Hjælper det at slappe af i kroppen, når man fryser?
Kroppen ryster for at overleve
Der er en god grund til, at vi spænder i kroppen og ryster, når vi fryser. Det er simpelthen en overlevelsesmekanisme. Rystelserne er forårsaget af muskelsammentrækninger, som er kroppens måde at producere varme på, når den bliver nedkølet.
Rent fysiologisk giver det altså som udgangspunkt ingen mening at forsøge at slappe af i musklerne, når man fryser, siger lektor ved Institut for Biomedicin Thomas Holm Pedersen, som forsker i kroppens fysiologi.
Det kan være lettere at holde kulden ud, hvis man slapper af
Der kan alligevel godt være noget at vinde ved at sænke skuldrene og forsøge at afspænde i muskler og led, hvis ikke der er tale om ren overlevelse. For eksempel hvis man står en råkold aften og venter på bussen.
»De muskelrystelser, man har, når man ryster, kan jo være generende, og det kan måske være lettere at være i situationen, hvis man slapper af og tænker: ’Det er ikke så slemt, det her. Jeg kan godt klare det’,« siger Thomas Holm Pedersen.
Vi kan kontrollere kroppens reaktion
Der er så tale om en mental øvelse, der handler om at være i en ubehagelig situation trods kroppens faresignaler.
»I modsætning til det autonome nervesystem, som vi ikke selv er herre over – f.eks. vores hjertefrekvens og vores blodtryk – så er vores skeletmuskler noget, vi i stor udstrækning kan styre gennem vores vilje. Så man kan i hvert fald i et vist omfang kontrollere kroppens naturlige reaktion på kulden, hvis man har det mentale overskud til at slappe af,« siger han.
Det kan sammenlignes med elitesportsudøvere, der presser sig selv til det yderste og har lært sig selv at udholde ubehaget og smerten, tilføjer Thomas Holm Pedersen.
Intet bevis på, at man kan træne kroppen til at modstå kulde
Man kan altså godt mentaltræne til at blive bedre til at være i kulde. Hvorvidt man også kan opnå at ændre de fysiologiske mekanismer og træne kroppen til bedre at kunne udstå kulden, er der imidlertid ingen evidens for, siger Thomas Holm Pedersen.
I et forskningsprojekt fra 2011 indvilgede en gruppe forsøgspersoner i at stikke deres fingre i koldt vand over flere omgange. Målingerne af de fysiologiske processer viste ingen tegn på, at forsøgspersonerne blev bedre til at modstå kulden i løbet af forsøget.