Interview: Lærke Bagger om at vise alt det frem, som de fleste vil skjule

En kæmpestor vikingeskibsformet arena dukker op under den skyfri himmel i norske Hamar. Lærke Bagger har rejst hele morgenen, og nu er hun endelig fremme – sammen med tusindvis af andre. Lige siden ankomsten i Oslo Lufthavn har hun fulgt strømmen af damer i strikkede sweatre, der ligesom hende selv er på vej til håndarbejdsfestival, og nu, hvor hun er fremme, er hun som en flue i en flaske. 

”Ej, en flot trøje, den der. Det er sådan en bergensisk egnstrøje – fuldstændig klassisk strikketradition,” udbryder hun og løber efter en norsk kvinde på sin egen alder.

”Undskyld! Hvor er det en flot trøje. Må jeg tage et billede af den?”

”Øhhh, jo,” siger kvinden, en anelse tøvende.

”Ej, hvis ikke du vil, så lader jeg være. Men den er så flot!”

Hun lusker tilbage igen, lidt flov over sin egen frembrusende adfærd.

”Så er der pludselig sådan et creep fra Danmark, som springer frem og ser helt mærkelig og træt ud, og som vil tage et billede af hende,” siger hun og griner og falder så i staver over to kvinder i færd med at strikke.

”Jeg kan slet ikke koncentrere mig lige nu. Det er en helt sindssyg teknik, der bliver brugt til den sløjfe der,” siger hun og følger intenst med et øjeblik.

Så søger øjnene igen i alle retninger. 

”Se her, nu kommer der nogle sypiger. De har selv syet det der, de har på. Det er helt sikkert.”

Til håndarbejdsfestival i Norge

Det er første dag for håndarbejdsfestivalen Fæbrikstad, der strækker sig over en weekend – med 8.000 forventede deltagere.

”Jeg snakkede med en af mine veninder forleden, hvor hun sagde: ’Vildt nok med en håndarbejdsfestival. Er der flere af dem?’ Øh ja, der er en hver weekend. Det er blevet big business,” siger Lærke Bagger, mens hun stiller sig i køen.

Hun er selv hovednavnet og skal runde lørdagen af med en to timer lang workshop, ’Knit it out’, som hun beskriver som en form for strikke- og hæklestopdans, hvor hun fortæller personlige historier, mens publikum strikker med på hendes ordrer.

”De bliver altid sure på mig, fordi jeg tvinger dem til at tabe kontrollen,” siger hun. 

”Jeg er nervøs, men det bliver også sjovt, for jeg skal ud at møde en masse andre som mig selv. Vi er sådan nogle vidunderlige weirdos, der lever derude, og nu bliver stenen vendt, og så kravler vi frem som små ørentvister.”

I køen får Lærke Bagger sit festivalarmbånd på.

”Det er som Roskilde Festival for strikkere. Og jeg skal så lukke hovedscenen i dag. Det er faktisk på en måde som at lukke Orange,” siger hun og tilføjer så: ”Ej, det må du ikke skrive. Så kommer jeg til at lyde som sådan en nar!”

Men for det første råder Lærke Bagger altid andre til ikke at gøre, hvad der bliver sagt, og for det andet så passer det. Den 39-årige nordjyde er blevet et vaskeægte ikon med fans over hele kloden. Hendes strikkebøger er oversat til adskillige sprog, og på Instagram har hun næsten en kvart million følgere. I udenlandske medier er hun blevet omtalt som en ’rockstjerne inden for strik’ for sine legesyge, anarkistiske kreationer – og for at bryde reglerne og dyrke fejlene.

For et par år siden beskrev hun selv strikkens udvikling således over for DR: ”Først var det pinligt. Så blev det underligt. Og nu er det cool.” Og i den verden er hun den cooleste af de cool.

”Men der er også mange, der absolut ikke kan lide mig, og som synes, at jeg er exceptionelt provokerende,” siger hun og fortæller om en besked fra en ældre engelsk dame, der – efter at hendes første bog var udkommet i Storbritannien – skrev, at hun var det dårligste forbillede ever. 

