Må man vække en søvngænger?

Det er ikke farligt at vække en søvngænger - tværtimod

Du har måske oplevet møbler, der er blevet rykket rundt, eller en kæreste, der vandrer hvileløst rundt i hjemmet midt om natten, og det er slet ikke så unormalt. Mellem 15 og 40% af os har prøvet at gå i søvne minimum én gang i vores liv, og det kan faktisk være farligt at lade være med at vække en søvngænger, hvis de nu skulle finde på at forlade hjemmet eller kravle ud ad vinduet. Derfor kan du sagtens vække en søvngænger med ro i sindet. 



”Der sker intet ved at vække en søvngænger,” siger Poul Jørgen Jennum, som er professor i søvnsygdomme og klinisk neurofysiologi i Dansk Center for Søvnmedicin ved Rigshospitalet. Der findes ingen dokumentation for, at en person har lidt skade eller i værste fald er død af at blive vækket, men personer, der bliver vækket midt i deres nattegåtur, kan blive forskrækkede, og det kan måske være en forklaring på, hvorfor myten er opstået.

Vores hjerne slukker for bevidstheden, men tænder for bevægelserne

Søvngængeri er noget, der har interesseret os i mange årtier.

”Der er nogle vidunderlige billeder af Anders And, der går i søvne, fra 1940'erne. Søvngængeri er, ud over i videnskaben, ofte beskrevet i kunst og tegneserier, og det viser jo, at der er en almen interesse for, hvorfor vi gør de her mærkelige ting i søvne,” siger han og forklarer, at vi i løbet af natten tænder og slukker for forskellige dele i hjernen.

”Vi kan godt lukke bevidstheden ned, men motorsystemet i den forreste del af hjernen kan godt være aktiveret, og det er præcis det, der sker under søvnvandring,” siger han. Vi går i søvne i den dybe søvn, og selvom en søvngænger kan virke nok så vågen og endda have åbne øjne, så vil personen ikke have nogen erindringer om det dagene efter.

De fleste vokser fra søvngængeri

Mange børn er søvngængere og er meget aktive om natten, fordi deres hjerner ikke er færdigudviklede.

”Et barn på 3-4 år er et frygtelig aktivt individ at sove sammen med, og det er, fordi hjernen udvikler sig. Efterhånden bygger hjernen nogle hæmmende mekanismer op, så vi ligger mere stille, og det skal vi jo gøre, for ellers falder vi ned fra altanen, eller hvad man nu kan finde på, så derfor danner hjernen nogle fysiologiske stopmekanismer,” fortæller Poul Jørgen Jennum. De fleste vokser dog fra det, men det er ikke alle, der stopper med natteroderiet.

"Når hjernen udvikler sig, vil den i stigende grad lukke mere ned for det motoriske system, når vi sover, men der er nogle, hvor den ikke regulerer helt optimalt, og det er derfor, at nogle går mere i søvne and andre.” Han påpeger også, at søvngængeri kan være arveligt, så hvis man går meget i søvne, er det muligt, at flere i familien gør det samme.

Vi skal kunne bevæge os i søvne – bare ikke for meget

Når du falder i søvn, slukker du ikke for kroppen i de næste 8 timer. Vi skal kunne klø os eller vågne, hvis babyen græder.

"I de senere år har vi arbejdet meget mere med den dynamik, der ligger i søvn. Søvn er ikke ét stadie, men en dynamisk proces, og den varierer fra tid til anden. Søvnen er inddelt i cyklusser, og vi har nogle mekanismer i hjernen, som sørger for, at vi lige tjekker, om alting er i orden. Det er vigtigt, at vi opdager, om huset brænder, eller at vi er ved at klemme vores arm,” fortæller han. Men det er også vigtigt, at vi ikke hopper ud fra altanen eller kører bil i søvne, og derfor er hjernens stopmekanismer meget nyttige. 

Søvngængeri kan være et tegn på sygdom

Søvngængeri er for de flestes vedkommende harmløst, men hvis man som voksen pludselig begynder at gå i søvne ofte, så skal man være opmærksom, fortæller Poul Jørgen Jennum. Sygdomme som Parkinsons, narkolepsi, demens og epilepsi kan nemlig være årsag til søvngængeri.

”Hvis man pludselig begynder at gå meget i søvne som voksen, så kan det være noget, der er sygdomsrelateret,” siger han.

Kilde: Sundhed.dk, Poul Jørgen Jennum, professor i søvnsygdomme