Sådan får du varme i radiatoren igen
Radiatoren virker ikke
Hvis din radiator forbliver kold og ikke vil varme, selvom du har tændt for varmen og skruet op for termostaten på radiatoren, så skyldes det oftest én eller flere af tre ting:
- Ventilnålen sidder fast.
- Pakdåsen er for gammel.
- Der er for meget luft i radiatoren.
Gør det selv: Fiks den kolde radiator
Alle tre ting kan du selv ordne. Vi guider dig herunder, og du kan også se mere i videoen.
Du kan få hjælp af en vvs'er, hvis du ikke selv har lyst til at kaste dig ud i gør det selv-opgaver.
LÆS OGSÅ: Hvordan undgår du, at der bliver fodkoldt?
Ventilnålen sidder fast og skal løsnes - sker typisk efter sommeren
Hvis radiatoren ikke bliver ordentlig varm, skyldes det ofte, at ventilnålen inde i termostaten har sat sig fast. Det sker ofte, når radiatoren ikke har været i brug hele sommeren.
- Tag termostaten af.
Ældre model: Tag termostaten af med en unbraconøgle.
Ny model: Tag termostaten af ved at skrue den mod uret
- Tryk gentagne gang på ventilen, indtil den løsnes.
Er gentagne tryk ikke nok til at løsne nålen, må du kontakte en vvs'er.
LÆS OGSÅ: Opvarmning med elradiator
Pakdåsen er for gammel og skal skiftes
- Vrid møtrikken (pakdåsen) ved ventilen mod uret med en tang.
- Skru den helt ud.
- Skru en ny pakdåse i og stram til med en tang.
Der er for meget luft i radiatoren og skal udluftes
- Sluk fyret og alle cirkulationspumper og vent 5 minutter.
- Tag fat i udluftningsventilen og drej mod uret, så der lukkes luft ud. Vent, indtil der begynder at komme vand ud (hav et viskestykke parat).
- Fyld vand på hovedanlægget ved kedlen, hvis der ikke kommer vand ud.
- Start igen fyr og cirkulationspumper.
Hvis ingen af de ovennævnte metoder løser problemet, må du tage kontakt til en fagmand, som kan identificere fejlen.