Skal der konserveringsmiddel i syltede rødløg?
Jeg har et spørgsmål angående syltede rødløg. Hvis de skal kunne holde sig uden at komme i køleskabet, skal jeg så tilsætte Atamon eller anden konservering til lagen, efter at den er kogt?
Hejdi Rasmussen
Svar fra Leif Skibsted
Syltede rødløg er blevet et populært tilbehør til mange retter. Lagen til syltning består typisk af sukker og eddike og er dermed sur. Atamon, der er et handelsnavn for en vandig opløsning af natriumbenzoat, hæmmer mug og skimmel under sure betingelser og vil derfor forlænge holdbarheden af syltede rødløg.
Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.