Daniel var usynlig. Nu er han en af Gadens Stemmer

Caffe latte med 4 stænger sukker

Jeg fryser allerede gennem flere lag vintertøj, da Daniel dukker op fra metroundergrunden på Christianshavns Torv klokken 11 om formiddagen. Hans jakke står åben, så man kan se logoet fra Gadens Stemmer på hættetrøjen, og handsker er ikke nødvendige, for hans krop har vænnet sig til kulden. Han sætter kursen direkte mod Superbrugsen, hvor man kan købe to go-kaffe, og her tager han ikke 1, men 4 stænger sukker med til sin caffe latte.

»Så er det næsten et helt morgenkomplot,« siger han med et glimt i øjet og knas på stemmen, som hvis man har haft en hård nat. Han roder efter noget i rygsækken, som viser sig at være en lille snaps, og den ryger ned i latten sammen med sukkeret. »Jeg er jo alkoholiker for fa’en, så er kaffe ikke nok,« griner han og åbner også en dåse-Tuborg.

Daniel hilser kort på en mand i læderjakke, der råber til sin boxer Gerd, at den skal holde kæft, og en rødmosset mand med iturevet ærme kommer hen for at snakke om, at en mand ved navn Allan har givet ham for meget morfin. Vi når at møde 6 gadefolk, som kender Daniel, inden dagens tourgruppe, en skoleklasse, ankommer.

Hjemløsheden startede ved første anbringelse

Nu er øllen pakket væk, og Daniel genner rutineret 9.-klassen ud til siden, så de ikke står midt i det hele.

»Hej med jer. Jeg hedder Daniel, og jeg skal fortælle jer om, hvordan det er at leve på gaden.«

På hjemmesiden under »mød guiderne« står der, at Daniel er 43 år, født og opvokset på Christianshavn og har været hjemløs i 7 år, efter at han fik nok af et liv med misbrug og kriminalitet. Hvordan livet tog denne retning for den karismatiske fyr, falder på plads brik for brik, i takt med at han tager os med ind i sit barndomskvarter Christianshavn.

»Min hjemløshed startede allerede første gang, jeg skulle pakke min taske og flytte væk hjemmefra,« starter Daniel, og der bliver stille blandt eleverne, mens han fortæller. Om hvordan hans første anbringelse som 9-årig og livet som institutionsbarn har gjort ham rodløs. Om at han stadig har svært ved at fungere mellem fire vægge og derfor stiller sin lejlighed til rådighed som herberg for andre hjemløse og selv foretrækker at sove på brosten med sin rygsæk som hovedpude. Om hvordan hver dag går ud på at klare sig igennem til den næste. Men også om Christianshavn, som har en særlig plads i hans hjerte.

Vi går væk fra torvet og ind i de brolagte gader.

Engang var vi bedre til at hjælpe hinanden

»Er der nogen af jer, der kender Huset på Christianshavn?« spørger han retorisk ud i flokken, da vi stopper foran Rottehullet, som er stamværtshus i den kendte danske tv-serie. Titlen giver jo lidt sig selv, fortsætter Daniel, men den handler om mere end det. Den handler om at være arbejderklasse på Christianshavn i gamle dage, og da gik man ikke på café, man gik på værtshus, når man skulle have en bajer og en snak. I det hele taget giver serien et godt indblik i, hvordan christianshavnerlivet var dengang, synes Daniel.

»I skal tænke på, at Christianshavn var et gammelt arbejderkvarter med soldater og sømænd, så man holdt sammen, for der var ikke særlig mange, der havde særlig meget. Dengang var vi bedre til at hjælpe hinanden, end vi er nu. Det er egentlig bare det, jeg vil fortælle,« siger Daniel til flokken, og brynrynken glatter sig ud, da han hæver stemmen og hopper et par gange: »Fryser I? Det er godt, husk at vippe på tæerne. På gaden er det vigtigt at holde sig i gang,« siger han med kampgejst som en fodboldtræner. For ellers kan man få krampe eller, endnu værre, søvndøs, som er, når du bliver så nedkølet, at du kan dø af at falde i søvn.

Vil I have den hårde version?

Eleverne begynder at småsnakke, mens Daniel fortæller om skæve, fredede bygninger, om Frelsens Hær, som var nogle af de første til at dele tøj og mad ud til udsatte om vinteren, og om det, der engang hed Asyl for Småbørn og husede forladte børn af prostituerede. For hvert gadehjørne bliver vi klogere på Christianshavns historie, men børnenes fulde opmærksomhed får Daniel kun, når han serverer sine personlige historier. Som da vi stopper ved Snorrebro, som man kan krydse for at komme til Christiania, eller for Daniels vedkommende, for at tjene hurtige penge.

»Den her bro mindede mig om, at jeg bare kunne gå over på den anden side af gaden og være kriminel igen og tjene så mange penge, jeg havde lyst til. Så ville jeg ikke være hjemløs, fryse og sulte. Men jeg nægtede,« siger Daniel. Hvis han gik over på den anden side, havde han valgt livet i et hårdt kriminelt miljø. Hvis han blev på denne side, havde han stadig sit frie valg.

En af pigerne i dunjakke spørger, om der nogensinde er sket ham noget, hvortil han svarer, at det er der. Masser. Og vil de have den hårdeste version, eller skal vi tage den pæne? 

»Den hårdeste,« lyder det i kor. Uden at lægge fingre imellem fortæller han om dengang, hans ven stak af med alle pengene og hash for flere millioner, hvilket Daniel kom til at bøde for med to dages tæsk og strøm i en lade på Lolland, indtil rockerne fandt den rette gerningsmand. »Jo flere penge du arbejder med, jo hårdere bliver miljøet,« siger Daniel. »Og hvad I ser i film, er sikkert ikke helt forkert, når det kommer til stykket.«

Børnene har fået store øjne, og de småløber nu troligt efter deres guide til næste destination.