”Der er både et topløst billede af mig og et, hvor jeg ryger. Det, syntes hun, var det mest vamle og amoralske nogensinde,” griner Lærke.

En strikkehelt i strikkemiljøet

Om de sure strikkere er blevet hjemme, er ikke til at sige, men det er helt andre typer, der opsøger Lærke Bagger i Vikingeskibet i Hamar. Hun er ikke gået mange skridt ind i den kæmpemæssige arena, hvor tusindvis af fremmødte vrimler mellem de forskellige boder, der tilbyder alskens varianter af håndarbejde, før hun første gang bliver stoppet.

”Jeg er helt starstruck!” udbryder en norsk kvinde begejstret. Øjeblikket efter sker det igen – denne gang fra en ung pige, der tager hænderne op for munden.

”Ej, tænk at møde Lærke Bagger!” 

Lærke får også hele tiden selv øje på kvinder, der er iklædt hendes design. Ofte kan hun ikke dy sig for at råbe: ”Flot sweater! Rigtig flot!”

”Det er virkelig det største kompliment, man overhovedet kan få som designer, at nogen går i ens tøj. Og et endnu større kompliment, at nogen selv har brugt 50, måske 100 timer af deres liv på at lave ens design og så går i det efterfølgende,” siger hun og bliver så afbrudt endnu en gang, da en ældre norsk kvinde prikker hende på skulderen.

”Du er min helt. Min strikkehelt!”

Stress i lufthavnen

Langt tidligere på dagen står Lærke Bagger i Kastrup Lufthavn med rejsenerverne uden på tøjet.

”Det er jo helt vildt stress. Er du god til sådan noget? Jeg er vildt dårlig til det,” siger hun, lettere febrilsk, men også glad, nervøs, spændt, usikker. Hun er mange ting på en gang, som hun altid er, når hun er på farten.

Hun kigger sig om efter et sted at sidde, men kan ikke spotte en plads og bliver så stående. I stedet tager hun sin printede flybillet frem fra jakkelommen.

”Der er meget, jeg er god til, men lige det her …,” siger hun og leder efter sædenummeret. ”Hvor kan man se, hvor man sidder henne? Ser det ikke helt forkert ud?”

Da hun har konstateret, at flybilletten er fuldstændig normal, ændrer hendes fokus sig igen.

”Vent, jeg skal lige tisse først. Jeg kan ikke overskue at gøre det på flyveren.”

Fremme i Oslo Lufthavn kan hun ikke få lov til at købe en togbillet i automaten, og hun har heller ikke – som alle festivalens foredragsholdere – modtaget en gratisbillet på forhånd.

”Prøv lige at fortælle mig, hvorfor der er nogle mails, jeg ikke har fået. Er det, fordi min mail er hacket?”

Så finder hun alligevel billetten i spamfilteret, men for at tage den i brug skal hun først registrere sine oplysninger på en hjemmeside.

”Åh, det er sådan noget, jeg virkelig bliver stresset over,” siger hun og ender med først at få håndarbejdsfestivalens pressedame i røret og lidt efter en ansat for de norske statsbaner, der tålmodigt forsikrer hende om, at hun gerne må springe på toget.

”Er du sikker på det? Ham der konduktøren, giver han mig ikke bare en bøde?”

Lidt efter ruller toget ind på perronen – propfyldt.

”Åh, hvorfor er det sådan her?” jamrer hun og aser og maser for at finde en stående gangplads, før hun endelig kan le ad det hele, da toget sætter i gang. 

”Men det er jo nok noget, der stammer tilbage fra min barndom og den utryghed, jeg følte i forhold til min far.”

Utrygheden i æbleplantagen

Lærke Baggers forældre blev skilt, da hun var helt lille, og sammen med sin mor flyttede hun til en lejlighed i Vestbyen i Aalborg, mens hendes far flyttede ud på en æbleplantage 20 km sydpå ved Rold Skov. Hun besøgte ham hver anden weekend, og det var noget helt andet end hjemme hos mor. Hun var vant til fredelige lege med sine Barbiedukker, men faren syntes, at rigtige børn skulle lære at boltre sig udendørs.

