Cyberkonder: Er jeg syg eller hvad?

Vi finder selv ud af, hvad vi fejler

Vi googler løs på nettet om alt fra astma til forhudsforsnævring. Og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Vores tørst efter viden og fokus på os selv kan give os det nødvendige spark til at gå til læge, når der er behov, og kan gøre os i godt humør, når vi i lysende skærmskrift får påvist, at vores frygt for det værste var ubegrundet. 

Det kaldes cyberdiagnostik. Vi finder selv ud af, hvad vi fejler. Vi kan gøre det, når vi vil; vi skal ikke smide bukserne foran lægen eller ulejlige os med at få en tid og møde op, og vi kan ordne det om aftenen, imellem at vi putter børnene og ordner netbank bagefter. 

Nogle læger ser det som noget positivt, at vi selv opsøger viden før konsultationen. Det kan lægge op til en god dialog. 

Andre læger opfatter det til tider som problematisk. Hvis patienter har stirret sig blinde på en bestemt diagnose, kan det skabe knas i kommunikationen, når lægen dels skal påvise, at det er ham, der er lægen, dels at patienten ikke fejler det, han har læst om.  

Nogle kan blive syge af at surfe

De fleste mennesker kan få viden og noget positivt ud af at surfe om sundhed, men der er nogle, som kan blive – endnu mere – syge af at surfe. De kaldes cyberkondere – hypokondere med netadgang.

Problemet for en cyberkonder er, at mængden af information om symptomer og sygdomme på nettet er uendelig. Han skal ikke blot forholde sig til de 300 sygdomme, der er noteret i Politikens Store Lægebog, men alle de tusindvis af mere eller mindre sjældne lidelser, som er registreret i vores tid på Jorden. 

En cyberkonder er plaget under sin søgning på symptomer, men i høj grad også bagefter, når computeren er slukket. Så kommer tankerne for alvor, om han nu dør tidligere, fordi han fik amalgam- og ikke plastfyldninger i tænderne som barn, om teenagedatteren får kræft af sit nære forhold til mobilen, og om den yngste bliver steril, fordi han fik en plasticgravko i gave, da han var 4. Det er svært for cyberkonderen at slukke for sin indre skrækfilm.

Cyberchondria eller internet print-out syndrome opstod i 2001

Allerede tilbage i 2001 spåede en gruppe britiske læger som nogle af de første, at vi ville komme til at stå over for en ny tilstand – cyberchondria eller internet print-out syndrome, som de kaldte det. Den britiske læge Trefor Roscoe beskrev, hvordan han forestillede sig, at patienter ville begynde at slå deres symptomer op online og kontakte deres egen læge med en helt fast idé om, hvilken sygdom de havde – eller havde overbevist sig selv om, at de havde. 

Er jeg cyberkonder?

Thomas Fergus fra Baylor University i Waco, Texas, er professor i psykologi og en af de førende forskere inden for cyberkondri. Han siger:  »Der er både fordele og ulemper ved at google om sundhed og sygdomme på nettet. For mange er det at søge på nettet drevet af en sund nysgerrighed, og det kan medvirke til, at folk får tips og inspiration til at leve sundere og derved gavne deres generelle helbred.« 

»For andre kan det derimod forværre deres angst for sygdomme. Hvis man konstant har behov for at søge på sygdomssymptomer på nettet, måske fordi man gerne vil beroliges med, at man nok alligevel ikke har kræft, men det så blot fører til, at man tror, at man har noget andet, men lige så slemt, kan det være en rigtig god idé at tage en snak med sin læge om det,« mener Thomas Fergus.



Det er dog desværre ikke altid nok til at dæmpe angsten hos de hårdest ramte cyberkondere.



»Hvis man derefter stadig ikke kan kontrollere sin angst og trang til at søge på nettet og konstant er overbevist om, at man lider af de værste sygdomme, der popper frem under søgningen, så bør man overveje at få anden form for professionel behandling. Der eksisterer dog desværre endnu ikke en specifik behandling af cyberkondri, men i mange tilfælde kan det være effektivt at gå i terapi hos en psykolog,« siger Thomas Fergus.