Skilsmisser er fyldt med sorg – også for de voksne børn

Det var en sommerdag i juli, og jeg havde netop fået fri fra mit sommerferiejob. Min far havde skrevet en besked, hvor han bad mig ringe ham op. Telefonen gik direkte på svarer. Jeg prøvede en gang til. Stadig intet svar. Helt naturligt ringede jeg i stedet til min mor, for hun kunne vel bare sige det, som far ville have sagt. Min mor tog telefonen. Opkaldet varede ikke mere end et minut, og jeg hørte ikke andet end: »Din far og jeg skal skilles.«

Jeg var 20 år, da mine forældre annoncerede deres skilsmisse tilbage i sommeren 2018. Udmeldingen kom ud af det blå og efterlod mig i sorg og splittelse – også selvom jeg ikke længere var et barn. 

I en kernefamilie, hvor mor og far er sammen og elsker hinanden, er man som barn smørklatten i midten. Det er trygt, og der er en følelse af, at mor og far er en uadskillelig enhed, men næsten halvdelen af de uadskillelige enheder vælger i dag at blive skilt. Pludselig er holdet bestående af far, mor og børn i opløsning – og ifølge Annette Due Madsen, som er psykolog, chefkonsulent og stifter af Center for Familieudvikling, rammer det børnene hårdt – uanset deres alder. 

»Når ens forældre pludselig annoncerer deres skilsmisse, så udløser det en sorg, fordi en skilsmisse er et tab. Vi forbinder ordet tab med dødsfald, men faktisk er der også noget, der dør, når man mister sin kernefamilie.«

Omsorg for de små søskende

Asger Modvig er 24 år og studerer til pædagog i Aarhus. Tilbage i 2018 havde han netop taget hul på den sidste måned af gymnasiet, da hans forældre en dag over aftensmaden fortalte ham og hans søskende, at de skulle skilles: 

»Der er noget, jeg gerne vil fortælle jer. Jeres mor og jeg er blevet enige om, at vi skal skilles. Det er bedst for alle, så vi kan forblive glade – alle sammen,« lød udmeldingen fra Asgers far. 

»Jeg er ikke en person med særlig meget temperament, men jeg har aldrig haft så meget lyst til bare at tage fat i bordet og kaste med det,« siger Asger og fortsætter, »jeg gjorde det ikke, men jeg var så ked af det og sur. Jeg tænkte bare »hvorfor?««

Årsagen blev ikke præsenteret, så han forsøgte at spørge ind til det, men kunne hurtigt mærke, at han ikke havde behovet for at vide det:

»Jeg var jo i en eller anden forstand voksen allerede, så jeg var klar over nogle af de ting, der kunne være årsag til en skilsmisse, derfor valgte jeg dengang ikke at dykke dybere ned i det. Jeg har nok villet undgå at få et skævt syn på enten min mor eller far.«

Efter udmeldingen skulle Asger igennem sin egen sorg og vrede, men hurtigt begyndte han at tænke i mere praktiske baner og have omsorg for sine mindre søskende, hvoraf den mindste var 11 år. 

Dårlig samvittighed flytter med

Ifølge Annette Due Madsen kan de unge nemt få følelsen af, at de bliver nødt til at være den voksne og tage ansvar for familien, som er i opløsning:

»Som ung er man både barn og voksen, og det kan gøre det svært at finde ud af, hvilken rolle man har i skilsmissesituationen. Man har måske mest af alt lyst til at være vred og ked af det og blive trøstet af mor og far, men ofte overskygges det af en ansvarsfølelse over for forældre eller søskende.«

Selv oplevede jeg i den første tid efter skilsmissen en følelse af at være en lus mellem to negle, hvor jeg skulle forsøge at agere bindeled og forsone de to fronter. Min mor var vred på min far og ekstremt ked af det, så hende følte jeg et ansvar for at trøste, og min far var nyforelsket, men også helt i hundene, så ham følte jeg også et ansvar for at få samlet op – samtidig var jeg selv i sorg og både vred og skuffet. Jeg begyndte også ret hurtigt at tænke: »Jeg burde have set det komme og have hjulpet dem«.

Da jeg et halvt år efter skilsmissen flyttede hjemmefra, fulgte ansvarsfølelsen med. Min mor var især sårbar i noget tid efter skilsmissen. Jeg havde hende hele tiden i baghovedet: »Hvordan har hun det mon i dag?«, »bare hun er okay.«

Da Asger flyttede hjemmefra efter skilsmissen, var det med dårlig samvittighed, specielt over for sine søskende:

»Jeg følte, at jeg lod mine mindre søskende i stikken, men jeg havde jo også et liv, jeg selv skulle ud at leve. Det var ikke en fed følelse at stå med lige der.«

Når han i dag skal hjem på besøg, er han meget omhyggelig med at få fordelt tiden ligeligt mellem sine forældre:

»Jeg tænker, at de lægger mærke til, hvis man bruger mere tid hos den ene end den anden – og jeg har ikke lyst til at favorisere, så jeg er meget opmærksom på det.«

Unge har brug for trygt bagland

Ud over ansvarsfølelsen og den dårlige samvittighed, så dukker der også identitetsspørgsmål op efter skilsmissen. Hvem er jeg nu, når jeg ikke længere er barn i en kernefamilie?

