Årets sødeste kassedame: Steven var hjemløs men fandt sin hylde som kasseassistent

Steven Olsen er kåret som årets kassedame m/k 2024, men få kunder ved, at han har levet et hårdt liv som hjemløs, inden han satte sig bag kassen i 365discount
Steven Olsen, årets kassedame, 2024

Alle kunder, der kommer igennem Steven Olsens kasse i 365discount, behandles ens. Uanset om det er en hjemløs eller en direktør. Nu er han kåret som årets sødeste kassedame m/k, 2024

Hver morgen bruger Steven Olsen en time i bus og metro for at komme fra sit hjem i Gladsaxe til sit job i 365discount i Kastrup på Amager. Om eftermiddagen tager han turen hjem igen. Den lange transporttid til trods er arbejdsglæden stor. Og nu anerkendes den sjove og vellidte ekspedient for sit altid gode humør i kassen. 

Ugebladet Hjemmet og kunderne, der kender ham, har kåret ham som årets sødeste kassedame m/k 2024.


»Jeg har stemt på Steven, og det har hele min familie også, fordi vi er rigtig glade for at handle hos ham,« siger en kunde, der gerne passerer andre supermarkeder på vejen for at handle i Stevens kasse. 


Steven Olsen siger selv om sin sejr:
»Det betyder alt for mig. Det betyder, at jeg gør noget rigtigt, når jeg sidder oppe i kassen. Jeg sørger altid for, at mine kunder går ud af butikken med et smil - også selvom de har en møgdag,« siger Steven Olsen og kigger på sit diplom: »Den her skal over og stå i kassen.«


Steven var hjemløs i et år.
Steven Olsens glæde ved at arbejde i 365discount giver god mening.
»Jeg var hjemløs i et år, hvor jeg boede på bænke og levede af mad fra tankstationer og McDonald’s,« husker den i dag 57-årige Steven Olsen.
»Det var en hård tid, og jeg følte ikke, at jeg fik nogen hjælp.«


Dengang boede han i Nyborg, og når han prøvede at finde arbejde, fik han ofte det svar, at han ikke passede ind i et ’ungt team’. Derfor levede han på bænken af sin kontanthjælp, indtil han en dag tog ’tilbage til Danmark,’ som han kalder det, hvor han i en periode boede på herberg i København.
»Der blev jeg sendt i arbejdsprøvning i Fakta i Kastruplundgade. Det var jeg glad for, for jeg ville gerne vide, om jeg stadig kunne arbejde i butik, men de første dage var virkelig hårde,« siger Steven, som i mange år har arbejdet i detailhandlen.


Altid tid til en sludder.
Han kom hurtigt efter det. Nu har han været kassedame i 11 år på fuld tid, og i dag er han kendt som en kæk, sjov og vellidt ekspedient.


»Butikschefen Michael faldt for mig. Så da han rykkede hertil, tog han mig med,« siger Steven med et skævt smil og kigger sig omkring i supermarkedet.
»Det betyder alt, at jeg nu kan forsørge mig selv. Jeg føler mig fri til at gøre, som jeg vil. Jeg har nu ingen planer om at skulle have et andet job igen. Jeg er vist også blevet for gammel til at søge andet, så nu bliver jeg her, til jeg går på pension om 11 år,« lover Steven.


Mange af de handlende kender Steven, selv om de måske ikke kender hans baggrund. Men de kender hans rappe replikker.
»Jeg kalder for eksempel de ældre kvinder for ’unge dame’, og når de så siger deres alder, så siger jeg, ’Jamen det går jo ikke, at jeg kalder dig for en gammel havgasse’,« siger Steven.
»Den slags kan de godt lide, og efter mange år i branchen kender jeg efterhånden grænserne. Jeg er fræk på den gode måde over for kunderne, og så kan jeg faktisk godt lide de kunder, som svarer lidt igen – på den sjove måde. Og så har jeg altid tid til en sludder.«

For ham er det vigtigste, at kunderne er en lille smule gladere, når de går ud af forretningen, end da de kom ind.

Læs mere om