den gamle benzinmotor starte. »Jeg ved ikke, hvad der var sket, hvis de ikke havde opdaget mig. Det var faktisk lidt af et wakeupcall om, hvor galt det kan gå. For jeg satte jo mig selv og andre i risiko.«

Handlinger i søvne afspejler, hvad man drømmer

Generelt sker handlinger i søvne ikke bare ud af det blå, men afspejler den underliggende hjerneaktivitet. Op til episoden i New Zealand drømmer Laura den samme drøm flere gange under camperens utætte loft: At bilen kører af sig selv ned ad en bakke, og hun skal stoppe den. Når hun rydder sine skabe og smider rundt med ting i søvne, er det ofte, fordi hun leder efter noget i sin drøm. 

»Det mest almindelige er, at der ikke sker ret meget. De fleste er helt fredelige, rejser sig op og går lidt rundt og så tilbage i sengen,« siger søvnforsker Poul Jennum. Men handlingerne kan også være mere komplekse og risikable, som for eksempel at åbne vinduer, gå ud af sit hjem eller sætte sig ind i sin bil og starte den.

Dele af hjernen sover, mens andre er vågnet op

Forklaringen på, at nogle mennesker går i søvne, er, at de mekanismer, der skal dæmpe vores bevidsthed, aktivitetsniveau og muskelbevægelser under søvnen, ikke virker helt, som de skal. Normalt, når vi falder i søvn, falder bevægekontrollen. Men hvis man falder i søvn, og bevægeapparatet ikke nedreguleres, sker en såkaldt dissociation, altså en slags fejlslutning, som er fælles for alle de forskellige typer søvnforstyrrelser. Det betyder, at dele af hjernen sover endnu, mens andre er vågnet op, og derfor kan man udføre forskellige handlinger, uden at man er ved bevidsthed.

Søvngængeri hos voksne kan betyde sygdom

Ingen ved, hvorfor nogle mennesker går i søvne, og andre ikke gør. Man ved til gengæld, at søvngængeri er langt mere udbredt hos børn end hos voksne, og at de fleste børn vokser fra det med alderen. Med få undtagelser, såsom Laura.

Anderledes forholder det sig, hvis søvngængerlignende adfærd pludselig opstår i voksenalderen, for her ligger der typisk en årsag bag. For eksempel ser man af og til voksne få søvnforstyrrelsen REM Sleep Behavior Disorder.

»De kan komme frygteligt til skade, slå på ægtefællen eller tage kvælertag,« fortæller Poul Jennum. Når voksne over 50 år får REM Sleep Behavior Disorder, kan det være et tegn på enten et meget tidligt stadie af parkinson eller en særlig demensform, der hedder Lewy Body demens. Også ved søvnsygdommen narkolepsi kan man se REM Sleep Behavior Disorder.

Pludselig søvngængeri bør undersøges

»Nogle forskere mener, at f.eks. parkinson starter et andet sted i kroppen og herfra kravler op og rammer nogle nerveceller i hjernestammen,« forklarer Marit Otto. Hjernestammen er passage for alle kroppens nervebaner, og derfor kan selv små skader her give motoriske og sensoriske forstyrrelser i kroppen.

En anden sygdom, der let forveksles med søvngængeri, er epilepsi, som kan give sig udslag ved nogle små anfald under søvnen, hvor man spjætter og bevæger sig. Poul Jennum råder til, at man bliver tjekket, hvis man pludselig begynder at have søvngængerlignende adfærd.

»Jeg mener faktisk, at man skal se sin læge eller blive henvist til en neurolog, hvis man pludselig går i søvne som voksen,« siger Poul Jørgen Jennum.

»Min største bekymring er andre«

Resten af nætterne i New Zealand gemmer Lauras to veninder nøglen et sted, som Laura ikke bliver indviet i, for at sikre, at hun ikke kan finde den i søvne. I dag ved hun stadig ikke, hvor den var gemt. Heldigvis ligger hendes kollegieværelse ved et tilfælde i stueetagen, så hun ikke skal bekymre sig om børnesikringer på vinduerne og andre sikkerhedsforanstaltninger. Men hun går altid i seng med pyjamas på, så sandsynligheden for at være påklædt under nattevandringerne er størst mulig. Ikke for sin egen blufærdigheds skyld, men for ikke at være upassende i offentligheden. Som hun selv siger det: »Min største bekymring er andre. Jeg kan håndtere, at jeg skifter tøj eller smider alt mit tøj ud over det hele, så længe jeg ikke kommer til skade, og det er jeg aldrig kommet.«

Kan man behandle søvngængeri?

Selvom Laura er sluppet billigt med kaktuspigge i hænderne, er det ikke omkostningsfrit for hende at være søvngænger. I perioder kan hun gå i søvne adskillige gange på en nat, og det kan mærkes på søvnkontoen. »Jeg kan virkelig vågne om morgenen og være meget træt. I perioder, hvor der er meget på programmet, og jeg er småstresset, kan jeg nogle gange gå i søvne 4-5 gange i løbet af en nat, og det påvirker mig virkelig meget i min dagligdag.« Hun har prøvet at læse sig til på nettet, om man kan gøre noget, og konklusionen ender altid samme sted: At der ikke er nogen behandling. Det er endnu ikke gået så vidt, at hun har opsøgt professionel hjælp, måske også lige så meget, fordi hun altid fået at vide, at »du vokser fra det, når du bliver ældre«. Det er bare ikke sket endnu. »Men jeg ville da ønske, der var noget, man kunne gøre. For det forstyrrer mig og andre, så jeg er meget åben for forslag,« siger Laura, der egentlig bare ville ønske, hun ikke gik i søvne.

Det bedste råd er en god søvnhygiejne

Hos søvnteamet, hvor Marit Otto er overlæge, får de af og til henvendelser fra søvngængere som Laura, der spørger om hjælp til behandling. Desværre har Laura ret i, at der ikke er så meget at gøre, som det ser ud lige nu.

»Der er stort set ingen gode behandlingsstudier,« siger Marit Otto. Derfor ved man ikke meget om, hvad der virker mod søvngængeri. Man kan godt prøve noget beroligende medicin om natten, fortæller overlægen, men problemet med den slags er bare, at man kan blive afhængig af det. I stedet rådgiver søvnteamet til, at man holder en god søvnhygiejne, hvis man gerne vil gå mindre i søvne.

Sørg for at have regelmæssige sengetider

»Man kan sørge for at have regelmæssige sengetider, og det er også godt at være så afslappet som muligt inden søvnen samt ikke at arbejde helt op til sengetid,« lyder rådene fra Marit Otto.

Søvnforsker Poul Jørgen Jennum giver også en anden slags råd med på vejen, og det går ud på at sikre sin bolig, så man selv og andre er i mindst mulig fare.

»Men kan for eksempel låse vinduerne, bruge en ekstra dyne, hvis man slår omkring sig, eller adskille sengene, hvis en partner risikerer at komme til skade,« afslutter Poul Jørgen Jennum.