Derfor er chokolade blevet så dyrt

Det kan føles, som om alt bliver dyrere. Det rammer dog visse varer hårdere end andre. Blandt de varer, der er steget mest i pris, er chokolade. Her finder du ud af, hvad der er sket

Det er efterhånden ikke noget fordelagtigt syn, man bliver mødt med, når man bevæger sig ned ad gangene i supermarkedet. For priserne stiger, og særligt nogle varer bliver hurtigt dyrere. Især for chokolade er prisstigningen opsigtsvækkende.

Helt præcis er den populære luksusvare blevet 20 procent dyrere fra 2024 til 2025. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Det placerer chokoladen blandt de varer, der er blevet allerhårdest ramt af prisstigninger.

Så meget er forskellige varer steget det seneste år

  • Kaffe: 32,1%
  • Kakao- og chokoladepulver: 26,5%
  • Oksekød: 20,8%
  • Chokolade: 20%
  • Smør: 17,2%
  • Ost: 10,8%
  • Yoghurt: 10,3%
  • Lamme- og gedekød: 9,2%
  • Konserverede frugter: 7,9%
  • Mælk: 7%

Ekstremt vejr ødelægger høsten

Chokoladens skæbne er ikke tilfældig. Spørger man professor i landbrug og klimaændringer ved Aarhus Universitet, Jørgen E. Olesen, skyldes den hovedsageligt to centrale faktorer. Først og fremmest påvirker klimaforandringerne høsten meget negativt. 

Chokoladehøsten lider til dels af de samme udfordringer som kaffehøsten, der, på grund af højere temperaturer, er blevet dårligere. For kakaoplanten, der faktisk tåler højere temperaturer end kaffeplanten, er det dog et andet vejrfænomen, der gør sig gældende.

”Ekstreme vejrforhold spiller en rolle for en fejlslået kakaohøst. Det er især ekstrem regn, der har slået kakaoblomster og -frugter i stykker,” forklarer Jørgen E. Olesen.

Dårlig vedligeholdelse af plantagerne

Når kakaoplantagerne bliver udsat for ekstremt og mere udfordrende klima, skal der arbejdes ekstra hårdt for at vedligeholde dem. Noget, de ikke har været udpræget gode til i de kakaoproducerende lande.

”Med klimaforandringerne kræves det, at man holder sine plantager ved lige og gøder dem jævnligt. Og det kan man nok godt sige, de ikke har gjort, og så bliver de særligt følsomme over for klimaet. Så de høje priser er ikke kun en effekt af klimaforandringerne, men også hvordan man har passet på sin industri,” siger Jørgen E. Olesen.

Når man bliver præsenteret for udefrakommende forandringer, der svækker produktionen, må man jo gøre, hvad man kan for at følge med tiden. Og fulgt med tiden har man ifølge Jørgen E. Olesen ikke gjort.

”De lande, der har en kaffeproduktion, f.eks. Ghana, har ikke investeret godt nok i udvikling af kakaoplantagerne og kakaodyrkningen, således at udbytternes udgangspunkt har været for små.”

Foruden Ghana og andre lande i Vestafrika dyrkes der også meget kakao i sydamerikanske lande som Brasilien og Ecuador samt i Indonesien.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Farvel til chokoladeafgiften?

Imidlertid har regeringen opfanget, at vi ikke bare kan lade de voldsomme prisstigninger ske, uden at vi i hvert fald forsøger at gøre noget ved det. Derfor meldte de den 22. august ud, at de fra sommeren 2026 vil fjerne afgiften på blandt andet chokolade.

Tiltaget vil koste statskassen 2,4 milliarder kroner om året.