Han var en outdoor-mand med skovmandsskjorte og lædervest, som opildnede hende til at klatre i træer og rundt på maskinerne, og da hun til sin fødselsdag ønskede sig en Jasmin-Barbie, gav han hende i stedet en snittekniv. Som syvårig fik hun også en tur på ladet af hans bil, mens han kørte af sted med 80 km/t – og så gjaldt det ellers om at holde fast.

”Der var sådan en utryghed forbundet med at være hos ham, for han var jo en nøgleperson i mit liv, men jeg vidste ikke, hvor jeg havde ham. Det forplantede sig som sådan en konstant følelse af utryghed i min barndom,” siger hun.

Det hjalp ikke, at faren også var lunefuld. Det ene øjeblik var han festlig, og det næste øjeblik sprang proppen af, og så fik hun skældud for at være ”en dårlig datter”.

Det var først som otteårig, at Lærke Bagger fik fortalt sin mor, at hun ikke brød sig om at besøge æbleplantagen, og så blev der sat en stopper for den faste aftale. Men følelsen af utryghed blev siddende i hende.

”Jeg kan stadig se det på alle mulige måder i mit liv – f.eks. når jeg skal steder hen. Jeg kan ikke engang lide at tage bussen og tager altid en taxa. Det handler enormt meget om tryghed. Jeg har også virkelig godt styr på mine penge. Jeg har sådan et inderligt behov for fundamental tryghed alle de steder, som jeg selv kan styre.”

Startede tidligt med strik

Da Lærke Bagger var seks år, fik hendes mor en ny mand, Henning, og sammen flyttede de til Hasseris i det sydvestlige Aalborg. Hun elskede at være hjemme i huset, hvor hun kunne lege med sine Barbier i fred og ro, og som otteårig fik hun også en anden interesse: strikning.

Lige så længe hun kunne huske, havde hun set sin mor og mormor i færd med at strikke, brodere og male, og der lå altid farver, papir, garn og sakse og flød på bordene.

”Der har altid været en tradition i min familie for, at man sad ned og havde noget i hænderne,” siger hun og fortæller, at hun selv, med blandet succes, begyndte at eksperimentere med at lave halstørklæder. 

”Det tog lang tid at blive god, men det tog ikke lang tid at finde glæden i det.”

Senere begyndte hun at sluge gamle håndarbejdsbøger, som hun fandt i genbrugsbutikker og på loppemarkeder, med hedengangne mønstre og håndarbejdsteknikker, som hun prøvede af sammen med helt frisk inspiration fra modemagasiner som Vogue.

”Jeg kunne lære det af min mor, men jeg blev altid skidesur på hende på den der klassiske forælder-barn-agtige måde: ’Du er dårlig til at lære mig det!’”

”Og så kunne jeg gå ned i den lokale strikkebutik, men tidligere var garnmiljøet ret snobbet. Det var sådan lidt Damernes Magasin i ’Matador’, og de var ikke specielt interesserede i at hjælpe en eller anden 12-årig, der kom og stillede dumme spørgsmål.”

Opgør med perfekthedskulturen

Det var med en skjult drøm om at søge ind på Designskolen, at Lærke Bagger flyttede til København som 20-årig, men hun troede ikke nok på det, og derfor begyndte hun i stedet på religionsvidenskab på universitetet. Her strikkede hun sig igennem alle forelæsninger, og da de efter et halvt år kom til eksamenerne, måtte hun konstatere, at hun ikke havde fået taget en eneste note, og endte med at droppe ud.

Hun fik job på Nørrebro-baren Props, hvor hun hurtigt blev kendt som ’den strikkende bartender’, og ved siden af fik hun et ubetalt praktikophold hos strikdesigneren Isabel Berglund. Sådan gik der tre år, før hun til sidst havde selvtillid nok til at søge ind på Designskolen – og blev optaget i første hug.

Her slog hun sig løs med vilde projekter, som da hun til sin afgangseksamen brugte fire måneder på en kollektion for så en uge inden eksamen at smide det hele ned i et farvebad med uforudsigelige følger.

I den periode lagde hun kimen til det opgør med perfekthedskulturen, som hun personificerer i branchen i dag. Men det var ikke et opgør, der kom ud af det blå. 