Det kan, ifølge Annette Due Madsen, være svært at skulle til at identificere sig som skilsmissebarn – specielt oven i, at man er på vej ud i verden for at stå på egne ben. Lige der har man rigtig meget brug for, at baglandet er trygt og i ro, fordi man selv er på vej ind i nye landskaber. Hun tilføjer:

»Det hele kan blive dobbelt kaotisk, og det kan være udfordrende og ensomt for den unge.«

Da jeg selv halvandet år efter skilsmissen fik en kæreste, var det underligt for mig, at jeg skulle introducere mig som skilsmissebarn. Det var et nyt mærkat, hvor velkendte værdier var blevet skiftet ud med fremmede. Jeg kunne heller ikke tage min nye kæreste med hjem til familien og præsentere ham for alt det, der har været med til at forme mig: Mig og min families pingpong, traditioner, kærlighed og vores fælles fortælling. Alt det, jeg er vokset op med. 

Faktisk havde jeg i samme periode så svært ved at vænne mig til den nye virkelighed, at jeg begyndte at agere Kirsten Giftekniv over for mine forældre i et naivt forsøg på at få dem til at forsone fronter og overbevise dem om, at de kunne være gode sammen igen. At vi kunne være et hold igen. 

Højtider kan vække sorgen

Ifølge Annette Due Madsen forsvinder sorgen ikke, men den bliver mindre massiv og forandres. Man kan sige, at sorgen får et rum i os, hvor den i lange perioder ligger i ro, men indimellem vækkes den. For et skilsmissebarn kan sorgen dukke op ved f.eks. højtider og mærkedage, hvor man har været vant til, at der var traditioner og samling på familien. 

»Jeg synes stadig, at det er vildt mærkeligt at holde jul hver for sig. Jeg tænker på den af mine forældre, jeg ikke er sammen med, og sørger for at smide en besked i deres retning,« siger Asger. 

Også store begivenheder i livet kan, ifølge Annette Due Madsen, vække sorgen, fordi man som ungt menneske har nået at danne sig forestillinger og drømme for fremtiden, som ofte krakelerer ved forældrenes brud. 

For Asger har skilsmissen skabt en masse tvivlsspørgsmål og en større usikkerhed, når det kommer til kærlighed. Til-døden-os-skiller er slået lidt i stykker.

»Jeg stiller hurtigt mig selv det spørgsmål »kunne jeg se mig selv med den her pige resten af livet?«, for jeg vil ikke bringe den sorg videre, jeg selv har oplevet ved mine forældres skilsmisse,« siger Asger.

Jeg har nok altid selv troet på ægte, evig kærlighed, fordi jeg så mine forældres kærlighed. Da de så blev skilt, stod jeg tilbage med følelsen: »Jamen hvis ikke engang mine forældre, som havde et forhold, der virkede til at være så fyldt med kærlighed, forbliver sammen, hvem gør så?«

Stadig brug for omsorg

Annette Due Madsen forklarer, at det lille barn kan virke mere sårbart, fordi det skal flytte frem og tilbage mellem mor og far, men at det voksne barn også stadig har et behov for at blive taget hånd om:

»Som barn bor man hjemme og er omkring sin familie meget af tiden. Når man er ung og er flyttet hjemmefra, så bor man typisk alene i en studiebolig eller med nogle fremmede, man ikke nødvendigvis kender så godt. Det kan være ensomt. Derfor har man måske ekstra meget brug for at mærke omsorg, når barndomshjemmet er i opbrud.«

Hun forklarer, at det kan været noget andet, hvis man har stiftet familie med kæreste og egne børn, hvor man har opbygget en ny, tryg base. Man er ikke lige så alene med sorgen.

Asger oplevede, at der i højere grad blev spurgt ind til hans mindre søskende end til ham:

»Men jeg er nok heller ikke den bedste til at efterlyse hjælp. Jeg er siden blevet mere opmærksom på, at det er okay at spørge om hjælp. Hvis jeg havde spurgt efter det, så havde der sikkert været nogen til at tage sig af mig.«

Hvordan passer man på sig selv?

Hvad kan man gøre for at passe på sig selv som voksent skilsmissebarn? spørger jeg Annette Due Madsen.

Det er vigtigt, at man finder nogle gode mennesker at snakke med, som ikke er en del af konflikten, forklarer hun. Det kan være en ven, noget familie, en præst eller en psykolog – et sted, hvor man kan få forståelse for sin situation, og hvor nogen kan lytte til smerten, vreden og dilemmaerne og give gode råd.

Hun sender derefter spørgsmålet tilbage mod mig: »Hvad har hjulpet dig?«

Godt spørgsmål. Det er snart er fire år siden, at mine forældre blev skilt, men der er stadig nye ting at forholde sig til: Jeg har skullet møde min fars nye kæreste og hendes tre børn. 10 måneder efter skilsmissen flyttede de sammen, de har købt hus og er netop blevet gift. Min mor er flyttet to timer østpå fra min hjemby og er tilbage på datingmarkedet. Det er en ny virkelighed. 

For Asger hjalp det, at han og hans søskende havde hinanden under skilsmissen. De rykkede sammen og søgte tryghed i hinanden. Han brugte også sine tætteste kammerater, ikke fordi de nødvendigvis snakkede om skilsmissen, men bare det at være sammen fjernede fokus fra sorgen. 

Også min egen sorg blev mindre gennem snakke og tid med de tætteste venner. Og så hjalp det, da jeg et halvt års tid inde i processen begyndte at være ærlig over for mine forældre om, hvordan jeg havde det, så jeg igen kunne indtage rollen som barn i relationen med mine forældre.