Skilsmisse: 4 gode råd til den sammenbragte familie
Tænk jer godt om, inden I flytter sammen
Mange parforhold med sammenbragte børn går typisk i stykker, fordi de voksnes holdninger og værdier ikke stemmer overens. Når en ny familie flytter ind, flytter et nyt syn på alt fra spisetider til opdragelse nemlig med, og det kan skabe store konflikter, hvis du og din nye kæreste ikke kan blive enige.
“Ligesom man skal tænke sig godt om, inden man bliver skilt, skal man tænke sig rigtig godt om, inden man vælger at flytte sammen med en ny kæreste,” siger psykolog Lene Stephensen, som har skrevet bogen ”Skilsmissens ABC”. Hun forklarer, at en fusion af to familier bliver sværere, jo ældre børnene er.
Aftal reglerne på forhånd – når du ikke er blændet af forelskelsen
Vælger du at flytte sammen med din nye kæreste, er det afgørende, at I aftaler, hvilke ting I skal være enige om, og laver fælles regler på forhånd. Især opdragelsen er et stridspunkt, som det er vigtigt at tale om, inden I pakker de første flyttekasser ud.
Vær desuden opmærksom på, at forelskelsen kan løbe af med dig og få dig til at samtykke i ting, du i bund og grund ikke er enig i. Et godt råd er derfor at vente med at snakke regler – og dermed også at flytte sammen – til forelskelsens rus har lagt sig.
Accepter, at du ikke kan bestemme over din kærestes børn
Graden af, hvor meget du kan irettesætte din nye kærestes børn og omvendt, afhænger af, hvordan dit forhold til din nye kæreste er opstået, og hvor gamle børnene er. Især i starten er det vigtigt, at du ikke går ind og tage magten over børn, der ikke er dine, for det kan vende børnene mod dig, påpeger Lene Stephensen.
“I begyndelsen er hovedoverskriften, at I skal have det godt, og det betyder, at man må bide en masse ting i sig, indtil relationerne i den nye familie har udviklet sig,” siger hun.
Bevar gamle traditioner og husk alenetid
Din nye kæreste er dit valg og ikke dine børns. Derfor må hverken du eller din kæreste blive fornærmede, hvis dine børn efterspørger alenetid med dig – eller din kærestes børn gør det samme med ham eller hende.
Plejer du eksempelvis at fiske med dine børn i weekenden eller lave mad med dem hver onsdag, er det en god idé at fortsætte med de gamle traditioner, så du ikke kommer til at tilsidesætte dit barn til fordel for din nye kæreste.
Alenetid gælder også, hvis du eller din nye kæreste vil tættere på hinandens børn. Når du finder noget at være fælles om med din kærestes børn, er det samtidig en måde at komme ind på livet af dem og skabe tillid på.