I løbet af sine teenageår havde Lærke Bagger udviklet en spiseforstyrrelse, og i den første tid i København var den for alvor eskaleret med en kombination af anoreksi og bulimi. I flere dage spiste hun ingenting for så at overspise, kaste op og begynde forfra. Hun blev så syg og afkræftet, at hun kom på sygekontanthjælp og end ikke kunne holde orden i sin lejlighed. Og da det stod allerværst til, flyttede hendes mor over til hende i København for at hjælpe, indtil hun kom i behandling.

”I dag lever jeg i balance, men spiseforstyrrelsen er en del af mig og vil aldrig slippe mig. Det var en måde at opnå kontrol på – på et tidspunkt, hvor der ingen kontrol var,” siger hun og fortæller, at hun lige siden har tvunget sig selv til at elske kontroltabet.

”Det er under kontroltabet, at jeg er mest skabende. Jeg løber konstant spidsrod mellem de to poler: 100 % kontrol, som er kedelig og tryg, og så kontroltabet, hvor alt det spændende sker.”

Strik i X Factor

Efter Designskolen begyndte Lærke Baggers karriere hurtigt at tage fart. Hun fik hul igennem til den pæne strikkebutik Kit Couture og fik også mulighed for at iklæde Mette Lindberg, dengang ’X Factor’-dommer, et af sine design – en striktrøje med 25.000 perler på. Det eksponerede hende for hele Danmark, og lidt efter var hun også i vinduet i den anerkendte butik Holly Golightly.

Det kørte, men på den private front var alting mere omtumlet. Hun og hendes far havde kun haft sporadisk kontakt, siden hun var otte år, og mest igennem breve, hvor han gav hende skylden for, at de ikke længere havde den samme relation. Da hun var 15, var han flyttet til Grønland med begrundelsen, at der jo ikke længere var noget for ham i Danmark, når end ikke hans egen datter ønskede kontakt.

De forsøgte at klinke skårene 10 år senere og lykkedes med det – for en stund i hvert fald. For da faren var hjemme fra Grønland for at bo hos datteren i et par dage, røg de konstant i totterne på hinanden, og til sidst ringede Lærke grædende til sin mor og sagde, at nu kunne hun ikke længere holde det ud.

”Du behøver jo ikke at se ham, hvis du ikke vil,” sagde hendes mor. 

Det var en befrielse at høre, og efterfølgende sendte Lærke en mail til sin far, hvor hun bad ham om ikke at kontakte hende. Og i de efterfølgende tre år havde de ikke kontakt.

Indtil den dag hvor han grædende ringede og fortalte, at han skulle dø.

Fandt avisudklip i farens hus

Det viste sig, at Lærke Baggers far havde købt et hus i Nordjylland med håbet om, at de kunne begynde på en frisk. Men det nåede de ikke. Han havde nemlig fået konstateret uhelbredelig lungecancer, og de sidste måneder af sit liv tilbragte han på Rigshospitalet.

Lærke besøgte ham jævnligt, de kom tættere på hinanden, end de havde været i mange år, og faren nåede at møde hendes otte måneder gamle datter, Lulu, før han gik bort.

Fordi Lærke var farens eneste barn, var det også hende, der skulle stå for at rydde op i huset. Og inde i soveværelset, i en kommodeskuffe, fandt hun en mappe med en kæmpe stak udklip fra aviser og blade. Om hende selv.

”Det er jo en dårlig film,” siger hun. 

”Han havde aldrig anerkendt mig for noget, jeg havde lavet. Han havde aldrig givet udtryk for, at han havde læst eller set noget af det, og han havde heller aldrig nogensinde rost mig. Han syntes tværtimod, det var mærkeligt, det, jeg lavede.”

Det var i det hele taget en vanvittig, surrealistisk oplevelse for Lærke Bagger at gå rundt i et hus, som hun aldrig havde sat sine ben i før, der tilhørte en far, som hun aldrig rigtig havde kendt, og kigge i hans ting.

