Grønt råd: Lav et bogbytteskab

Med et bogbytteskab kan bøgerne bliver læst igen og igen og skabe læseglæde i lokalsamfundet. Se, hvad du skal tage højde for, når du laver et bogbytteskab, og hvordan du får bogbytteskabet til at blive en succes

Du køber en bog, læser den og sætter den i bogreolen. Dér står den og pynter, men samler nok også en del støv. Det kan du lave om på, hvis du laver et bogbytteskab. Med et bogbytteskab, hvor folk kan donere, bytte og tage bøger, giver du nemlig bøgerne mulighed for at blive læst mange gange. Samtidig får du selv og andre mulighed for at læse nye bøger, uden at købe nye. Et bogbytteskab kan desuden skabe liv og læseglæde i dit lokalområde.    

Sådan laver du et bogbytteskab

Find et skab, der kan tåle at stå ude. Det er vigtigt, at det kan holde bøgerne tørre hele året rundt. Måske er du nødt til at give skabet et godt tag eller sætte plexiglas i lågerne. Det kan være en god idé at gå på jagt på nettet eller sociale medier efter billeder til inspiration. 

Når skabet er klar, skal det fyldes med bøger. Måske du må donere nogle fra din egen samling, men du kan også høre venner og bekendte, om de har bøger stående på boghylden, de vil forære til bogbytteskabet. Ellers kan du gå på jagt efter billige bøger på loppemarkeder eller genbrugsportaler. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Få bogbytteskabet til at leve

Vil du skabe et attraktivt bogbytteskab, så fyld det med masser af  nyere titler og kvalitetsbøger, og sorter de udslidte 70’er-kogebøger fra. Er der kun outdatede bøger at tage, er det også dem, som folk donerer – og omvendt. Sortér desuden løbende fra og overvej, om du vil have et rum eller en kasse, som kun er til donationer. På den måde kan du styre, hvilke bøger der skal være i skabet. 

Skal der være liv i og omkring bogbytteskabet, så sæt det op et sted, hvor du ved, folk ofte kommer forbi. Det kan sagtens være foran din egen matrikel eller en befærdet sti i dit lokalområde. Det kan også være ved din arbejdsplads eller den lokale Brugsen. Sørg blot for, at du har tilladelse til at sætte skabet op. 

Og reklamér så for bogbytteskabet, så alle ved, det findes. Det er oplagt at gøre i lokale facebookgrupper eller på specifikke sider for bogbytteskabe, men det kan også være med en god gammeldags seddel i Brugsen. Skal det være vildere, så hold en lille åbningsfest for bogbytteskabet, hvor du inviterer folk i området. Her kan du f.eks. bede folk om at tage en bog med til skabet. 

3 ekstra til bogbytteskabet

Skal bogbytteskabet tilføres lidt ekstra, kan du:

  • Gøre det til et skab for en vis type bøger, f.eks. havebøger, børnebøger eller biografier.
  • Sortere bøgerne i farver. Det giver ekstra blikfang.
  • Give skabet en ekstra feature, f.eks. ved at placere en lille læsestol, en kurv med bolde til hundene eller en boks med brugt legetøj ved siden af.

Vær large med dit bogbytteskab

Lad bare folk tage en bog i bogbytteskabet, selvom de ikke sætter en. Og bliv glad, når nogen kommer med en hel stak. Hvis du får mange, kan du have et lille lager liggende, som du løbende fylder op fra. Et fyldt (men ikke proppet) bogbytteskab er et mere fristende bogbytteskab.

Del også andet end bøger

Det er ikke kun bøger, du kan dele med andre i dit lokalområde. Faktisk kan det meste deles. Din bil, børnetøjet, der er blevet for småt, eller den halve lagkage fra weekendens fødselsdagsfejring. Du skal naturligvis ikke dele det i bogbytteskabet, men på den måde, der nu giver mening. Din kollega kan køre med i bilen til og fra arbejde, børnetøjet kan skabe glæde hos et nybagt forældrepar i vennekredsen, og din nabo vil helt sikkert sætte pris på et stykke hjemmebag.

 

Læs mere om