Skal man lukke radiatoren, når man lufter ud?
Åbn bare vinduet og lad varmen stå tændt
»Luk for varmen, når du lufter ud«, sådan lyder et gammel energispareråd, men har du nyere termostater, behøver du ikke være så opmærksom på at få slukket for varmen, når du åbner vinduet. I hvert fald ikke, hvis du lufter ud på den rigtige måde, forklarer Tine R. Sode, der er ekspert i indeklima hos Bolius, der er et videncenter for boligejere.
»Udluftning skal være 5 minutter 3 gange om dagen. Udluftningen skal være massiv, så åbn alle vinduerne, så der er gennemtræk i huset, når du lufter ud. Det er vigtigt at få skiftet luften helt,« siger Tine R. Sode.
Når luften skiftes så massivt ud på en vinterdag, må det vel være vigtigt, at man lukker for varmen?
»Når du kun lufter ud i kort tid, varer det lidt tid, inden radiatoren registrerer, at vinduet er åbent. Så der går lidt tid, før der bliver åbnet mere for varmen. Når du kun lufter ud i 5 minutter, er varmetabet så minimalt, at det energimæssigt er lige meget, om du husker at lukke for varmen.«
Fjernvarme kan give ekstra regning
Har du ligesom 64% af de danske husstande fjernvarme, kan du dog komme til at betale ekstra, hvis radiatoren varmer for fuldt drøn – f.eks. ved åbne vinduer. Temperaturforskellen gør nemlig, at der kommer mere varmt vand ud i radiatoren, end der er brug for. Det varme vand når ikke at afgive varmen i radiatoren, og det ”for varme” vand ryger retur til fjernvarmeværket, som ofte tager penge for afkøling.
Der er forskel på nye og gamle termostater
I princippet er svaret måske ikke helt så enkelt, som Samvirke konkluderer. En række faktorer kan ændre på, om det er en god idé eller ligegyldigt at lukke for varmen. Har du nyere termostater, holder de selv en pause med varmen, når de registrerer, at vinduet er åbnet. Lader du derimod vinduet stå åbent længere tid, eller har du tussegamle termostater, kan det godt svare sig at lukke vinduet – uanset om man kun lufter ud i 5 minutter. Det har flere grunde:
- Varmeboost. Mange radiatorer er placeret under vinduer. Er vinduet åbent i længere tid end de 5 minutter, begynder radiatoren at varme kraftigt. Da termostater er langsomme til at reagere, så går der lidt tid, inden den lukker ned igen. Du risikerer, at temperaturen stiger unødigt meget – og at du så må lufte ud igen.
- Overfladeafkøling. Når vinduet er åbent længe, så bliver mere end luften afkølet. Når først overflader, møbler og andre ting i rummet begynder at blive kolde, så skal du bruge meget mere varme for at få en varm rumtemperatur, end hvis du luftede ud kortvarigt.
Udluftning giver mindre risiko for skimmelsvamp og giver dig et friskere hoved
En af grundene til, at du skal lufte ud, er at mindske risikoen for skimmelsvampe. Udenfor er luften tør om vinteren, og udluftning er med til at udskifte den varme luft, der kan indeholde mere vand, inde fra huset.
»Varm og vandmættet luft kan sætte sig på vægge og vinduer som dug. Når der er nok vand på en væg, udvikles der skimmelsvamp og mug. Der er skimmelsporer overalt, men de vokser, når de får gode betingelser, som eksempelvis vand på tapetet,« forklarer Tine R. Sode.
I løbet af en dag ånder vi masser af luft ud, når det har været en tur nede i lungerne. Mængden af CO2 stiger indendørs, og når der er meget CO2 i luften i dagligstuen, begynder man at føle sig tung i hovedet. Der er aldrig mangel på ilt, men den øgede mængde CO2 gør hovedet trættere end ellers.