Kan man fryse fyldt chokolade?
Min mor er en ældre dame og får ofte gaveæsker med fyldt chokolade. Hun vil så gerne vide, om man kan fryse fyldt chokolade, hvis det indpakkes godt, om man vil kunne smage, at chokoladen har været i fryseren, og i hvor lang tid fyldt chokolade eventuelt kan fryses.
Janne Popp, Helsingør
Svar fra Mia Kristensen
Nej, hun skal ikke fryse den fyldte chokolade, det kan både forandre smag, udseende og konsistens, specielt da fyldt chokolade indeholder forskellige ingredienser. Chokolade har bedst af at blive opbevaret lidt køligere end stuetemperatur, gerne ca.15-18 grader. Det betyder, at køleskabet ligesom fryseren ikke egner sig til opbevaring af chokolade. Det bedste råd til din mor er derfor at spise chokoladen eller måske forære den væk. Skal den opbevares, er det en god idé at pakke den godt ind og stille den mørkt og tørt.
Mia Kristensen underviser i kvalitet, ingredienser og køkkenfærdigheder på Københavns Professionshøjskole. Er uddannet inden for fødevarevidenskab på Københavns Universitet