Interview: Iben Maria Zeuthen om spiritualitet, dialog og det menneskelige nærvær

En onsdag aften i begyndelsen af marts stod Iben Maria Zeuthen på prædikestolen i Sct. Thomas Kirke på Frederiksberg. 
”Jeg er journalist og har i en del år beskæftiget mig med tro,” indledte hun. 
”I starten meget tøvende, fordi jeg ikke havde noget sprog for troen. Det har jeg for så vidt stadig ikke.”
Den aften, en del af en række tilbagevendende aften­gudstjenester i Sct. Thomas Kirke, der kaldes Åben Prædikestol, var langtfra første gang, Zeuthen befandt sig på en prædikestol. Den 40-årige journalist og radiovært, kendt for sine programmer om tro og eksistens, er de senere år ofte blevet bedt om at prædike. I begyndelsen sagde hun nej, men det blev ved med at banke på. ”Og til sidst tænkte jeg, at jeg måtte tage udfordringen op,” siger hun, da vi mødes en eftermiddag i oktober.
”Det er jo en voldsom frihed at tage sig. At stille sig op på en prædikestol og tale, som om man havde en særlig connection til noget ophøjet. Men jeg tror ikke, vi lever i en tid, hvor man kan lade være. Hvis man har en idé om en retning, har man også et ansvar for at give sit bud.”

Når troen kommer af sig selv

Det var aldrig planen, at Iben Maria Zeuthen skulle beskæftige sig med tro. Lige den del af hendes karriere har været ”lykkeligt renset for stræberi”, som hun siger. ”Det kom bare lidt af sig selv.”
Det er syv år siden, en DR-redaktør spurgte, om hun havde lyst til at lave en serie udsendelser om tro. Det havde hun ikke. Men kort efter faldt hun over en salme af Jens Rosendal, hvor et af versene lyder: ”Troen er aldrig artikler trykt i en indbunden bog. Tro er at vove sig udad, varsom og kærlig og klog.” Og hvis det virkelig var nok, tænkte hun, ja, så kunne hun jo om ikke andet prøve.
Hun begyndte, tvivlende, med en forestilling om, at Gud var noget, man skulle have et sprog for, men fandt ud af, at når det kommer til tro, kan sproget være en omvej – ikke en genvej. Hun husker især en samtale med forfatter Lasse Holm, som led af en dødelig kræftsygdom.
”Kort tid før udsendelsen gik det op for mig, at Lasse slet ikke troede på Gud … og der var jeg jo lidt på røven, fordi jeg skulle lave en udsendelse til P1 om en, der troede på Gud.” 
Zeuthen ringede til Holm, mens han sad i bilen ved siden af sin kæreste, Katharina. Samtalen var på medhør, og på et tidspunkt hørte hun Katharina sige: ”Vi skal til højre her, Lasse.” 
”Hun havde den mest kærlige, omsorgsfulde stemme,” husker Zeuthen. 
”Den omsluttede både bilen og det rum, jeg sad i. Så jeg sagde: ’Vi kører bare, Lasse. Vi ses på søndag, og tag Katharina med.’ Og så havde vi en vidunderlig samtale om at elske og miste og skulle tro på den andens vegne.”
Zeuthen kan huske, at Katharina på et tidspunkt sagde: ”Mit hjerte er jo knust, men det har også åbnet sig.” 
De talte i en time, hvor Gud nærmest ikke blev nævnt.
”Men for mig var Gud lige dér, i det rum.”

"Jeg tror på mennesker"

Den oplevelse har gentaget sig igen og igen. Som da hun besøgte et demensplejehjem og mødte en præst, der havde forsøgt at afholde nadver og havde sagt, at ”dette er Jesu Kristi blod og legeme”. En af beboerne havde kigget op på ham og spurgt: ”Er du sikker?”
Det var han ikke. Slet ikke. Og det fik ham til at ændre sine prædikener. Han kunne ikke afholde nadver og udlægge lignelser fra Bibelen for de her mennesker. Han skulle formidle Guds kærlighed, lige her og nu.
”Han begyndte at holde sådan nogle blomstergudstjenester, hvor han gik rundt og gav plejehjemsbeboerne en blomst hver,” fortæller Zeuthen. 
”Nogle af dem var slet ikke til stede kognitivt, og jeg tænkte: ’Held og lykke, kammerat.’”
Præsten nåede til en kvinde, der sad og kiggede ned og lignede en, der havde siddet i den samme stilling i 40 år. 
”Den er til dig,” sagde han, men hun reagerede ikke. 
”Den er til dig,” gentog han flere gange. Til sidst gik han ned i knæ for at fange hendes blik og fik øjenkontakt. Han rejste sig langsomt og gav hende blomsten. Hun kiggede op med tårer i øjnene og sagde: ”Tak.”
For Zeuthen er dét Gud. Så når hun bliver spurgt om, hvad hun tror på, svarer hun: ”Jeg tror på mennesker.” Og med tiden er hendes forhold til kirken som institution blevet mindre ambivalent.
”Det er stadig så mærkeligt at befinde mig der igen og igen, men det er lidt, som om alle veje fører til folkekirken,” siger hun og griner. 
”Jeg gør ellers et stort arbejde for at sige: ’I kan sgu da ikke sige til en 40-årig feminist, at jeg skal tro på Vorherre.’ Trosbekendelsen, my ass. Men så alligevel. Vil jeg gerne tro på noget større? Vil jeg gerne forsage Djævelen? Ja, det vil jeg faktisk gerne. Men det er et evigt tovtrækkeri. Og det er gået op for mig, at det er helt fint. I vores kristendom må du gerne være en rebel. Den er ikke perfekt, men fuld af tvivl, frustration og dialog. Det tror jeg, at der er mange, der ikke ved.”
Zeuthen kommer i tanke om et møde, da hun for ikke så længe siden var i Fredericia for at prædike. Hun blev hentet på stationen af en kvinde fra menighedsrådet, der i bilen sagde: 
”Jeg tror ikke en skid på Gud.”
”Okay, hvorfor er du så i menighedsrådet?” spurgte Zeuthen.
Kvinden svarede: ”For at få venner.”

