varianter af ost
ost

Fra mild til mug: Sådan holder du en ostesmagning

Hvidskimmel, rødkit, ged eller bøffel? Her får du fem gode råd, så du kan invitere til en ostefest lidt ud over det sædvanlige

1. Tag på en fælles opdagelsesrejse

Tænk dit ostebord som et socialt arrangement – en fælles opdagelsesrejse. Vælg fem oste og fem drikkevarer – vin, bobler, portvin, øl i forskellige stilarter, også alkoholfri. Så har I 25 kombinationer.
Print eller tegn et simpelt skema til hver gæst: oste ned ad siden, glas hen ad toppen. Tag evt. noter, efterhånden som I smager jer igennem kombinationerne. Er der mon enighed om de bedste smagsoplevelser? Opdagelsesrejsen er en anderledes måde at smage oste på.
Det sjove er ikke at lede efter en facitliste, for den findes ikke. Det sjove er mønstre og overraskelser. Hvidvin vil f.eks. ofte være bedre end rødvin til mange oste, også selvom vi taler om ’ost og rødvin’, som om det er en fast størrelse. Rødvin uden for mange tanniner/garvesyre går dog fint til de faste oste.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

2. Byg et ostebræt med varianter 

Når du udvælger oste – både til den eksperimenterende smagning og til ostebord i al almindelighed – så vælg 
forskellige slags:
Typer/farver: Hvidskimmel, rødkit, gul fast modnet, blåskimmel.
Mælk: Ko, men også ged, får, bøffel.
Konsistens: Fra cremet og blød til fast.
Hvis du og dine gæster vil nørde lidt, så saml informationer om hver ost: navn, mælketype, oprindelse, lagring, mejeri, hvis den er dansk, og andre oplysninger, I kan finde.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

3. Sørg for optimal servering 

Den største smagsdræber er kulde. Tag derfor ostene ud mindst en time før, I skal spise, men vent med at pakke dem ud til tæt på servering, så overfladen ikke tørrer ud. Friskoste, f.eks. flødeoste, er undtagelsen. Brug én kniv pr. ost, så de ikke smitter hinanden med smag, og tilbyd en nulstilling af mund og gane mellem ostene. En æblebåd er effektiv til den opgave.
Når det kommer til tilbehør, findes der heller ikke en facitliste. En pære skåret i skiver og lidt honning kan være lige så skønt som hjemmelavet pærechutney og honningristede nødder. Gå efter neutralt brød. Det kan være ølandsbrød, baguette eller knækbrød. Læg vindruer og radiser ved siden af osten, så ost og tilbehør ikke tager smag af hinanden.

4. Nyd ostene og stemningen

Vil I fordybe jer ekstra meget i smagen, så prøv at lukke øjnene, når I smager på en ost. Nyd den i stilhed, og del oplevelsen bagefter.

5. Brug resterne som krydderi

Er der rester fra ostefesten, så er det skønt. Ost giver smag og fylde og bidrager med umami. Ost kan rives i salat, smeltes i sauce, blandes i dressing, bages med en ret i ovnen. Tænk ost som et krydderi.

Kilde: Kilde: Camilla Bojsen-Møller, aktuel med podcasten ’Ostesnak’.
 

Læs mere om