Er pak choi det nye kinakål?
Duer, duer ikke. Duer, duer ikke. Det er ikke prinsessen fra ’Klods Hans’, men plukkere af pak choi, der sirligt udvælger, hvilke eksemplarer der får lov til at køre med på båndet og ind i høstvognen her på en af Axel Månssons marker lidt uden for Brande.
”Af og til griner høstmedarbejderne, når jeg bevæger mig væk fra skrivebordet og ud i marken,” fortæller han, mens han fører en kniv til bunden af en pak choi.
”Jeg ved ikke engang, om jeg tør lægge den op på båndet,” fortsætter han, mens fire af de ansatte smiler overbærende.
Axel Månsson er ejer af Axel Månsson A/S, der med sine 2.100 hektar er en af Danmarks største producenter af grøntsager. 32 forskellige arter af grøntsager leveres til forbrugerne i Danmark fra gården lidt uden for Brande. Og en af disse er altså pak choi.
”Alt, hvad vi høster i dag, ender på butikshylderne i morgen. Sådan har vi valgt at gøre tingene her for at sikre, at forbrugerne altid får friske grøntsager,” fortæller ejeren, der har leveret grøntsager til danskerne i over 40 år.
Hvad er pak choi?
Pak choi er en kål, som stammer fra Asien. Der findes mange typer og sorter. I Danmark ses oftest den kompakte Shanghai-type med limegrønne saftfyldte bladstilke og en grøn bladtop. Selvom pak choi hører til kålfamilien, er den ikke kategoriseret som en grov grøntsag. Smagen er en blanding af spinat og kinakål. Man kan også få mini-pak choi i specialbutikker.
Du kan spise pak choi rå, stegt og kogt. Bladene skal tilberedes i kortere tid end stokken. Brug pak choi i salater, stegte nudler, supper, eller steg den på panden i lidt olie.
Kilde: GoCook
Pak choi har overtaget kinakålens popularitet
Men hvordan ender man med at dyrke pak choi? I mange år udgjorde kinakål en del af hektarerne på Axel Månssons marker, og kinakål var også den grøntsag, Axel begyndte at producere tilbage i 80’erne. Men for syv år siden sneg den asiatiske pak choi med de saftige limegrønne bladstilke og grøn bladkrone sig ind foran i markrækkerne.
”Kinakålens popularitet var nedadgående, mens pak choi var noget, der pludselig blev serveret på restauranter. Det er en påvirkning fra det asiatiske køkken, og det er jo sådanne tendenser, der flyder ind i samfundet, og noget, vi gerne vil være på forkant med. Nu skal danskerne lære, hvordan de bruger pak choi på deres egen måde,” fortæller Axel Månsson.
Bag processen med at få pak choi i produktion ligger grundige overvejelser og tests. For så snart Axels team spotter en bestemt grøntsag, har de en demo-mark, hvor de tester og vurderer, hvordan den bestemte grøntsag håndteres og arter sig i det danske klima. Og pak choi var en af de grøntsager, der ikke skulle bruge lang tid i testmarken, før den blev populær.
”Pak choi er en af de grøntsagsarter, vi kun har haft på vores demo-mark i ét år. Den sort af pak choi, vi havde fundet, var kompakt, ensartet og lækker. Den faldt vi virkelig for. Allerede året efter producerede vi den i større skala,” siger ejeren.
"Økologi handler om, at holde hus med sine ressourcer"
Hos Axel Månsson har de også en vision om selvforsyning. Med eget økologisk biogasanlæg, hvor hønsemøg fra egen økologisk ægproduktion sammen med andre biomasser udvikler gas til opvarmning, og den afgassede biomasse nyttiggøres som frugtbar gødning til grøntsagerne.
”Det er jo på hele gården, at vi tænker bæredygtighed ind. Økologi handler jo om, at man holder hus med sine ressourcer, og vi tager økologien helt bogstaveligt,” fortæller han.
Høstes den ene dag - på hylderne den næste
På en plet blandt de 2.100 hektar er høst af pak choi stadig i gang. Pak choi i rækkevis troner med deres grønne blade viftende i vinden. En John Deere-traktor trækker en høstvogn, hvor de plukkede kål skylles og lægges i kasser, så de er klar til at lande på pakkeriet, der grænser op til gården og flere af Axel Månssons marker.
”Det perfekte snit er, hvor knivbladet akkurat efterlades uden jord på bladet,” konstaterer Axel Månsson, mens han modbeviser sine ansattes tidligere så overbærende blikke.
Når marken er høstet for morgendagens pak choi-bestillinger, fragtes kålen til Månssons nærliggende pakkecentral, hvor den bliver kvalitetskontrolleret en ekstra gang, før den emballeres og står på køl, inden den sendes af sted mod supermarkedernes hylder – og forbrugernes maver.
Om Axel Månsson A/S
Axel Månsson A/S er en af Danmarks største producenter af økologiske grøntsager med over 40 års erfaring. Siden 1976 er arealet vokset fra 43 hektar til ca. 2.100 hektar i 2024, hvoraf størstedelen dyrkes økologisk.
Axel Månsson er bl.a. Danmarks største producent af icebergsalat og tilbyder et bredt sortiment af andre økologiske grøntsager, bl.a. pak choi.
Kilde: Axel Månsson A/S