Se kortet: Her drikker flest energidrik

Drenge og unge mænd er særligt glade for energidrik, og bor du i en stor by uden for København, drikker du sikkert flere energidrikke end landsgennemsnittet, viser tal fra DTU og et kort over, hvor der sælges flest dåser med energidrik, som Samvirke har lavet. Jeppe Matthiessen, der er seniorrådgiver på DTU Fødevareinstituttet kalder energidrik for et overflødigt produkt.

Det er især drenge og unge mænd, der drikker energidrik. Se på Samvirkes kort, hvor flest åbner dåserne i jagt på et hurtigt skud energi. 

Teenagere og unge mænd elsker energidrik

27% af danskere mellem 10 og 35 år drikker energidrik mindst en gang om måneden. Det viser den seneste opgørelse over danskernes forbrug af energidrikke, som DTU Fødevareinstituttet lavede i 2014 under titlen ”Energidrikke i Danmark Undersøgelse af indtaget blandt 10-35-årige.”



Energidrikke er især populære i aldersgruppen 15-26årige, hvor 34-38% hver måned drikker mindst en energidrik. Størst tørst på de søde energidrikke har unge mænd mellem 15-26 år, fortæller Jeppe Matthiessen, der er seniorrådgiver på DTU Fødevareinstituttet: 



»Næsten halvdelen af alle drenge i gymnasiealderen drikker energidrikke jævnligt, blandt piger er det kun 1 ud af 4. For drengene hænger forbruget blandt andet sammen med computerspil, hvor man i den unge alder hænger længe oppe om aftenen og natten og spiller sammen, mens man i den sene teenageår i højere grad bruger energidrik til at blande sammen med alkohol til fester.« 

Energidrik? Så er du nok fra en stor by i provinsen

Indtaget af energidrikke hænger også sammen med, hvor du bor, hvis du er mand. I hvert fald er hangen til energidrik større uden for København end i hovedstaden – og størst i byer med mindre end 100.000 indbyggere, viser DTU’s undersøgelse. 

Klik på Samvirkes interaktive Danmarks kort for at se, hvor mange energidrikke, der bliver drukket i dit postnummer i forhold til landsgennemsnittet. 

 

Note til kortet: Salget er opgjort for hvert postnummer på baggrund af salget i Coop-butikker i 2016 og 2017. 100 svarer til landsgennemsnittet. Er der i dit postnummer 126, betyder det, at indbyggerne her drikker 26% mere energidrik end en gennemsnitlig dansker. Er tallet under 100, drikker man mindre end gennemsnittet. I nogle postnumre har det på grund af et meget lille salg eller fraværet af Coop-butikker ikke været muligt at lave et gennemsnit. 

Salget af energidrikke stiger og stiger

Koffein er grunden til, at energidrik har sin opkvikkende virkning. I 2009 blev det tilladt at sælge energidrikke med et højt koffeinindhold (op til 320 mg pr. liter), og det har medført, at forbruget er steget. 



I perioden 2010-2016 blev forbruget 4 doblet fra 4 millioner liter om året til 16 millioner liter om året, og Euromonitor, der laver statistikker og fremskrivninger af danskernes forbrug af energidrikke, forventer, at forbruget i Danmark vil være på 25 millioner liter om året i 2021. Det svarer til en 6-dobling på godt 10 år. 



Det store forbrug bekymrer forskere som Jeppe Matthiessen: 



»Energidrikke indeholder mere sukker end sodavand. Fra et ernæringsmæssigt synspunkt er energidrikke tomme kalorier og ikke egnet til børn pga. det høje koffeinindhold. Vi ser også, at brugen af energidrik-drikke hænger sammen med en mindre sund livsstil, ligesom der er flere overvægtige blandt brugere af energidrikke end i gruppen af ikke-brugere«



Faktisk mener Jeppe Matthiessen, at energidrikke er et totalt overflødigt produkt set ud fra et ernæringsmæssigt synspunkt. 



»Børn er ikke vant til koffein. De reagerer ofte voldsommere på et højt koffeinindtag end voksne. Når børn drikker energidrik, kan de få ubehagelige bivirkninger som hjertebanken, søvnløshed og rastløshed. Derfor kan det ikke anbefales, at børn drikker energidrikke.«

Læs mere om