”Der hang også et billede af mig over hans seng. Det, han lå og kiggede på, når han lagde sig til at sove, var et billede af mig – og et billede af John Lennon,” siger hun og fortæller, at hun havde svært ved at finde ud af, hvordan hun skulle forholde sig til det hele.

”Jeg blev glad, men jeg blev også vred og ked af det, fordi jeg også var sådan: ’Hvorfor helvede sagde du ikke noget?’ Det handlede jo ikke om artiklerne eller de ting, der stod i dem. Det handlede om interessen i mit liv og anerkendelsen af, at han var stolt af mig. For den bekræftelse havde jeg brug for at få, mens han levede.”

Ud af sorgen og dødsangsten voksede et nyt mantra

I tiden efter fik Lærke Bagger det meget skidt. Både fordi hun havde mistet sin far, og fordi hun blev frygteligt bange. 

”Jeg var hele tiden bange for at dø, og hvis ikke jeg skulle dø, var jeg bange for, at mit barn skulle dø, eller at min mor skulle dø. Jeg var bange hele tiden,” siger hun og fortæller, at hun i månederne efter var overbevist om, at hun havde kræft i munden, kræft i armene, kræft i tåen – alle mulige steder. 

Hun gik hos en terapeut for at forstå sin dødsangst, og de ting, hun ikke kunne sætte ord på, fik hun ud igennem strikkepindene. Men vigtigst af alt tilgav hun sig selv.

”Der er mange ting, jeg ville have gjort anderledes. Jeg fortryder, at vi var uvenner i tre år, for det var mig, der ikke ville se ham. Jeg fortryder alt muligt, og ja, jeg var vred på ham over, at han ikke var en bedre far, men jeg kan ikke ændre på noget af det nu, så hvorfor spilde så meget energi på at fortryde ting?”

Indtil Lærke Bagger lavede sin anden bog, var forholdet til hendes far stadig fyldt med frustration, men i skrivearbejdet faldt nogle ting på plads.

”Han efterlod et vidnesbyrd om, at han elskede mig. Ja, vi spildte tiden, og vi misforstod hinanden, men altså, livet går jo videre, uanset om du går med det eller ej, så på et tidspunkt må man også give slip og acceptere, at nogle ting kan man ikke ændre.”

Ud af sorgen og dødsangsten voksede et nyt mantra for hende: ”Nu er vi her sammen. Hvem ved, hvad der sker om fem minutter, men lige nu, der er vi her sammen.”

”Jeg insisterer på at være til stede i nuet sammen med dem, jeg er sammen med. Det er også noget, der er kommet, efter jeg så ham dø. For jeg så ham rent fysisk visne hen over de sidste 2-3 måneder, og det er helt exceptionelt voldsomt. Så får man en respekt for livet.”

Tilpasning til norske strikkefans

Efter utallige selfies og krammere med norske strikkefans – og et par danskere – og efter at have shoppet to sweatre, som hun ikke kunne modstå, er Lærke Bagger i humør til en fadøl. Eller det har hun faktisk været hele dagen, men nu er det blevet særligt påtrængende.

I boden får hun dog alligevel kolde fødder.

”Jeg gider ikke, hvis det er sådan noget med, at folk ser ned på mig, fordi jeg drikker fadøl,” siger hun og scanner langbordene. 

”Det er jo meget håndarbejdsstilen med en lille kaffe og en lille basse.”

Så hun nøjes med et glas cava. Der er efterhånden kun en times tid til workshoppen, og nerverne er begyndt at melde sig.

”Norge er ikke det land, der elsker mig mest. De er meget traditionelle, hvor de i Finland har en mere eksperimenterende tilgang til håndarbejde. Hvis det var i Finland, var der stensikkert fuldt hus. I dag er jeg mere i tvivl. Men dem, der kommer, får en ordentlig lussing, et spark i røven og til sidst et smækkys,” siger hun.

Lidt efter fortrækker hun til backstagelokalet for at kigge sit slideshow igennem en sidste gang. Her er uldne blå sofaer, åbne bagerposer med kanelsnegle, danskvand og limonade.

”Jeg kan godt mærke, at jeg bliver lidt selvbevidst, for nu begynder min hud at slå en lille smule ud, fordi jeg er nervøs,” siger hun, da hun har klappet skærmen sammen igen. 