Sov under en busk i 4 måneder

Et af stoppestederne er voldene, der omringer Christianshavn mod øst og engang skulle beskytte København mod angreb fra Amager. I dag er det løbernes og hundelufternes grønne oase, og så var det her, Daniel tilbragte nætterne de første fire måneder som hjemløs. Under en tæt granbusk, der skærmede for regnen og andres blikke, gravede han et dræn, som han havde lært det i militæret, og kravlede kun ud og ind tidlig morgen eller sen aften.

»Jeg ville helst være usynlig på det tidspunkt i mit liv. Jeg var ikke bange for ensomhed og den slags, men kun for, hvilke problemer andre ikke måtte se, at jeg havde,« fortæller Daniel med ryggen til det sted, hvor granbusken engang stod. Og jo længere tid der gik, jo mere usynlig blev han. Lige indtil han blev opdaget.

Åge hedder Daniels tidligere boksetræner, som netop var blevet midlertidigt genhuset, fordi der var gået ild i hans opgang. Skæbnen ville, at Åges midlertidige bolig lå lige i nærheden, og Åge begyndte at løbe sin morgentur forbi granbusken. En dag, da Daniel skulle snige sig op ad trappen til et morgenmadssted for hjemløse, hørte han nogen råbe sit navn.

»Og jeg prøvede faktisk at forsvinde op ad trappen hurtigere, end han kunne nå mig,« fortæller Daniel, men den gik ikke. Åge havde kendt ham i mange år. Sidst de to mødtes, gik alting fint, og Daniel havde lige skrevet kontrakt med hæren.

»Jeg blev ved med at sige, at jeg skulle videre, men han gav ikke så nemt slip.«

Og så begyndte Daniel at fortælle.

At han havde mistet to børn med to forskellige kvinder. Første gang som 21-årig og igen som 23-årig. Da det skete for anden gang, pakkede han sin taske, forlod sit og kærestens fælles hjem i Aabenraa og tog toget til det første sted, han kunne komme i tanke om: hjem til Christianshavn. Uden at sige noget, heller ikke til sin familie, for han kunne hverken overskue konfrontationen eller sine egne følelser. I stedet sneg han sig ud af busken hver dag og tænkte over, hvordan han skulle klare sig igennem resten af dagen. Gjorde sig usynlig og var slet ikke klar over, hvad han bar rundt på.

Der er stille lidt, og man hører kun lyden af en løber i stramme bukser og et par venner i uldfrakker, der går tur. Eleverne vil gerne sige noget, men de ved ikke helt hvad. Daniel fortsætter hen mod historiens morale:

»Så når jeg møder en mand i frostvejr og klipklapper med blå læber, men ingen siger noget, går det op for mig, at han har gjort sig selv usynlig, og derfor går vi alle sammen forbi ham. Og egentlig er det, fordi de problemer er for hårde for os at kigge på. Indtil man har sovet bare én nat under en busk,« siger han med armene over kors. 

Åge tilbød Daniel en seng og et job, og få år senere var han færdiguddannet dyrepasser. Det var ikke nok til at fjerne hjemløsheden, der havde boet i Daniel, siden han var 9 år gammel. Men det var nok til, at han indså, at han havde brug for andre. Derfor kommer han nu med en appel.

»Jeg håber, I begynder at tage et kig på hinanden og ser, hvem der aldrig griner, når der sker noget sjovt, og hvem der stiller sig uden for flokken. Hvem der er usynlige.«

Det er nemmere at hjælpe andre

Vi er nået tilbage til Christianshavns Torv, hvor byvandringen startede. Er der nogen spørgsmål, vil Daniel gerne vide, og en elev drister sig til at spørge: 

»Da du skred fra din kæreste, sagde du så noget til hende, eller gik du bare?« 

Der er stille lidt. »Jeg gik bare. Vi har haft lidt kontakt siden, men har det ikke i dag, og vi besøger heller ikke gravstedet sammen.«

Hvor gamle var dine børn, da du mistede dem, vil en anden vide.

»Den ene var 8 dage gammel, og den anden var 14 dage gammel.«

Hvorfor døde de?

»Fødselskomplikationer begge to. Det ene var en hjertefejl, og det andet var organerne, der lå forkert i kroppen.«

Stilhed igen.

Hvad er der sket med din finger?

»Uh, det var godt set. Der er folk, der har kendt mig hele livet, som ikke opdager det,« griner Daniel og vifter med en stump lillefinger, og stemningen får et løft. Historien om, hvordan Daniel som 3-årig stak sin finger i en rulletrappe, så storebror måtte hive den ud, bliver den sidste for i dag, og Daniel siger farvel til klassen, der skal videre i Tivoli.

Det begynder igen at vrimle med hjemløse omkring Daniel, der er en slags fast holdepunkt for nogle af de mere ustabile skæbner på gaden. »Arj bassemand, sådan der kan du da ikke gå rundt,« siger han til en misbruger med abstinenser, hvis ene fod er meget opsvulmet nede i sandalen, mens han kæmper med ordene og fumler ved buksekanten, der hele tiden er ved at ryge ned. Daniel rækker en finger i vejret, »2 sekunder,« og begynder at rode i tasken, hvor han finder en lille snaps mere og lidt småpenge. Bassemanden får samlet mod til sig og går ind i SuperBrugsen efter noget.

Under ‘mød guiderne’ på hjemmesiden står der også om Daniel, at det er nemmere for ham at hjælpe andre end ham selv. At han i mange år har levet sit liv ved siden af den, han er, og måske har fundet sig selv allermest ved at hjælpe andre.