Spis skrællen på grøntsagerne: Sådan tilbereder du blade, stilk og skal
Der ryger meget skræl i skraldespanden, når vi står i køkkenet og snitter grøntsager eller frugt til middagsmaden. Men meget af det, vi anser som uspiseligt, kan sagtens indgå i madlavningen og give ekstra fylde og karakter til retterne. Samtidig indeholder grøntsagernes naturlige indpakning mange sunde vitaminer og mineraler, som dit immunforsvar vil takke dig for. Her får du 10 eksempler på grøntsager og frugt, hvis skræl du kan benytte i madlavningen, og 5 lækre opskrifter med skræl. Eksemplerne og billederne er lånt fra bogen "Skræl er ikke skrald" af Michael Folman Jensen. Husk at vaske skrællen godt, når du bruger den i maden.
Blomkål
De fleste knækker hurtigt og selvfølgeligt bladene af blomkålshovedet for at nå ind til de hvide buketter omkring stokken. Men der er ingen grund til at lade bladene gå til spilde. De kan blandt andet bruges i salat i lækkert samspil med f.eks. æbler (se opskrift). Stokken på blomkålshovedet har også masser af anvendelsemuligheder og kan ligesom bladene bruges til f.eks. suppe, i brød, spread eller blomkålshummus.
Opskrift: Salat af blomkålsblade
Græskar
Er du en af de mange, som har stået og svedt over at få skrællen skåret fra det hårde græskarkød i konstant frygt for, at kniven pludselig smutter og kapper spidsen af en finger? Så er her løsningen på dine kvaler: lad skrællen sidde på! Man kan sagtens spise den - og den er sund. Ud over at være kalorielet indeholder græskarskallen bl.a. protein, fibre og jern. Og hvad med kernerne - smider du dem ud? Rist dem i stedet, og brug dem som snacks eller i salater. Hokkaido og butternut er de bedst egnede græskar til spisning. Vidste du, at græskar faktisk er en frugt og i familie med melon?
Broccoli
Skærer du stokken af en broccoli, før du tilbereder den? Det vil de fleste nok svare ja til. Men stokken kan bruges i mange forskellige retter, og så indeholder den masser af kostfibre, som er godt for din fordøjelse. Stokken kan blandt andet syltes, bruges som fyld i wokretter eller skæres i tynde skiver og spises rå i salat.
Peberfrugt
Der er da ingen grund til at gemme stilken og kernehuset i en peberfrugt! Jo, det er da faktisk. Hvis du hakker det fint eller koger det med i f.eks. pasta- eller chilisauce, kan du stort set bruge det som resten af frugten. Og hvorfor ikke udnytte hele peberfrugten, som er fyldt med både A-, E- og C-vitamin?
Vandmelon
Vidste du, at man kan spise skrællen på en vandmelon? Laver du en wok-ret, kan du f.eks. skære den hvide inderste del i små tern eller strimler og på den måde tilføre retten et lækkert sprødt element. Du kan også enten kandisere eller sylte den hvide inderskræl. Den yderste grønne skræl kan bruges i smoothies eller juice. Skrællen på en vandmelon indeholder en høj koncentration af aminosyren L-citrulline, som giver en bedre blodcirkulation. L-citrulline findes også i kødet, men ikke i samme høje koncentration.
Løg
Uanset om det drejer sig om de almindelige zittauerløg, rødløg, hvidløg eller en helt anden løgtype, vil de fleste nok vælge at smide de yderste tørre skaller i skraldespanden. Men løgenes umiddelbart kedelige indpakning kan hurtigt laves om til lækkerier på middagsbordet. De kan blandt andet bruges til løgolie, supper og saucer. Bruger du dem til olie, er et godt tip at riste dem i ovnen først.
Asparges
Et kendt husråd siger, at man ikke skal skære det nederste stykke af en asparges med en kniv, men i stedet knække det af. Den lange tynde grøntsag knækker nemlig naturligt præcis der, hvor det kedelige og træge stykke begynder. Men det nederste stykke er slet ikke så ubrugeligt, som mange tror. Du kan sagtens benytte det i madlavningen i supper og saucer. Det samme gælder skrællerne fra hvide asparges, som man skræller fra hovedet og til enden.
Kartofler
Mange er enige om, at det er en uskik at skrælle nye danske kartofler. Det giver god mening, for ud over, at en ny kogt kartoffel smager himmelsk, præcis som den er, indeholder skrællen mange gode næringsstoffer. Vælger du alligevel at skrælle dine kartofler, er der ingen grund til at smide skrællerne ud. Hvis du har vasket kartoflerne først, kan skrællerne blandt andet forvandles til sprøde kartoffelchips eller bruges i kartoffelpandekager.
Porrer
Smider du porretoppen ud, når du har skåret skaftet i tynde, runde skiver og puttet dem på panden eller i gryden? Det behøver du ikke. Toppen har mange anvendelsesmuligheder. Den er god til grøntsagstærter eller som drys i stedet for purløg og persille. Og den er oplagt at bruge i saucer og supper.
Gulerødder
Gulerødder er sunde! Og hvis du spiser dem med skræl på, får du ekstra meget A-vitamin (husk at vaske dem godt). Skræller du dem, kan du lave chips af skrællerne og f.eks. bruge dem som erstatning for ristede løg. Måske overraskende for mange kan du også spise den grønne top på gulerødderne. Den kan steges og stuves eller bruges i stedet for dild på en kartoffelmad. Selve stænglen er bitter, så brug kun de fine grene. Toppen på guleroden indeholder K-vitamin, kalium og klorofyl.