”Men o.k., måske gad man godt, at ens hud var pænere, at man ikke var så rød i hovedet, og at man ikke havde været vågen siden klokken fire, men det er jo egentlig ikke vigtigt. Det vigtige er, at publikum og jeg får det fedt.”

En af festivalens ansatte, en mand omkring de 30, kommer ind i lokalet.

”Jeg gad godt have en fadøl med ind i rummet. Må man det?” spørger hun.

”Det er nok ikke så godt på scenen. I Norge vil det virke useriøst. Altså, jeg har ikke noget imod det, men det vil mange andre synes,” svarer han.

”Fair nok, when in Rome …”

Vælg garn, der gør dig bange

Der er stuvende fuldt, da den norske konferencier byder velkommen i salen.

”Nu er I sikkert trætte af at høre på mig, men vi har heldigvis sendt en gæst over fra Danmark, som er en supercool, fantastisk, helt rå superstjerne: LÆRKE BAGGER!”

”Tusind tak for den fantastiske introduktion. Jeg starter med at sige, at jeg er kjempe nervøs,” udbryder hun til latter i salen.

”Er I klar? Nu bliver det spændende. Præmissen for vores eksperiment i dag er, at I skal slippe kontrollen fuldstændig. Er I med på det?”

Så grines der igen, lidt nervøst.

Hen over de næste to timer fortæller Lærke Bagger sin livshistorie, mens hun udstikker kommandoer til publikum. Så skal de finde det garnnøgle i bunken, som var deres yndlingsfarve som barn, så skal de vælge et garnnøgle, som de ikke kan lide – og give det videre til sidepersonen. Og midt i det hele skal de lave et hul i strikketøjet, lige der hvor de er.

De skal også vælge garn, der gør dem bange, og på et tidspunkt skal de lukke øjnene og mærke, hvad de følte, da de vågnede – og vælge et nøgle, der repræsenterer den følelse. Hver gang Lærke Bagger har fremvist et af sine mange design og fortalt historien bag, spørger hun ud i salen: ”Er det ikke fedt? Man må også godt sige, hvis det er grimt.”

Det er først hen mod slutningen, da hun har præsenteret sin norsk folkedragt-inspirerede sweater, at én i publikum griber den mulighed. 

”Hvem kan ikke lide den? Hvorfor?”

”Den skriger i mine øjne,” kommer det fra kvinden.

”Skriger den i dine øjne? Det tager jeg jo som et kæmpe kompliment!”

En sweater, der vækker følelser 

Så når Lærke bagger til det sted i work­shoppen, hvor der dukker et billede op af hende på skærmen, hvor hun ser usædvanlig trist og træt ud. For første gang går hun lidt i stå.

”Det er faktisk lidt svært at fortælle om den her sweater,” siger hun og må tage en tår vand.

”Jeg kan ikke være god hele tiden. Kender I det? I sidder alle sammen og kigger på mig, og det er svært at fortælle om, og så bliver jeg nervøs. Og jeg bliver også ked af det. Men jeg synes også, at det er en vigtig historie.”

Det er historien om den sweater, som hun lavede i forbindelse med sin fars død, da hun var allerdybest nede i et hul. Og da hun er igennem den, klikker hun videre til et billede, hvor hun, hendes mand og hendes to børn har den på.

”Tænk, hvis det havde været anderledes, og han også havde fået lov til at få den på.”

Som en af de sidste kommandoer skal publikum vise deres strikkeprøver frem til sidemanden og rose hinanden.

”Hvis der var noget, jeg lærte i forbindelse med, at min far døde, og vi ikke fik sagt, at vi elskede hinanden, så var det, at når man har noget godt at sige, så skal man eddermame sige det,” siger hun og hæver stemmen. 

”Nu vil jeg have, at I skal rejse jer op og kaste et garnnøgle op i luften, og hvis man griber det, beholder man det. Op med det! Tusind, tusind tak for i dag!”

I et øjeblik eksploderer alting i garnnøgler og latter, og fra scenen bevidner Lærke Bagger seancen med et stort, triumferende smil.