Lav dit eget Nutella-pålæg
Nutella er ikke sundt, spis hellere pålægschokolade
Er du vild med Nutella og andet smørepålæg, der smager af chokolade? Så lav en sund udgave selv. Vi har fået opskriften af de to fødevarestuderende Mia Irene Christensen og Jacob Damgaard.
Nutella og andet chokoladesmørepålæg er ikke sundt. Kan du godt lide smagen af chokolade på rugbrød, er det bedre at spise en pålægschokolade mad med mørk chokolade end at spise chokoladesmørepålæg.
Smøreprodukter med chokolade indeholder masser af mættet fedt
”Kig på indholdet af chokoladesmørepålæg. Der er masser af mættet fedt og sukker i, mens kakao og hasselnødder typisk udgør ca. 15 procent af indholdet,” siger Mia Irene Christensen.
Smørepålæg med hasselnøder er svært at lave
Det er svært selv at lave et produkt, der minder om Nutella. Du skal bruge en blender eller en kværn, der kan male nødderne til en konsistens som tomatpure. Så fine skal nødderne helst være.
Du skal bruge et rent syltetøjsglas
Vores udgave af smørpålæg med chokolade er sund med avocado, mørk chokolade og appelsin. Vi kalder den avotella. Avocadoen udgør den bløde, cremede base, mens den mørke chokolade giver masser af dejlig chokoladesmag, appelsinen balancerer fedmen, og honningen giver det søde pift. Du skal bruge et rent syltetøjsglas til avotellaen. Avotellaen smager fantastisk som dip til gulerødder eller frugt, på brød og kiks eller som topping eller fyld i lagkage og muffins.
Tip
- Brug usødet solbær eller hindbærsaft i stedet for appelsinsaft.
- Er konsistensen for tyk for jeres families smagsløg, så varier den med lidt nødde- eller smagsneutral olie.
- Tilsæt finthakkede hassel- eller valnødder, det giver lidt crunch.
- Smagen afhænger af chokoladen, så undgå den billigste chokolade på slikhylderne
- Avotellaen kan holde sig ca. 2-3 dage i en tætsluttende beholder på køl.
Sådan laver du avotella
- 2 modne avocadoer (det er vigtigt at avocadoerne er helt modne, så smag og konsistens bliver lige i øjet)
- 60 g mørk chokolade, 70 %
- 1 tsk. honning eller sirup
- 1 spsk. appelsinsaft
- Del avocadoerne og fjern stenen.
- Skrap kødet ud af avocadoerne over i en skål eller minihakker.
- Tilsæt appelsinsaft og honning
- Blend til en fin ensartet konsistens.
- Hak chokoladen og smelt den i en skål over vandbad.
- Når chokoladen er smeltet, vendes den i avocadomassen og det hele blandes godt.
- Smag eventuelt chokoladeblandingen til lidt ekstra honning eller appelsinsaft.
- Blandingen sættes i køleskab og er klar efter ca. ½-1 time.
- Avotellaen kan holde sig ca. 2-3 dage i en tætsluttende beholder på køl.