En overjordisk oplevelse

I virkeligheden er Iben Maria Zeuthen nok prædisponeret. Hun voksede op med en farmor, der var meget troende og havde ”en helt rolig kontakt til Gud”. 
”Der var ikke noget stort eller prangende over det – bare nærvær,” fortæller hun om farmoren, der var et fast holdepunkt i en ellers omskiftelig barndom.
Hun døde sidste år i august.
”Vi var med hende de sidste uger, og alle vidste, hvad der skulle ske. Det var en af mit livs største oplevelser,” siger Zeuthen, der mærkede, at det ændrede noget grundlæggende i hende at opleve døden på en ikke-traumatiserende måde.
”Der var helt klart noget overjordisk. En død, der afrundede i stedet for at ødelægge, lidt som en omvendt fødsel. Min farmor kom tilbage, hvor hun kom fra, og at få lov at være med hende i det uden frygt forstærkede min forståelse af min egen tro.”
Som ung oplevede hun døden som noget helt andet. En veninde døde af kræft, en ven tog sit liv – oplevelser, der fik døden til at virke som noget, der bare ødelagde livet. 
Det rokkede ved hendes tillid. Ved troen på, at der findes en mening. Men de sår, siger hun, blev helet af farmorens død, som også blev en påmindelse om, at der findes noget derude, ”som er der for os, hvis vi har ro til at erfare det – eller bliver tvunget til at erfare det”.
Hun smiler.
”Der er jo nogle, der møder Jesus og har ham som en storebror. Det har jeg aldrig været i nærheden af. Men jeg oplever et nærvær i det usagte.”

Kirken som fristed

For nylig holdt Iben Maria Zeuthen så en prædiken i Hornbæk Kirke. På forreste bænk sad en kvinde og græd lydløst gennem hele gudstjenesten. 
”Hun sad bare og smeltede som en istap,” fortæller Zeuthen. ”Ikke pga. mig, men fordi det rum opstod, hvor vi bare var sammen. De kan jo noget, de kirker.”
Helt almindelige mennesker, ”selv de fine Hornbæk-beboere”, går derind, knæler ved alteret og tager imod et lille stykke brød, som om det var det mest naturlige i verden. 
”Hvis folkekirken var en ny opfindelse, ville man jo være sådan: ’Ej, det er for mærkeligt,’” siger Zeuthen, ”men det er netop dét, der er så fint. At vi har et sted, hvor vi har aftalt, at her må vi godt bare være til stede. Her i det rum er der noget på spil, som vi ikke skal eller kan kontrollere.”
Efter prædikenen kom kvinden hen og sagde: ”Ja, tit når jeg er i kirke, får jeg lyst til at skrige. Altså, jeg får simpelthen lyst til bare at hyle det hele ud. Men det ville folk her i Hornbæk jo ikke forstå.”
Zeuthen fortæller, at præsten i Hornbæk Kirke afsluttede gudstjenesten med at takke havets dybde for at minde os om, hvor små vi er.
”Alle, der har fordomme mod folkekirken, ville komme til kort her,” mener hun, ”for i virkeligheden handler det jo om at tjekke ind med verden. Havet, himlen, menneskene omkring os. Alt det, der minder os om, at vi ikke selv er centrum for det hele.”
Hendes egen tro er stadig i bevægelse. Hun har en fornemmelse af, at der er et bjerg, hun skal bestige. Noget, der ligger foran hende, som vil bringe hende dybere ind. Men hun ved ikke endnu, hvad det handler om.
”Det er, som om det står stille – jeg ved ikke, om det er inde i mig eller udenfor.” 
Hun tøver et øjeblik.
”Jeg tror, det handler om ro. At jeg skal have mere ro i mit liv. Men hvad jeg så skal putte ind i den ramme, det ved jeg ikke.”
Så du har ikke regnet den ud?
”Jeg har jo ikke regnet noget ud. Tro er for mig en hensigtserklæring. Det er ikke en tilstand. Det er en hensigtserklæring, jeg kan skrive under på – at jeg vil prøve at vove mig udad, varsom og kærlig og klog.”